»Catulli carmina« og »Carmina burana« af Carl Orff med Fabio Luisi i spidsen for DR SymfoniOrkestret, DR KoncertKoret og Københavns Drengekor samt sangsolisterne Henriette Bonde-Hansen, Matthias Rexroth, Herbert Lippert og Markus Marquardt. DR Koncerthuset, torsdag. Spilles også fredag og lørdag aftner. Optaget til senere udsendelse på DR K.
Alle kender den ene. Stort set ingen kender den anden.
Tag ud til arrangementet i DR Koncerthuset lørdag eftermiddag og ret op på forskellen!
DR SymfoniOrkestret spiller »Carmina burana« og »Catulli carmina« for fulde sale i øjeblikket. Man har taget fat om to værker fra Carl Orffs bevidst brutalistiske univers og sat alle sejl til undervejs: Hele orkestret, hele det store kor og alle de skønne unger fra Københavns Drengekor – plus de fire solister og hele fire flygler.
»Catulli carmina« fra 1943 har sanselige tekster af antikke Catul og Carl Orff selv. Værket for de fire flygler med mere handler om længsler og lidt om forskellen på den unge og den mere erfarne generation.
Da musikken blev hamret ud i koncertsalen ved første arrangement torsdag aften, sad mange af de fremmødte tankevækkende tyst. Carl Orffs toner er skåret helt ind til det raslende skelet med en stemning af voldsom oprindelighed og »neo-neandertal« til følge.
Effekterne virker utrolig velvalgte og sommetider helt magiske - som når musikeren på marimba kører sin kølle op og ned ad tasterne og kreerer en klang tæt på det elektroniske instrument ved navn theremin.
Fabio Luisi er DR SymfoniOrkestrets chefdirigent og udmærker sig ved en smag for det elegante og sommetider let nedtonede drama. Resultatet i tilfældet »Catulli carmina« bliver en musik uden store steder i vanlig forstand.
Så man skal ikke sætte sig ind med forventninger om en »fantastisk oplevelse«, som alting hedder i vore dage. Man sidder snarere med en lidt hård krystal i ørerne – med en bevidst frossen kunstform i familie med Berlins legendariske Olympiastadion fra nazitiden.
Kun hvis man accepterer det bevidst begivenhedsløse som en skønhed i sig selv, åbner poesien sig lige så langsomt for én som den skrøbeligste blomst midt på betonen.
Drøjde og højde
»Carmina burana« er muligvis ikke et bedre værk. Det er til gengæld et nemmere lyt og endda helt overvældende med DRs mange sangere og musikere.
Premieren på værket i Frankfurt anno 1937 gør Orff bliver en kolossal succes hos de nazistiske spidser. Hele den hårde lyd og middelalderlige fortælling om lykkehjulets forfærdende drejning fra vinter til vinter går rent ind i tiden lige før næste krige.
Også selv Orffs musik teknisk set trækker heftigt på værker af Igor Stravinsky som den farverige »Petrushka« og den mere knappe »Salmesymfoni« – altså værker af en russer!
Hele den hårde lyd og middelalderlige fortælling om lykkehjulets forfærdende drejning fra vinter til vinter går rent ind i tiden lige før næste krige.
Værket kan lyde på mange måder. Udgaven i DR Koncerthuset har alle steder fokus på det poetiske:
En solist som vor egen Henriette Bonde-Hansen har stadig hele sin højde og hjerne i behold. At få den grillede svanes sang med en ægte kontratenor som tyske Matthias Rexroth er heller ikke hverdagskost. Og selv om Herbert Lippert og Markus Marquardt i de øvrige soloroller ikke stod helt så slagkraftigt torsdag aften, har de været et sympatisk møde.
Lørdag kl. 15 er sidste frist for et møde med Carl Orffs venlige voldsomhed i koncerthuset. Eller man kan høre det hele i radioen på søndag eller se det i TV inden længe. Højttaler og skærm bliver bare aldrig det samme som live.
