Anmeldelse: Her har vi en herlig psykologisk gyser, hvor en mor ændrer sin søn, så det næsten ikke kan ses

Trods et lydspor, der minder om tinitus og kinesisk cirkus, er »Little Joe« en fin film, der sætter spørgsmålstegn ved, om det mon kan være okay, at så mange mennesker tager piller for at føle sig lykkelige.

Alice arbejder på et laboratorium. Om aftenen kommer hun hjem til sin teenager, der langsomt, næsten umærkeligt, forandrer sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra filmen

Hvad vil vi helst have? En grå hverdag med alt, hvad det indebærer af arbejdspres, aftensmads-logistik, regnvejr og konstant dårlig samvittighed over work/life-balancen – eller kunstig lykke?

Det er det ret komplekse spørgsmål, Jessica Hausners ganske glimrende psykologiske gyser »Little Joe« diskuterer. Emily Beecham spiller seniorforskeren Alice, der arbejder på et laboratorium og har udviklet en genmodificeret blomst, hvis pollen kan gøre folk lykkelige og endda kurere depressioner. Hun kalder blomsten Little Joe til ære for sin teenagesøn Joe, som hun bor alene med, og hun er så overbevist om, at blomstens pollen ikke har nogen bivirkninger, at hun forærer Joe en blomst.

Men søreme om ikke Joe begynder at forandre sig. Måske er det en reaktion på hans arbejdsafhængige mor? Måske er det bare, fordi han er teenager? Eller måske er der et eller andet helt galt med Little Joe-blomsterne?

Artiklen fortsætter efter billedet

Det er bare en rød blomst, men de har alligevel en mærkelig effekt. I »Little Joe« er menneskets behandling af naturen igen til debat. Her er det Emily Beecham, der står midt i blomsterhavet. Fold sammen
Læs mere

I det hele taget opfører folk, der har indåndet Little Joes pollen, sig anderledes. Ikke voldsomt, men næsten umærkeligt for alle, der ikke kender dem godt. Og det er i virkeligheden langt mere uhyggeligt, end hvis de var blevet til savlende zombier. Det giver »Little Joe« en herligt skræmmende stemning, hvor man ikke er ved at kløjs i sine popcorn af skræk, men til gengæld hele tiden sidder lidt yderligt på sædet.

Ikke mindst fordi filmen lader det stå åbent, om det nu egentlig er så slemt, at folk forandrer sig lidt, hvis de til gengæld er lykkelige.

Hvis du tænker, at filmen lyder som en spids kommentar til medicinalindustrien og det faktum, at millioner af mennesker er på antidepressiv medicin, har du helt ret. Det virker på en eller anden måde ikke rart, at så mange mennesker er afhængige af lykkepiller (i Danmark drejer det sig om flere hundrede tusinder). Men omvendt: Hvis folk får det bedre, er det måske fint nok? Men hvor mange bivirkninger er for mange?

»I det hele taget opfører folk, der har indåndet Little Joes pollen, sig anderledes. Ikke voldsomt, men næsten umærkeligt for alle, der ikke kender dem godt. «


Sådan kan man blive ved med at stille sig selv spørgsmål, men filmen giver ikke nogle nemme svar og gudskelov for det – det havde været kedeligt, og det er sjældent klædeligt for en film, hvis den banker pegepinden alt for insisterende ned i panden på sit publikum.

Emily Beecham vandt prisen for bedste skuespillerinde ved Cannes-festivalen, og hun bærer i høj grad også filmen som den tvivlende seniorforsker, men Ben Whishaw er næsten lige så bemærkelsesværdig som hendes assistent. Især fordi Whishaw (kendt fra bl.a. »Mary Poppins« og som Q i James Bond-filmene), uanset hvad han spiller, altid har en aura af, at han bærer på en dybt depraveret hemmelighed og er parat til at gøre hvad som helst for at holde på den.

Det eneste hår i suppen er, at man skal være forberedt på et temmeligt … insisterende lydspor, der meget af tiden lyder som en blanding af tinnitus og et kinesisk cirkus på coke. Men som, indrømmet, understreger den urovækkende stemning.

»Little Joe«. psykologisk gyser, 105 minutter. Instruktion: Jessica Hausner, manus:Jessica Hausner, Gérardine O’Flynn. Med: Emily Beecham, Ben Whishaw.m.fl