Angelika var en af sin tids mest spændende skikkelser: »Vi burde måske alle sammen se på flere billeder af kvinder«

Verdens største udstilling til dato af tyske Angelika Kauffmanns værker i Düsseldorf trækker tusinder af gæster for tiden. Kunst af kvinder er fuldt ud på højde med al anden kunst. For dét tvivler vi vel ikke på længere? Berlingskes Søren Schauser skriver om kunstens til tider hengemte kvinder.

Angelika Kauffmann malede sent i livet portrættet af sig selv mellem musikken og malerkunstens muser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kunstpalast Düsseldorf

Alle kender Titian, Rafael og Rembrandt. Så hvad med Sofonisba, Artemisia og Rosalba? Og hvor godt kender vi Angelika Kauffmanns mageløse malerier?

Museer over hele verden åbner nye kapitler af kunsthistorien for tiden. Kunst af kvinder er ikke længere en undtagelse fra reglen og ikke længere en parentes i den store fortælling.

Vi har opdaget kreativitet som en impuls hos begge køn og fået øjnene op for kvinder som aktive kunstnere til alle tider. En udstilling som »Angelika Kauffmann: Kunstner, superkvinde, influencer« på Kunstpalast Düsseldorf trækker tusinder af gæster til byen og mangler ikke noget som helst.

Angelika Kauffmanns portræt af danseren Teresa Bandettini-Landucci som musik er malet i 1794. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kunstpalast Düsseldorf.

Præcis hvordan er det kommet så vidt? Hvis kvinder virkelig altid har været aktive – hvorfor hører vi så først om dem nu? Den ene af to forklaringer handler om kvindernes egne muligheder gennem århundrederne.

Et tidligt geni som Sofonisba Anguissola er knyttet til kredsen om Michelangelo og giver ham ikke meget efter. Talentet fra en familie uden penge gifter sig med først en siciliansk aristokrat og derefter med en simpel kaptajn og støttes varmt af begge herrer.

Hun må bare ikke tegne croquis på grund af nøgenheden midt i atelieret og kan derfor heller ikke studere kroppens anatomi med samme intensitet som sine mandlige kolleger.

Eller tag den uforlignelige Artemisia Gentileschi fra en romersk familie af malere: Hendes far beder 1611 en kollega ved navn Agostino Tassi stå for datterens oplæring i faget.

Artemisia Gentileschi er samtidig med Caravaggio. Hendes billede af Judith og Holofernes er blodigt som så mange andre af hendes billeder – et resultat et overgreb og hendes gode uddannelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffizi, Firenze.

Tassi forgriber sig så på hende en dag og har måske ligefrem fået hjælp til sit forehavende af en kvindelig lejer i atelieret. Den deflorerede jomfru vil redde sidste rest af sin værdighed efter overgrebet og indleder et forhold til manden i håb om ægteskab.

Men han ler hende lige op i ansigtet og skal for resten også have taget livet af sin kone og lagt svigerinden ned. Så han sigtes året efter for tyveriet af Artemisias mødom og får efter syv måneder på anklagebænken en dom på sølle to års fængsel.

Artemisia skal resten af sine dage slå rigtig mange mænd ihjel på billeder. Hun bliver kendt for motiver med sig selv som den nådesløse hævner og blodet sprøjtende ud af de mandlige kroppe.

De har tegnet historien

Kvinder fremme i 1700-tallet har været decideret toneangivende inden for kunst.

En type som Rosalba Carriera fra Venedig bliver legendarisk for sine pasteller og gør næsten ene kvinde farvekridtene til et af rokokoens helt store værktøjer. Hendes portrætter af danske Frederik IV og flere hundrede andre med deres lidt tågede konturer og milde nuancer er blevet selve indbegrebet af kunst fra den tid.

Og franske Élisabeth Vigée Le Brun kommer til dronning Marie-Antoinettes hof i 1778 og ender som en af Frankrigs officielle kunstnere. Hun forsørger hele sin familie kun 15 år gammel og vælges endda ind i det hæderkronede akademi .

Maleren bliver også midtpunkt for en skandale af format: »Selvportræt med datteren Julie« fra 1787 viser hende smilende med åben mund! En anmelder på salonen i Paris kalder synet af hendes tænder aldeles usmageligt - og »især utilstedeligt for en mor«.

»Madame Vigée-Le Brun et sa fille« fra 1786 blev en skandale –for bemærk smilet med tænder! Fold sammen
Læs mere

Hun forlader sit fædreland under Den Franske Revolution på grund af sine forbindelser til aristokratiet og dør både velhavende og berømt.

Mændene ville ikke have dem med

Den anden forklaring på kvindernes relative usynlighed er skammeligt nok af nyere dato: Vores filter på kunstens historie med dens forskelle på store og knap så store ånder bliver til for bare et århundrede siden. Man har oppe omkring Første Verdenskrig gang i en ny fortælling om det lokale og nationale og kan nu kun bruge maskulinitet til noget.

Hvad kvinderne selv havde klaret med mod og masser af knofedt i forne tider – dét bliver slettet med et pennestrøg af mandlige kunsthistorikere i deres eftertid.

»Selvportræt med griffel« af Angelica Kauffmann fra 1768. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kunstpalast Düsseldorf.

Synet af Angelika Kauffmanns værker i Düsseldorf gør dét træk helt meningsløst. Den schweiziske kunstner vokser op i Chur med tinder til alle sider som datter af en maler uden flair for kundepleje og finanser.

Hun ejer en ualmindelig dejlig sangstemme og optræder allerede som ung på scener overalt i det sydlige Europa med stor succes. Angelika står faktisk allerede som teenager for hele familiens forsørgelse og kommer tidligt ind i styregruppen bag Akademiet for de Skønne Kunster i Firenze med videre.

Man finder også talentet i London fra midten af 1760erne som bedste ven og muligvis kæreste med selveste Joshua Reynolds og fra 1768 som en af Royal Academys grundlæggere.

Nogle af hendes mest kendte billeder stammer fra de lykkelige år i Storbritanniens hovedstad:

Hendes portræt af arkæologen Johann Joachim Winckelmann bliver til helt samtidig med hans eget hovedværk fra 1764 om guldet ved gamle dage og sætter hendes navn på alles læber.

Angelica Kauffmanns portræt af arkæologen Johann Joachim Winckelmann blev færdigt i 1764 – helt samtidig med hans eget værk med den skelsættende »opfindelse« af fortiden som spændende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kunstpalast Düsseldorf.

Og det berømte billede af skuespilleren David Garrick – kendt for sit opgør med de store armbevægelser og som fadder til vor tids »underspil« – viser stjernen siddende omvendt på stolen og fanget midt i et moderne menneskes travle hverdag.

Kunstneren selv har større udfordringer forude. Hun falder for eksempel for den meget forkerte mand.

En vis Frederick Brandt med kunstnernavnet »grev Frederick de Horn« siger ja til hende i 1767 og giver hende både ring og alt muligt.

Men den gådefulde greve virker mærkeligt uinteresseret i sin kone ved nattetide og får ifølge vedholdende rygter knap nok fuldbyrdet ægteskabet. Og en stående invitation fra selveste dronning Charlotte om te på St. James's Palace ved lejlighed må hele tiden udsættes med henvisning til hans travlhed.

Ægtemanden viser sig inden længe som en kendt svindler med lovformelig hustru i Tyskland og sigtelser for bedrageri mod Frederik den Store hængende over hovedet.

Angelikas familie får efter nogle måneder bestukket svindleren med halvdelen af den lovede medgift plus hendes elskede smykker og sender ham tilbage på kontinentet en gang for alle.

De skulle have haft hinanden

Hun lever i de følgende år lidt af et dobbeltliv: Den stadig gifte maler omtales af venner som »Europas mest kultiverede kvinde« og sover samtidig med eksempelvis revolutionshelten Marat og muligvis endda med mentoren Reynolds selv.

Og hun får midt under tumulterne etableret sig som en af tidens mest spændende skikkelser inden for historiemaleriet – den absolut »fineste« genre inden for malerkunst og lysår fra traditionelle kvindesager med blomster og porcelæn.

Britisk forvaltning ville efter manges mening have bevilget hende skilsmisse uden videre. Hun vil bare nødig lave for mange bølger på grund af sagens pinlighed og får derfor ikke gjort noget ved papirarbejdet.

Men skæbnen viser sig for en gangs skyld fra den milde side og lader i 1780 hendes »greve« dø under uklare omstændigheder.

»David og Nathan« er et historiemaleri fra 1807 og dermed et af Kauffmanns sidste billeder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kunstpalast Düsseldorf.

Familien skal ikke have mere bøvl med den efterhånden 40-årige enke og får nu selv opstøvet en 15 år ældre maler ved navn Antonio Zucchi til hende.

Ægteskabet med en kollega bekommer hende sådan set udmærket. Manden har det helt fint med hustruens metier og får indrettet fælles atelier lige midt i Roms herligheder.

Allerede de tidligste biografier over Kauffmann fremhæver bare noget grundlæggende »usympatisk« ved Antonio og bruger så dét som forklaring på hendes største ulykke sidst i livet:

Hun træffer Johann Wolfgang von Goethe i Rom og forelsker sig. Det otte år yngre multigeni spørger efter hendes mening om sin kunst og lytter endda til svarene.

At det aldrig bliver Angelika og Johann mere formelt, har irriteret forfatterne af især tyske biografer lige siden. Goethe tager af sted igen og må efter sin retur til Weimar høre maleren kalde deres farvel et af de værste øjeblikke i hendes liv.

Angelika Kauffmann maler i 1794 det uforglemmelige portræt af sig selv med musikkens muse trækkende hende til den ene side og maleriets muse til den anden – men altså uden mænd.

Vi burde måske alle sammen se på flere billeder af kvinder. Ikke fordi kvinderne også skal til fadet eller vises særlige hensyn. Heller ikke fordi individer af deres køn nu engang er halvdelen af menneskeheden. Men ganske enkelt fordi værkerne findes og igen og igen viser sig fuldt på højde med alle andre.

»Angelika Kauffmann: Kunstner, superkvinde, influencer« på Kunstpalast Düsseldorf kan ses frem til 28. september.