Ane Cortzen har været sammen med sin mand i 23 år. »De vigtige samtaler« har holdt deres ægteskab ude af farezonen

Han skrev tre bogstaver på hendes arm. E-A-P for Elvis Aaron Presley.

Året var 1995. Hun var spinkel, havde hvidt strithår og læder-hundehalsbånd med nitter spændt om halsen. En kvindelig udgave af det britisk-amerikanske punk-ikon, Billy Idol. Og indehaver af en falsk Elvis’ autograf. En Elvis iført lavtaljede 70er-bukser med svaj, skjorte med gigantiske flipper og kæmpe bæltespænde midt på maven.

Da hun gik væk fra ham igen, kiggede hun ned på sin arm og bed mærke i A'et for Aaron. Han vidste altså, at Elvis Presley havde et mellemnavn….

Ane Cortzen var 21, Benjamin Weber var 23, og temaet for Arkitektskolens fest på rusturen var popstjerner. Der skete ikke mere, han fulgte ikke hendes initiativ op i løbet af aftenen. Og da festen var ved at være slut, havde hun mistet tålmodigheden og gik direkte over til ham og satte sig på hans skød.

»Og der har du siddet lige siden,« smiler Benjamin Weber, da Berlingske møder parret på en rooftop-bar en kølig vinterdag 23 år, to karrierer, en villalejlighed og tre børn senere. Der er sket lidt af hvert, siden Arkitektskolens rustur i 1995.

Ane Cortzen og Benjamin Weber har tænkt et stykke tid over, om de ville medvirke i artiklen. Havde de overhovedet noget interessant at fortælle om deres lange parforhold ? Ville det ikke blive en historie, som lignede så mange andres?

Men lige netop det seneste års tid, er der faktisk sket en hel del i deres liv. Og det kommer til at fortsætte ind i det nye år. En kaos-tid, siger de, men god kaos. Et nybrud med mange og store forandringer. Og forhåbentlig også forundringer. For man skal gerne blive ved med at kunne forundres over hinanden. Aldrig blive færdige med at være nysgerrige og nyskabende, både i forhold til arbejdsliv og privatliv.

Som en lydløs miniature-forestilling

Til foråret realiserer Benjamin Weber sin gamle drøm om at åbne en schweizisk restaurant. Han er selv schweizer, og restauranten kommer til at ligge i en fredet bygning bag Frederiksberg Centret. Og om et par dage rejser Ane til Mexico City som led i DR Ks programserie »Fantastiske Forvandlinger«, hvor hun besøger en række arkitektoniske perler. Især i efteråret har hun rejst meget med optagelser i Zürich, Paris og Istanbul til samme programserie.

»Jeg savner Ane, når hun er ude at rejse, men kan samtidig godt lide, at vi kan være væk fra hinanden i længere tid. Sådan har vi altid haft det.«

Ane Cortzen mener, at hendes mand måske mest savner hende lige præcis om morgenen.

»Vi har et helt lille indstuderet forløb, en lydløs miniature-forestilling i en slowmotion-optagelse, næsten som en pardans. Jeg tager glas ud af overskabet, Benjamin tager juicen ud af køleskabet, bagefter sætter han boller i ovnen, mens jeg laver te. Vi siger intet til hinanden, men ved nøjagtig, hvad den anden gør. Det samme hver morgen. Jeg gad godt at se os selv udefra...«

Efter at børnene er blevet store, har de fået, hvad de beskriver som en kæmpe luksus. Når det kan lade sig gøre, smutter de tilbage i seng igen, efter at have sendt husets øvrige tre beboere ud ad døren. To teenagepiger og en dreng på ni år.

Mange timer med en ganske bestemt samtale

En ting er rutinerne, når man har levet sammen i mange år. Men tilværelsen er samtidig fyldt med nye overgange og nye faser, der afløser hinanden.  Det seneste års tid har været en ny fase, en vigtig fase for Cortzen og Weber. Forud er gået timer med en ganske bestemt samtale. En nødvendig og afgørende samtale, som også har handlet om Benjamins manglende arbejdsglæde på tegnestuen gennem flere år, og hvordan det gradvist har indvirket på deres fælles familieliv og samliv.

»Til sidst blev Benjamin i dårligt humør, når der kun var to uger tilbage af sommerferien, før han skulle begynde på arbejdet igen,« siger Ane Cortzen.

En anden og mindst lige så vigtig del af den løbende samtale er stadig i gang. For hvad vil de, når deres tre børn om ganske få år enten er flyttet eller ikke længere er ret meget hjemme?

»Det er vi ret optagede af. Vores forældres generation blev boende i det hus, børnene var vokset op i. Det har vi ikke lyst til, så vores børn skal ikke regne med, at vi går rundt og vedligeholder deres barndomshjem som et museum, de kan komme og besøge en gang imellem. Vi vil ikke beholde det liv, vi har haft, mens vi var en familie med hjemmeboende børn. Vi vil prøve at have et nyt liv, hvor vi heller ikke vil eje fast ejendom. Faktisk vil vi helst ikke eje ret meget,« siger Ane Cortzen.

Benjamin Weber supplerer:

»Ikke dermed sagt, at vi hele tiden skal rejse jorden rundt, og aldrig være til stede for vores børn og forhåbentlig børnebørn. Men Ane og jeg kommer til at skabe os et anderledes liv. Vi er allerede i gang med et par tiltag.«

Så måske er der alligevel lidt mere at fortælle om deres lange forhold, mener de, end hvad de selv i første omgang havde troet. De kommer ikke til at gå fra hinanden. Så sikkert, som man nu kan sige den slags, når man taler om fremtiden. De bliver sammen. Er vokset sammen, filtret ind i hinanden. Måske fordi, de var så unge, da de mødtes. Måske fordi, de har været med med til at forme hinanden og er blevet hinandens forudsætninger.

»Jeg var 21 år, og når man er 21 er man ikke særligt voksen, selv om man måske selv tror det. Vi har formet hinandens smag og værdier og er sammen blevet til to voksne mennesker,« mener Ane Cortzen.

Hun tror, det har stor betydning for deres forhold, at ingen af dem er specielt stædige eller har behov for at være kontrollør over for den anden.

Dårlige planlæggere

»Vi holder ikke krampagtigt fast i hver vores. Hvis Benjamin vil have det på en bestemt måde, så har jeg det tit sådan: »Jamen fint nok, det er ok med mig, mere betyder det heller ikke.« Og Benjamin ved jeg har det på samme måde. Vi er ret »loose« i det begge to, og også meget uorganiserede. Spørg os, hvordan og hvornår vi arrangerer vores sommerferie med børnene? Altid i sidste øjeblik.«

Benjamin er enig i, at de er lige dårlige til dét med at planlægge og organisere. Heldigvis. Der var mange, der ikke ville kunne holde ud at leve på den måde, mener han. Da de som helt unge var på den klassiske backpacker-tur et halvt år rundt i Sydøstasien, var nogle af deres fælles venner og familie stærkt bekymrede.

»De to kan da ikke finde ud af noget som helst.« Det var sådan, de tænkte. Det gik nu ret godt alligevel, og jeg ved, at jeg aldrig ville kunne leve sammen med et menneske, hvor man skal være to projektledere i et fælles liv. Hvor der er styr på alt, og alt har sin bestemte plads med top-koordinerede fælles kalendere.

Jeg forstår heller ikke de kvinder, der er som mødre over for deres mænd og sætter små gule lapper rundt omkring, så de nu kan huske det hele. Sådan noget synes jeg virkelig er usexet. Eller hvis manden skal på drengetur, kommer kvinden med forslag til, hvad manden og hans venner kan lave på drengeturen. Så tænker jeg: Hvad fanden blander du dig nu i det for?

Mange vil gerne være projektledere i hinandens liv. Jeg er selv helt ovre i den anden boldgade. Hvis Benjamin vil træne til Vasaløbet og bruge mange timer på det, så gerne for min skyld, bare jeg bliver fri. Selv har jeg i et par måneder været i en helt vild fase, hvor jeg har rejst meget. Det respekterer Benjamin og tager en ekstra tørn derhjemme. Han ved, at det hans tur en anden gang.«

For Benjamin Weber har det stor betydning, at man som par netop har rum til at udvikle sig hver især.

»Jeg har jo fulgt Ane som mor og i hele hendes karriere og set, hvordan hun også har forandret sig i takt med alt det, hun har kastet sig ud i, også som TV-vært. Der sker hele tiden noget, og det er enormt fascinerende. Jeg kan stadig tænke: Hvor er hun bare skidedygtig og interessant. Med alt det, der sker omkring Ane og mig… det roterer jo, og hun kan stadig overraske mig. Jeg tror da også, jeg har overrasket Ane, især det seneste års tid. Hvis man bliver ved med at »se« hinanden, tror jeg, det kan være nøglen til at bevare den der nysgerrighed og forundring.«

Misundelig på Ane

Men Benjamin Weber har også prøvet at være misundelig på sin kone, indrømmer han.

»Sikke et spændende liv, hun har. Med nye jobs og nye projekter. Mens jeg har været den mere stabile i mit arbejdsliv. Det er så noget af det nye, vi nu er i gang med. Der skulle ske noget helt nyt for mig. Jeg skulle videre, og det er jeg kommet med Anes fulde opbakning.«

Selv om Benjamin prøvede at skjule sin manglende glæde ved sit arbejde, kunne Ane sagtens se det. At Benjamin i perioder var ked af det, når han gik om morgenen, og ked af det, når han kom hjem.

»Det var blevet for rutinepræget, og jeg syntes ikke, jeg udviklede mig som arkitekt. Jeg var kørt helt død i det. Det er meget interessant, men når man først begynder at lytte til sine egne behov, og der netop bliver tid og overskud til det i takt med, at børnene bliver store, så sker der noget.«

I nogle år var det vigtigt, han havde et stabilt job, hvor han vidste, han kunne gå klokken 16, når han og Ane skiftedes til at hente børnene og tage hjem og lave mad. Set i bakspejlet var det nogle hårde år. Fantastiske år, men også meget hårde år. Det kan de især se i dag og med den afstand, der ofte skal til, for at se det hele mere tydeligt.

»Men når det er sagt, er der ingen af os, der har været i nærheden af at give op og skride fra det hele. Det er vi ikke typen på, hverken Benjamin eller mig. Og selv på de mest kaotiske dage, hvor det hele har været ved at gå op i limningen, har jeg elsket vores liv sammen med vores børn.«

Ved indgangen til 2018 kvittede Benjamin Weber sit job på tegnestuen Christensen og Co. Han er fortsat freelanceansat til at færdiggøre genopbygningen af KB Hallen, som han har været projektleder på i de seneste par år.

»Jeg havde nogle ret mærkværdige oplevelser, efter jeg havde truffet min beslutning om at sige op. Det var som om, mulighederne pludselig dukkede op af sig selv.«

Sidste sommer kom Benjamin Weber gående kun et par veje fra familiens hus, da han hørte en mand tale schweizer-tysk med et bestemt dialekt, han godt kendte, fordi han selv er schweizer. Benjamin stoppede manden, faldt i snak med ham og de endte med at gå på café. Schweizeren havde planer om at åbne en restaurant i København. Det er den korte version om mødet og det partnerskab, der senere kom ud af af det. Og som resulterer i den restaurant, Benjamin Weber åbner til marts.

»Nu har jeg gjort det, og jeg har selv stampet det hele op fra grunden. Det har ændret mig dramatisk, det kan jeg tydeligt mærke.«

Kunne være endt i en farezone

Ane Cortzen er ikke i tvivl om, at deres ægteskab kunne have befundet sig i farezonen, hvis ikke de havde haft de vigtige samtaler, som hun siger. For når den ene i et parforhold er alt for utilfreds, er situationen så alvorlig, er der må gøres noget.

»Jeg har selv prøvet at have jobs, som jeg ikke trivedes i, det fylder meget og spreder sig som ringe til andre dele af ens liv.  Man får mindre energi og bliver hurtigere sur. Benjamin kunne være endt som en bitter, gammel arkitekt. Men han tog mig på ordet, han gjorde noget ved det. Nu har jeg fået en mand fyldt med energi, der er glad langt det meste af tiden.«

Selv om de tidligt har været med til at forme hinanden, er blevet voksne sammen og ligner hinanden på flere punkter, er de også meget forskellige.

»Jeg ville jo aldrig kunne leve sammen med en, som var magen til mig selv,« siger Ane Cortzen.

»Jeg har temperament, er impulsiv, spontan og hurtig til at træffe beslutninger, indimellem for hurtig og absolut det modsatte af grundig. Benjamin er grundig og vedholdende og uden ham, er der flere steder i mit liv, hvor jeg ville fare vild og være helt lost. Det har jeg det rigtig fint med.«

Benjamin Weber bryder ind:

»Ja, det går stærkt med Ane. Så bliver der pludselig malet en kommode.«

Ane Cortzen:

»Ha, ha, jeg vidste, du ville sige dét med kommoden.«

Benjamin Weber: »Ja, og så lever man med en kommode med malerpletter på. Det er nok et meget godt billede på flere ting i vores forhold.«

Ane Cortzen: »Jeg er ikke så grundig, og så kan Benjamin gå rundt og se på det dér maling, der er løbet løbsk for mig og er blevet til pletter. Så kan han gå og kigge på sådan en lille fejl.«

Benjamin Weber: »Men jeg accepterer det jo, det er ikke sådan, at jeg tænker: Nu myrder jeg hende fandeme. Ha, ha. Men der er da ret mange steder, hvor vi er forskellige.«

Ane Cortzen: »Og mange steder, hvor vi er ens. Jeg er meget lillesøster og Benjamin er meget lillebror. Der er ingen af os, der ønsker voldsomt meget kontrol eller er bestemmer-typen. Tværtimod kan vi begge have det sådan: Kan den anden ikke lige beslutte noget her, eller få det arrangeret? Jeg følger bare behageligt med.«

Ane Cortzen har drengevenner, hun har kendt i årevis. Dem er hun anderledes over for. Hun skal ikke være bedste venner med sin mand. Det er et andet forhold, de har.

Uoverskueligt ikke at blive sammen

For Benjamin Weber ville det mest uoverskuelige i verden være, hvis han ikke længere skulle være sammen med Ane.

»Jamen, det ville jeg slet ikke… jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op med mig selv, det ville være en absurd forestilling. Så skulle jeg ud på Tinder og sådan noget.

Ane Cortzen har nøjagtig den samme fornemmelse. Det ville være det sidste, hun havde lyst til. At hun ikke skulle være sammen med Benjamin. For mange år siden havde hun en oplevelse, hun aldrig har glemt. Forud for deres bryllup opsøgte hun et trykkeri for at få trykt nogle plakater til brylluppet. Manden i trykkeriet er en ældre herre, og da hun sætter sin datter Agnes på to år op på disken og samtidig er højgravid med Esther, siger manden til hende:

»Hvis jeg lige må give jer et godt råd: Husk at I også skal være gift, når børnene en dag flytter hjemmefra.«

Min første tanke var: Hvad pokker er det for et råd at stå og give mig kort inden, jeg skal giftes, hvor jeg er højgravid og smider en to-årig op på disken. Jeg er jo lige begyndt på det hele. Men jeg har bare aldrig glemt, hvad han sagde, manden på trykkeriet. Det har fået en ny betydning for mig.«

Hun også tænkt på, at med små børn og to karrierer er der en naturlig fælles mission. Men at det ikke er givet, at der er en fælles mission, når børnene er blevet store. Hun ved, at de er gode til at sige: Hvad vil du, og hvad vil jeg, og hvad vil vi sammen?

Og det har de været, siden dengang de blev kærester nogle dage efter rus-turen, hvor Benjamin smed en seddel i hendes cykelkurv.