»Skal man gifte sig høj af forelskelse eller i halv-krise?« Ib Michael og hans kone valgte rigtigt og har været sammen i 35 år

De vil gifte sig på en af øerne i Stillehavet, de ved bare ikke hvilken. Men hver gang de går i land på en ny ø, bliver de uvenner. Til sidst er der kun én ø tilbage: Tongareva.

I et brev til en god ven skriver Ib Michael:

»Hvornår er egentlig det rette tidspunkt at gifte sig? Er det, når man er høj af forelskelse? Eller når man er i en slags halv-krise?«

Sammen med sin kæreste, TV-journalisten Hanne Danielsen, sejler forfatteren Ib Michael rundt mellem de vulkanske Tonga-øer i Fransk Polynesien. En ti måneder lang rejse ombord på Nordkaperen.

»Der kan jo godt være lidt trangt, når man lever sammen med andre mennesker, så tæt som man gør på et eventyrligt skib, og vi var afsted i lang tid. Mik (Ib Michaels kælenavn, red.) og jeg var ikke ved at gå fra hinanden, men vi havde nogle udfordringer,« husker Hanne Danielsen.

Sammen med resten af Nordkaperens besætning går de vinteren 1984 i land på Tongareva for i et par måneder at ligge i ly for hurricane-sæsonen.

En vinterdag knapt 35 år senere kommer Hanne Danielsen smilende ud i haven i Kikhavn ved Hundested og inviterer Berlingske indenfor i parrets lille sorte træsommerhus. Reolerne er fyldt til bristepunktet med bøger, og ved bordet i spisekrogen sætter Hanne Danielsen og Ib Michael sig til rette over for hinanden ved hver sin bordende.

»Har vi ikke et billede, fra vi blev gift? Der må være ét i Troels’ bog?«

Ib Michael rejser sig og går hen til en reol. Fra en hylde fisker han Troels Kløvedals: »Hvad sang sirenerne« ud og finder hurtigt den side i bogen, han søger. Et billede af et solbrunt par, der begge stråler, mens de sidder ved et bord under den store bryllupsfest.

»Nå ja,« siger Hanne Danielsen, mens hun lader sit blik forsvinde ind i bryllupsbilledet, da han lægger bogen ned foran hende.

»Den store hat, jeg har på, flettede nogle af de polynesiske kvinder på øen til mig, og kjolen har jeg lånt af en af dem. Vi havde jo ikke bryllupstøj med. Og Mik måtte låne sig frem til et slips og en skjorte .«

»Fravær er nok et centralt ord«

Siden har parret også haft sølvbryllup. I dag er Ib Michael 73, mens Hanne Danielsen er 59. Gennem alle årene har de været væk fra hinanden i flere måneder ad gangen. Han som forfatter, der rejser væk fra den mørke danske vinter for at skrive. Og hun som TV-journalist og dokumentarist med optagelser mange steder i verden, indtil hun fik sit nuværende job.

Hver især har de prøvet at vente på den anden. På Amalfikysten ventede Ib Michael engang på Hanne. Men der kom ingen Hanne, for hun var i fuld gang med sit produktionsselskab og var blevet forsinket. Ventetiden brugte Ib Michael ikke på at skrive til Hanne, men om Hanne. Det blev til digtsamlingen, udgivet med titlen: »Rosa Mundi«, skrevet i et lille hus oppe på et bjerg nær San Cataldo Klosteret. Ventede han på hende i tre uger eller mere? Han husker det ikke længere.

»Og da du endelig kom, skulle vi videre til Rom i en udlejningsbil. Der var meget, vi skulle nå. Pludselig skulle vi være effektive, og jeg som havde siddet dér i min egen lille digterverden og ventet og opfundet fiktive personer bare for at få lidt selskab. Jeg lærte H.C Andersen at snorkle, han var vild med det. Jeg ansatte også en fiktiv tjener, mens jeg ventede.«

Hanne Danielsen ser ud som om, hun har siddet og grublet lidt, før hun siger:

»Fraværet. Det er nok et centralt ord for Miks og mit ægteskab. Tidligere havde vi rejst meget sammen, men på et tidspunkt blev fraværet en normalitet, det er det stadig. For os er der intet usædvanligt i det.«

Hver vinter rejser Ib Michael til Thailand, hvor han år efter år bor i den samme hytte ned til et koralrev. Her skal han arbejde videre på romanen: »Sandheden om Lucy,« der udkommer til august. Og ikke før til februar regner han med at vende tilbage, når dagene blive lysere og længere. Så skal han igen være sammen med Hanne oppe i i Kikhavn.

Imens passer Hanne Danielsen sit job som administrerende direktør i Grenessminde, en socialøkonomisk virksomhed, som arbejder for, at unge med særlige behov kan komme i trivsel og få et job.

»Jeg har set, hvad der er at se på Phuket op til flere gange, og Mik er derude for at arbejde, opslugt af sine romankarakterer. I den periode lever vi i to vidt forskellige verdener. Jeg har mit arbejde, som jeg er meget optændt af. Det giver masser af mening, at jeg kan være med til at skabe muligheder for helt unge mennesker, der ikke har det alt for let. For nylig var jeg inde i en legetøjsbutik, for at købe en gave til et barnebarn, da jeg støder på en af de unge, jeg kender. Så siger han til mig: »Hanne, jeg har ikke tid til at snakke med dig, jeg er på arbejdet.«

Det er præcis sådan, det skal være. Jeg har også mine forældre og vores børn og børnebørn. Så ses Mik og jeg om et par måneder igen. Måske er det en vigtig grund til, at vi stadig er sammen i dag.«

Uenighed om facetime

Bortset fra et enkelt år, har Ib Michael ikke opholdt sig i Danmark om vinteren i 35 år.  Han ryger ned i et sort hul, hvis ikke han får lys nok. Han har prøvet en lyslampe, det var forfærdeligt.

»Hanne og jeg tager på rejser sammen, og det er noget andet, så arbejder jeg ikke eller kun lidt. Men om vinteren, hvor jeg er i Thailand, skriver jeg fra klokken 8.30 til 14.30 hver dag alle ugens syv dage. Om eftermiddagen tager jeg på lange cykelture eller dykker. Jeg har både thai-venner og danske venner derude, og vores børn og børnebørn kommer også derud indimellem.«

De savner hinanden, men har alligevel forskellige behov for, hvor meget kontakt, der skal være.

»Mik synes jo, vi skal på facetime en gang om dagen og lige høre, hvad vi hver især har oplevet. Det behov har jeg ikke. Vi er så meget i hver sit liv, når vi er væk fra hinanden, at det kan være vanskeligt at dele det lige i den periode. Så hellere lade der gå nogle dage, indtil vi har lidt nyt at fortælle.«

Ib Michael smiler.

»Ja, det må jeg jo respektere. Men jeg ville bare gerne have en hverdag, hvor det var naturligt at tale sammen en gang om dagen, sådan har Hanne det ikke, og det er også okay. Men hvis jeg ringer til dig, Hanne, så tager du da telefonen.«

Hanne Danielsen svarer, at selvfølgelig gør hun det: »Jeg lader den da ikke bare ringe.«

De har aldrig »slebet hinanden til« i deres ægteskab. Det er det udtryk, Ib Michael bruger. »En ægteskabelige tilslibning,« hvor et par skulle komme til at passe bedre sammen, hvis der lige bliver høvlet lidt kanter af hist og pist. Han kigger mod vinduet på den blege vintersol og træerne uden blade.

»I kender godt historien om overkrydderen og underkrydderen, ikke? Altså, at man fik den forkerte krydder. Nu har hun givet ham overkrydderen, for den mente hun, var den bedste. Men han ville hellere have haft underkrydderen, hvilket han først finder ud af på sit dødsleje. Dét er faren ved ægteskabelig tilslibning. Hvorfor skulle man absolut leve sammen med en èn, der ligner en selv? Hanne og jeg har aldrig spurgt hinanden, om vi var til over- eller underkryddere. Vi kastede os bare ud i hinanden. Passer vi sammen? Aner det ikke, for hvad er det at passe sammen?«

Hanne Danielsen nikker: »Vi er meget forskellige, også politisk, men ingen af os har nogensinde forsøgt at lave den anden om.«

Ib Michael bryder ind: »Bare tanken om, at jeg overhovedet kunne lave Hanne om er helt absurd. Hanne er et menneske, som i meget høj grad er sin egen, virkelig helt sin egen. Hun er den mest emanciperede kvinde nord for Alperne.«

Den livslange og vigtige samtale

De har stadig en masse at fortælle hinanden. Er »ikke besatte af, at man som par guddødeme skal gøre alting sammen. Som om det skulle være det afgørende for at fastholde et ægteskab.«

Det begyndte med en samtale dengang, de mødte hinanden for første gang. En samtale, som er fortsat lige siden og stadig fortsætter, forklarer de. Om eksistens, om kulørthed, om livet, om døden, om hvad som helst. En samtale, hvor de også er blevet lidenskabeligt optagede af hinanden. Det er de stadig.

»Inden I skulle komme i dag, spurgte jeg lige Mik, hvad han mente, var en vigtig grund til, at vi stadig er sammen efter 35 år. Mik svarede, at vi startede en samtale, og at den bliver ved med at udvikle sig.«

»Ja, og så er vi ikke særligt sippede med hinandens særheder,« indskyder Ib Michael.

»Det kræver jo et mål af fornyelse, ellers ville den samtale været gået i stå for længst. Er det fordi, vi er enige om det meste? Nej, overhovedet ikke. Man kan i hvert fald ikke beskylde Hanne og mig for at trække på den samme gamle hammel, eller at være enige om alt. Men der er en nysgerrighed over for hinanden, og den er der stadig.«

Han spørger ofte Hanne til råds. Om personer i sine romaner eller ude i det virkelige liv. Hvordan agerer den og den person?

»Jeg kan blive fuldstændig overrasket og indimellem målløs over det svar, jeg får fra Hanne. Der er nok hele tiden en afprøvning af, hvor vi er i forhold til hinanden, og den afprøvning tror jeg også kræver et vist mål af fravær. Kan du forestille dig, Hanne, at vores samtale hørte op?«

Hanne Danielsen: »Nej, vi har ligesom lært hinanden at kende på den måde, hvor vi har været vant til at være væk fra hinanden gennem længere tid, men vi har samtidig også rejst meget sammen. Der har været en naturlig vekselvirkning, så forholdet aldrig er blevet statisk, men det har ikke været bevidst, det er bare blevet sådan fra begyndelsen.«

»Dine kys er som karameller...«

De mødte hinanden ud for Acapulcos kyst i Mexico. Her lå Nordkaperen for anker, og Ib Michael skulle påmønstre sammen med sin gode ven, forfatteren Vagn Lundby.

»Jeg har altid haft sådan en fast ting med mig selv om, at skulle jeg svømme inde fra land og ud til Nordkaperen, også selv om vandet har været møgbeskidt. Jeg kan huske, at jeg svømmede i et par meget gamle, slidte badebusker. Og deroppe på dækket sad Hanne og strålede i solen. Lidt senere fik jeg mine kassettebånd med ud på skibet med mexicanske sange, smukke og meget romantiske. Jeg begyndte at oversætte sangene for Hanne fra spansk til dansk:

»Dine kys er som karameller, de får mig til at komme i himlen…« Så var vi der ligesom…Og ja, det var dér ombord på skibet, vores samtale begyndte.«

Ifølge Hanne Danielsen har de fundet hinanden, uden at vide noget eller have undersøgt noget som helst.

»Når folk siger til mig: Er du klar over, at du er sammen med en mand, der er 15 år ældre, end dig selv? »Aha,« svarer jeg. »Men da jeg mødte Mik, glemte jeg at spørge om alder og indtægt, det havde ingen betydning. Mik og jeg fik aldrig foretaget en undersøgelse på forhånd af hinanden, og passer vi nu også sammen? For mig er det vigtigste, at der er en dynamik og en fornyelse i vores forhold. At vi aldrig bliver to stationære mennesker. Det har vi aldrig været, og jeg tror heller ikke, at vi nogensinde bliver det.«

Hun vil til Alaska, han vil til Latinamerika

Ib Michael forestiller sig ikke, at han holder op med at rejse ud i verden.

»Hvis Hanne får tid, kan vi begynde at opdyrke vores gamle kærlighed for Latinamerika. Det ville være meget stort for mig, hvis vi kunne gøre det sammen. At vi kunne opdyrke noget nyt.

Hanne nikker, men siger: »Jeg er til gengæld fuldt optaget af Grønland, jeg har været der nogle gange inden for de senere år, og Mik har også været der tidligere. Jeg har også fået lyst til at tage til Patagonien.

Ib Michael: »Nej, det har jeg altså ikke. Jeg elsker Grønland, og har jo været der mange gange, men det er nej tak til Patagonien. Det må du gøre selv.«

Hanne: »Men jeg kan ikke altid tage med derhen, hvor der er varmt og tropisk. I de senere år har jeg fået lyst til at opleve smukke natursteder, barske og kolde steder, og jeg har for eksempel aldrig været i Patagonien. Jeg vil også gerne til Alaska, der skulle være nogle helt fantastiske naturområder. Norden er jeg også blevet meget optaget af, det har jeg ikke været tidligere.«

Ib Michael: »Men det er stadig min drøm, at vi sammen tager tilbage til Latinamerika og genopdager det.«

Hanne: »Selvfølgelig skal vi også det – vi skal genopdage alt det, der har bragt os sammen.«