I januar annoncerede den amerikanske journalist Don Lemon og Elon Musk, at de havde indgået et samarbejde.

Don Lemon var i mange år en stor stjerne på CNN, men han var blevet fyret efter anklager om »kvindefjendsk adfærd«.

Men nu skulle han have løn for at have sit eget show på Musks sociale medie X.

Men den plan blev dog ikke til noget, for Musk afbrød aftalen i marts. Og nu sagsøger Don Lemon ham. Det skriver Variety.

Elon Musk var ellers den første person, der blev interviewet af Lemon til showet.

Men det gik tilsyneladende ikke, som Musk havde håbet, for efter interviewet afbrød Musk samarbejdet med Don Lemon, og afsnittet blev aldrig publiceret på X.

Det blev i stedet udsendt på YouTube og som en podcast.

Ingen decideret kontrakt

Ifølge Variety meddelte Elon Musk det i en sms til Don Lemons agent, hvor der blot stod: »Kontrakten er annulleret«.

Lemons søgsmål anklager Musk og X for svindel, vildledning, misbrug af hans navn og billede, samt kontraktbrud, skriver Variety.

Don Lemon blev fyret fra CNN i 2023.
Don Lemon blev fyret fra CNN i 2023. Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix

Ifølge søgsmålet havde Musk indvilget i at betale Don Lemon 1,5 million dollar – omtrent ti millioner danske kroner – samt en række andre bonusser, herunder 60 procent af reklameindtægterne, der blev genereret under udsendelserne på X.

Problemet er dog, at der aldrig blev udformet en decideret kontrakt, men blot indgået en aftale på anden vis. Ifølge søgsmålet ville Lemon gerne have nedfældet aftalen i en kontrakt, men Musk insisterede på, at »der ikke var nogen grund til at skulle lave papirarbejde«.

Lemons advokater hævder, at ledelsen i X brugte Lemon til at sælge reklamer, men at ledelsen siden droppede aftalen og svinede Don Lemon til.

Elon Musk skrev i marts på Twitter, at Don Lemon er velkommen til at bruge Twitter til at slå sit indhold op og tjene penge på det, ligesom alle andre.

»Men vi kommer ikke til at garantere minimumsbetalinger til ham, som han krævede, fordi det ville være mere, end hvad alle andre får.«

Selvom den oprindelige plan ikke blev til noget, så har Don Lemon en slags talkshow.

Det kører dog på YouTube, hvor Don Lemon har 218.000 abonnenter.

Hverken X eller Elon Musk er vendt tilbage på Varietys henvendelser.