Fox News-værten Tucker Carlson er ikke den eneste fremtrædende tv-vært, der mandag har mistet sit job.
Hos konkurrenten CNN er det værten Don Lemon, der nu er fortid. Han har nemlig fået sin kontrakt annulleret, skriver han på Twitter.
»Jeg fik i morges at vide af min agent, at min kontrakt er blevet ophævet af CNN. Jeg er rystet. Efter 17 år hos CNN ville jeg have troet, at nogen fra ledelsen ville have anstændigheden til at sige det til mig direkte.«
»Det er tydeligt, at der er nogle større elementer i spil,« skriver Lemon videre.
CNN: Det passer ikke
Hvad den præcise årsag bag fyringen er, vides ikke, men CNN forklarer, at Don Lemons udlægning er »upræcis«.
»Han blev tilbudt muligheden for at mødes med ledelsen, men valgte at skrive på Twitter i stedet,« skriver CNNs kommunikationsfolk på Twitter.
For tre uger siden skrev mediet Variety en artikel, hvor over et dusin tidligere og nuværende kolleger anonymt angivelig kritiserede Don Lemon for kvindefjendsk adfærd på CNN.
En talsmand for Don Lemon sagde dog, at artiklen var »fyldt med åbenlyst falske anekdoter«, »ingen konkrete beviser« og »udelukkende (var, red.) baseret på udokumenteret, 15 år gammel anonym sladder uden kilder«, skriver NBC News.


