Den berømte og berygtede amerikanske tv-vært Tucker Carlson er fortid hos Fox News.
»Fox News Media og Tucker Carlson er blevet enige om at gå hver til sit,« oplyser tv-kanalen i en erklæring.
Netværket takker Carlson for hans arbejde som vært på »Tucker Carlson Tonight«, et af de mest populære nyhedsprogrammer på amerikansk tv.
Meldingen kommer, knap en uge efter at der blev indgået et milliardforlig i en injuriesag mellem Fox News og stemmemaskineproducenten Dominion Voting Systems.
Her blev der ifølge Reuters indgået et forlig på 787,6 millioner dollar, svarende til knap 5,4 milliarder kroner.
Sagen drejer sig om kanalens dækning af præsidentvalget i 2020, hvor Tucker Carlson havde en fremtrædende rolle.
Dominion Voting Systems sagde, at Fox News havde ødelagt selskabets omdømme ved udokumenterede påstande om, at firmaets teknologi ændrede nogle stemmer til fordel for valgets vinder, den demokratiske præsidentkandidat Joe Biden.
Fox News forsvarede sin dækning og afviste sagen som et »politisk korstog« – men sagen endte altså i 11. time i et forlig.
Tucker Carlson selv har endnu ikke kommenteret sin afsked, der lader til at være kommet pludseligt.
Da »Tucker Carlson Tonight« sluttede sin udsendelse fredag, var det med ordene »vi er tilbage på mandag«.
Guldfuglen i fald
»Tucker Carlson Tonight« har i årevis været et af Fox News' mest populære programmer med tre millioner seere.
Værten selv var kanalens lysende stjerne. Ham, som tv-stationens publikum notorisk har fulgt, når han var på i den bedste sendetid. Udsendelserne har været med til at præge og påvirke den yderste højrefløj. Efter at Donald Trump tabte valget i 2020, og ekspræsidenten forsvandt fra medierne, blev Carlson trumpismens nye store håb.
Normalvis er det ikke ham, der er heldig at have Fox News. Det er Fox News, der er heldige at have ham. Han var netværkets guldfugl.
Men stemningen har ændret sig. For første gang har darlingen over dem alle på Fox News lignet en mand i farezonen.
For nok er den kontroversielle tv-vært vant til at være hadeobjekt, men ikke blandt sine egne.
Det er beskyldninger om at være »konspirationsteoretiker« og »propagandist«, der i marts igen kastede skygger over Tucker Carlson, som i mange år er blevet beskyldt for at stå bag en strøm af racistisk og hadfyldt retorik.
I programmet hævdede Carlson at være i besiddelse af videomateriale, der ifølge ham helt kunne omskrive historien om stormen på Kongressen 6. januar 2021.
Han hævdede blandt andet, at det ikke var en bred voldelig opstandelse. Det var blot en lille procentdel, der raserede Kongressen. Størstedelen var fredelige typer på »sightseeing«, hævdede han.
Det satte gang i et inferno af kritik. Selv fremtrædende republikanere kritiserede denne gang Carlson.
Den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat Mitt Romney kaldte Tucker Carlsons udtalelser »absurde« og »nonsens«:
»Folk så, at det var voldeligt og destruktivt, og det skal aldrig ske igen. At forsøge at normalisere den adfærd er farligt og ulækkert.«
I årevis er det kun gået op, op, op for Tucker Carlson.
Nu er historien om hans fald i fuld gang.