I januar annoncerede den amerikanske journaliststjerne, Don Lemon, og X-ejeren, Elon Musk, at de havde indgået et samarbejde.

Efter Don Lemon var blevet fyret hos CNN, ville han fremover få sit eget show på det sociale medie X, oplyste de.

Tre gange om ugen skulle Lemon dække politik, kultur, sport og underholdning.

Men nu er samarbejdet kollapset allerede inden det første afsnit overhovedet har set dagens lys.

Elon Musk har nemlig afbrudt kontrakten om »The Don Lemon Show,« efter at milliardæren selv blev interviewet af journalisten til showets første episode. Det skriver Lemon på sin X-profil.

»Elon har afbrudt det samarbejde, jeg havde med X. Han informerede mig om sin beslutning få timer efter, jeg havde gennemført et interview med ham,« skriver han i et opslag og fortsætter:

»Vi havde en god samtale. Men han har tydeligvis følt noget andet.«

Påstået stofmisbrug

Det står endnu ikke klart, hvilke spørgsmål Musk ikke brød sig om. 

Tech-journalisten Kara Swisher mener at vide, at spørgsmålene kan have handlet om Elon Musks påståede stofmisbrug, som Wall Street Journal tidligere har afdækket. 

I en video som Don Lemon har delt, fortæller han at »Elon Musk er sur på mig,« men går ikke yderligere ind i detaljer.

Don Lemon hævder, at Elon Musk sendte ham en SMS få timer efter, at de havde gennemført interviewet: »Kontrakten er slut,« stod der angiveligt.

Musk har også selv kommenteret på sagen, hvor han på X skriver at Lemons tilgang til interviewet dybest set var »CNN, men på sociale medier.«

»I stedet for at være den rigtige Don Lemon var det Jeff Zucker, med Don som talerør. Det var ikke autentisk,« skriver han.

Jeff Zucker var chefredaktør for CNN indtil 2022.

»Mere frihed og højere indkomst«

I juni måned sidste år – måneder før Lemon blev fyret hos CNN – skrev Elon Musk i et opslag på X, at det ville være fantastisk, hvis journalister som Don Lemon ville dele deres indhold direkte på platformen.

Her understregede han, at journalisterne ville have mediets fulde støtte og at X skulle fungere som et digitalt centrum for alle.

»Hans forpligtelse til et digitalt mødested, hvor alle spørgsmål kan stilles, lader ikke til at omfatte spørgsmål om ham selv fra folk som mig,« skriver Don Lemon.

Elon Musk har tidligere opfordret journalister til at publicere deres indhold direkte på platformen, som Tucker Carlson har gjort siden han blev fyret fra Fox News:

»Hvis man vil have mere frihed til at skrive og have en højere indkomst, så publicer direkte på platformen!«