Åndsmassakren i Indre By er fuldendt

Der har hverken fysisk eller mentalt været lavere til loftet på Købehavns Universitet end lige nu.

I den oprindelige inskription over døren til KUs hovedbygning, stod der »Sublimia petens ingenium/Coelestem adspicit lucem«, dvs. »Tanken, som søger det sublime, øjner det himmelske lys«, fremtidens studerende får dog ualmindeligt svært ved at genkende det »sublime«. Foto fra Immatrikulationsfest på Københavns Universitet på Frue Plads, september 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

For nyligt bragte Berlingske to artikler om Københavns Universitets smukke, gamle bibliotek i Fiolstræde, som man, styret af regnearksfilsofi, har valgt at tømme og lukke. Det tomme bibliotek er blot et af mange, men nok også det sidste kapitel i lang og sørgmodig fortælling.

Det er ubærligt, at man fra beslutningstagernes side ikke begriber, at netop et universitets særegne arkitektur, arv og traditioner er nogle af de vigtigste elementer, når man skal skille sig ud i den benhårde konkurrence mellem verdens bedste universiteter. Det bagvedliggende tankesæt anerkender ikke, at mennesket binder sig til bygninger, begivenheder og riter. Hovedbygningernes arkitektur fortæller os, at vi er en del af noget større end os selv. Den fortæller os om dem, der gik før. Dem vi står på skuldrene af: Niels Bohr, Kierkegaard, Ørsted. Det forpligter. Men denne fortælling har man nu endegyldigt valgt at smide på historiens mødding.

Lektor, KU

»Hver gang det regner, og de studerende ankommer i våde jakker, så lugter hele lokalet af våd hundekurv. Men i sådan et såkaldt »intelligent rum«, som det jo kaldes på KUA, kan man ikke åbne et vindue.«


Der er snak om at erstatte biblioteket med et »oplevelseshus«. Mon ikke vi så får en kedsomhedsknap og en fotoudstilling af modige kvinder, der fremviser deres hår under armene?

Administrationen er den nye borgherre i KUs gamle bygninger på Vor Frue Plads. Og i stedet for undervisning i klassisk filosofi finder du i dag f.eks. »Staff Services & Communications« og »International Staff Mobility Section« m.m.

Formaliseringens korstog er nu til ende, og det er endegyldigt lykkedes de passionsløse socialingeniører at dræne Københavns Universitet for den sidste dråbe livsånd og flå den smukke over 500 år gamle institution ud af det middelalder-København, som den retteligt hører hjemme i. Og man har i samme bevægelse også udsondret centrum for den helt særlige energi og det unikke liv, som de studerende tilførte, inden de blev deporteret til Købehavns ånds-gulag, Amager.

En lektor fortalte mig om KUs nye lokaler: »Hver gang det regner, og de studerende ankommer i våde jakker, så lugter hele lokalet af våd hundekurv. Men i sådan et såkaldt »intelligent rum«, som det jo kaldes på KUA, kan man ikke åbne et vindue. Brokker man sig over det til ledelsen, så er man pludselig ikke på listen over dem, der skal deltage i det næste seminar i udlandet. Du SKAL bare elske udflytningen«.

Hvornår får vi endegyldigt stoppet den reduktive mentalitet, der foranstalter disse kulturelle katastrofer, som efterlader store blødende sår i vores fælles kultur, historie og dannelse? Jeg har endnu ikke mødt ét menneske, der ønskede deres fakulteter og institutter ud på KUA. Ikke ét! Hvem er I, jer, der synes det her var en gode idé? Var det virkelig ikke muligt at finde en pragmatiske løsning, hvor man ikke huggede hele hovedet af universitetet? Kunne man have lagt studiernes overbygning i Indre By, så de studerende havde noget at se frem til de første tre år i den akademiske pølsefabrik på Amager?

Hverken fysisk og mentalt har der været lavere til loftet på Københavns Universitet end lige nu.

Jeg vil foreslå, man genrejser skamstøtten på Gråbrødre Torv. Dog skal den ikke længere rejses for Corfitz Ulfeldt, men for de passive politikere og den opportune universitetsledelse, der passivt har ladet denne utilgivelige åndsmassakre passere.