Knivene er nyslebne, og kufferten er pakket til randen med fordomme. Kursen er sat mod München, og målet er at hudflette BMW for at have truffet den katastrofale beslutning at lade den nye BMW 1-serie blive forhjulstrukken i stedet for beholde det legendarisk underholdende baghjulstræk.
M135i truer ikke med det friske slag med halen, som forgængeren gjorde, og det savner jeg – selv om bilen på alle objektive parametre er blevet skarpere og lettere at håndtere.
Nu har jeg godt nok ikke kørt bilen endnu, men enhver med den mindste fornemmelse for køredynamik ved, at de sjoveste og mest underholdende biler kører med baghjulstræk. Læg dertil, at BMW slår sig op på at levere ren køreglæde og har hyldet baghjulstrækket som vejen dertil. Så at droppe det i 1-serien er, som da Michael Laudrup skiftede fra Barcelona til Madrid. Det er tæt på utilgiveligt.