94-årig »Matador«-skuespiller går på scenen: »Du troede nok, jeg var død, hvad?«

Holger Perfort har for længst mistet overblikket over de mange roller, han har spillet siden 1948. Han er en af verdens ældste fungerende skuespillere, men ingenlunde færdig med teatret. Og til efteråret går han på scenen i »Spillemand på en tagryg« på Det Ny Teater.

Interviewet med 94-årige Holger Perfort var blandt årets ti mest læste artikler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

»Jeg blev faderløs i 1931.«

Der var du ikke mere end seks år?

»Det havde du lige på tungen, hvad?«

Jeg har jo læst op på dig.

Det er meget muligt, Holger Perfort er en af verdens ældste, fungerende skuespillere. Men der er stadig smæld i replikken og glimt i øjnene, som han sidder over for mig i den sommerforladte teaterkantine. Til efteråret går han på scenen i Det Ny Teaters stort anlagt musical »Spillemand på en tagryg«. 94 år efter at han blev født. Seneste brik i den teaterkarriere, der foreløbig har varet i 73 år.  Da jeg fortæller ham, at jeg stødte på hans navn, da jeg læste rollelisten på teatrets hjemmeside, og blev forbløffet, er han også rap i replikken: »Du troede nok, jeg var død, hvad?«

Og så går turen tilbage til Aarhus for snart 90 år siden.

»Vi boede i Aarhus. Lidt uden for byen havde min far, der var murer, bygget et stort hus på en kæmpe grund. Med egen hånd. En god familie kunne bo nedenunder og en ovenover, hvis det skulle være. Jeg og min tre år ældre søster havde hver sin lille have. Han var endnu ikke fyldt 40, da han pludselig døde af lungebetændelse. Det gjorde man dengang. Vi havde ikke råd til at blive boende. Hver gang jeg er i Aarhus, kan jeg ikke lade være med at køre en tur ud omkring huset, der stadig ligger der, selv om grunden for længst er udstykket til parceller. Jeg føler nu ikke noget ubehag ved det, for jeg har kun gode minder derfra.

Holger Perfort var en periode formand for Dansk Skuespillerforbund, hvor han blev kendt som en fremragende forhandler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Vi måtte flytte ind til byen, for min mor vidste, hun var nødt til at arbejde. Hun havde ganske vist en lille pension efter min far, men den kunne man ikke leve af. Hun var uddannet i en købmandsforretning, før hun blev gift, men havde mange forskellige jobs i løbet af min opvækst. Hun knoklede løs og virkede i hvert fald, som om det ikke generede hende. Men selvfølgelig var hun påvirket af, at min far var væk. Det var et ekstra pres. Vi var kun to søskende, men det var jo rigeligt for en enlig.

Konfektionsfabrik

Den ene af mine bedstemødre skulle have boet ovenpå i den villa, min far byggede. Men det blev til et meget kort besøg deroppe, for så solgte vi huset, og de, der købte, skulle have det hele. Og det måtte man jo bøje sin hat for. Min farmor flyttede i stedet ind hos os i lejligheden. Så var der også en til at passe os, når min mor arbejdede. Min afdøde far var murer hos statsbanerne, og derfor fik min mor en tjans med at sy tøj til de nye murere, de ansatte.

Hun havde en symaskine, der vækkede mig hver morgen, og bedstemor hjalp også til, så efterhånden var det en helt lille konfektionsfabrik. Min mor blev skrap til det, og jeg kørte frem og tilbage med store pakker på cyklens bagagebærer. Min søster og jeg bidrog som noget helt naturligt, uden der blev sagt noget om, at vi skulle.

Jeg kom i hvert fald i lære på en tegnestue på et maskinværksted i Aarhus. Jeg kendte en, der var maskiningeniør. Og det var sådan set det mest interessante, jeg lige kunne forestille mig.«

Hvad gik der så galt?

»Der var ikke noget, der gik galt, men det hele gik i nogle andre spor, som jeg aldrig tidligere havde overvejet, de kunne. På et tidspunkt var jeg med som statist på et lille teater i Aarhus, Vennelyst. Det var et revyteater, der appellerede til et bredt publikum. Det var slet ikke, fordi jeg gik med en skuespiller i maven. Selvfølgelig havde jeg gået i teatret som barn. For næsten ingenting købte man adgang til fire forestillinger om året til skolescenen. Min søster, der var tre år ældre, skulle også have billetter, men hun interesserede sig ikke synderligt for at gå i teatret, så fik jeg også hendes.

Holger Perfort har ikke tænkt sig at indstille karrieren. »Jeg har altid været gald for at være skuespiller, og det er jeg stadigvæk.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Men jeg havde en god ven, som jeg snakkede meget med om, hvad vi skulle finde på, og det der med at være statist skulle vi da lige prøve. Vi havde småroller i noget lort. Det var forfærdeligt, meget af det, der blev lavet. Men alle gjorde deres bedste.

Jeg syntes, teatret måtte være noget andet og mere – også. Folk skal have lov til at gå derhen, hvor de synes, men man skal da også hælde noget indhold i dem. Jeg begyndte at blive interesseret i en anden type teater, som jeg stadig hylder den dag i dag. Så jeg begyndte at læse lidt hos Erik Henning-Jensen, der var en stor skuespiller på Aarhus Teater. Det var ret smertefrit at komme ind på teatret, for han var samtidig direktør.«

Du havde været så smart at henvende dig til teaterchefen, for så kunne du gå direkte  ind ad fordøren?

»Nej, men vi blev meget fine venner, og jeg kunne sagtens være blevet på Aarhus Teater hele mit liv. Da jeg kom ind på teatret, var der endnu ikke en egentlig elevskole, den kom først til senere. Jeg prøvede at finde ud af, hvad det egentlig var, de sagde til mig, jeg skulle. Det var jo et stort arbejde, når man kommer ind udefra. Jeg var den eneste lærling i det foretagende. Men jeg følte, det lige passede til mig, og jeg havde det godt. Jeg havde samme fornemmelse, når jeg spillede noget, som jeg havde haft som barn, når vi legede.

»Jeg har været glad for at være skuespiller i alle de år, jeg har været det. Og det er jeg stadigvæk.«


Når man var elev på en landsdelsscene, var man nu ikke noget. Vi blev holdt som børn. Forholdene var jo egentlig horrible, hvad det angår.

Smidt ud

På et tidspunkt oplevede jeg at blive smidt ud af skuespillerfoyeren, da nogle ældre kolleger kom ind i lokalet. På en større samling talte vi om det, og jeg tog ordet og holdt en brandtale, hvor jeg peb det hele ned foran ledelsen. Jeg mente, det var forfærdeligt, at mennesker kunne opføre sig sådan. Jeg var optændt af en følelse af dyb uretfærdighed. Jeg havde noget med mig fra min opdragelse, for min mor havde jo sine meget klare regler for, hvad der var rimeligt og ikke rimeligt.«

Hvordan har du haft det med, at man som skuespiller er underkastet andres vilje? Man må tit vente på, at telefonen ringer.

»Det har jeg nu haft det udmærket med. Jeg har både været med i forestillinger, jeg brød mig om, og andre, hvor jeg syntes, instruktionen var elendig. Når endelig »destruktøren« er gået hjem, kan man godt prøve at lave lidt om, selv om man selvfølgelig er nødt til at holde det, der er aftalt.«

Har du nogle gange prøvet at stå i noget lort?

»Nej, det vil jeg egentlig ikke sige. Slet ikke så groft, som du nu sagde det! Men selv om et manuskript skulle vise sig at være glimrende, kan en instruktør og nogle skuespillere, der får fingrene i det, jo sagtens ødelægge noget, der kunne have været vidunderligt. Det er ikke bare en enkelt gang, men mange forestillinger, der køres ned, fordi de for eksempel bliver castet forkert.«

Er der nogle opgaver, du gennem årene har været gladest for at løse?

»Sammen med Karl Stegger var jeg med til at etablere friluftsspillene i Den Gamle By. Vi kaldte det senere Holbergspillene, for det viste sig, at Holbergs komedier egnede sig glimrende til rammerne.

En af Holger Perforts største glæder i et langt arbejdsliv var, at han var med til at stifte Holbergspillene i Den Gamle By. Også yndlingsrollerne skal findes hos Holberg. Her spiller han selv Erasmus Montanus i selskab med Karl Erik Christophersen, Hilma Egeskov, Mogens Brix-Pedersen, Paul Smyrner og Miskow Makwarth i 1958. Fold sammen
Læs mere
Foto: scanpix.

Holberg har jeg altid holdt meget af, for det er utroligt, hvor meget han har forudset. Jeg blev en slags teaterdirektør, for jeg ledede det. Men jeg gjorde det på den måde, at vi holdt møder, hvor vi aftalte, hvad der skulle ske.«

Hvorfor ville du i sin tid til København?

»Jeg var gift med en skuespiller, der hed Lillian Tillegreen. Jeg ved ikke, om du kan huske hende?«

Jo, og jeg har også set hende på teatret. Hun var en dygtig skuespiller.

»Det var hun. Og hun – ikke jeg – havde fået mange tilbud fra hovedstaden, blandt andre fra Peer Gregaard, der var direktør her i huset, på Det Ny Teater. Det var byens førende scene, og han var byens førende teaterdirektør. »Her skal du sige ja,« sagde jeg. Det fik hun meget ud af.«

Når man er to skuespillere i et forhold, som I var, er der så lidt konkurrence?

»Sådan kunne det meget vel have været. I vores forhold støttede og hjalp vi hinanden. Vi kunne sige ting til hinanden, man ikke ville have sagt på et teater. En instruktør ville måske ikke engang formulere de ting lige ud til én, som vi kunne sige usminket til hinanden.«

Det er vel også en fordel, at man i sådan et ægteskab kender branchen og vilkårene?

»For os var det sådan. Vi var gift i rigtig mange år – vi kunne have haft guldbryllup og nåede det akkurat ikke, inden hun døde for 17 år siden. Sølvbryllup fejrede vi til gengæld, for der var nogen, der opdagede, vi ikke havde holdt det, og det blev vi så nødt til. Og det var godt. Der var meget at fejre.

Det var en tjans som statist, der førte Holger Perfort i armene på teatret i midten af 1940erne.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

I begyndelsen faldt jeg jo for hende, fordi jeg syntes, hun så velstrikket ud. Men hun vidste så meget om teater. Jeg tror ikke, der var andre end mig, der vidste, hvor meget hun vidste. Jeg holdt også meget af at spille sammen med hende på teatret. Man tager ved lære af de bedste. Hun havde humor. Hun kunne det hele på en scene. Det er så sjældent, men nogle kan.«

Balling var fremragende

Hvordan har du selv typisk tilnærmet dig en rolle?

»Man læser det igennem nogle gange og prøver så at finde ud af , hvad der er det væsentligste i rollen. Det centrale punkt, der er centralt for forfatteren. Det må så blive afgørende for resten. Jeg har i øvrigt aldrig haft noget imod at spille småting.«

Også for Erik Balling. I Olsen-Banden for eksempel. Hvordan var han at arbejde med?

»Glimrende. Det er forfærdeligt, at han ikke er der mere. Han havde styr på hele manuskriptet, og han forstod den enkelte rolle. Og han kunne sætte sig ind i de kvaler, man som skuespiller havde inden i sig. Der var stor respekt om ham. Alle syntes, han var en fremragende instruktør. Men man skulle have forberedt sig, inden man dukkede op. Det forlangte han. Han havde alle de store kvaliteter.«

Olsen, overtjener på Postgaarden i »Matador«, er den rolle, mange mennesker stadig forbinder Holger Perfort med. Selv forstår han nu ikke postyret, men var da glad for at spille rollen. Her med Malene Schwartz som Maude Varnæs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Christensen.

Mange forbinder dig jo med tjener Olsen på Postgaarden i »Matador«. Det er blevet din lod at hænge på den.

»Folk kender mig på den. Det forbavser mig. Ikke fordi jeg selv synes, det var dårligt, det jeg lavede. Men de mennesker, der kommer frem og vil snakke om »Matador«, som vil sige mig noget, jeg skulle blive glad for, har jeg  lidt svært ved at forstå. Jeg har da set serien igen og har den også på bånd. Det var jo en meget diskret rolle.«

Men man kan se, at Olsen tænker sit, selv om han er tilskuer til alle de andres liv.

»Den rolle havde det, der skulle til, og som man gerne vil opnå med alt, man laver.«

På et tidspunkt blev du formand for Dansk Skuespillerforbund – fra 1969-76. Der var det med indignationen igen.

»I begyndelsen, da der var nogen, der foreslog, at jeg skulle være formand, troede jeg ikke selv rigtigt på det. Men efterhånden kunne jeg godt se, at det måske var en god idé. Hvis de ligefrem syntes det. Så måtte jeg jo se, om det gik, eller om jeg skulle tage min hat og gå, lidt før jeg havde regnet med. Fra teatret var jeg vant til at sige min mening. Det har man som regel ikke noget imod. Man vil gerne have en instruktør, der piller hele lortet fra hinanden og sætter det sammen på en ny måde. Man er ikke bange for følelser, for man lærer af hver enkelt ting. Hver skandale, hver dårlig forestilling, hver dårlig rolle, man spiller.«

Der blev lavet meget om i din tid?

»Det var jo, fordi jeg syntes, der var meget, der var forkert. Men jeg skulle jo ikke lave noget om, hvis folk var tilfredse med det. I arbejdet gjorde jeg meget ud af at forklare, hvad jeg havde til hensigt at gøre – og de store forandringer skulle man tale meget om.«

Du må have siddet med nogle hårde nysere af teaterchefer på den anden side af forhandlingsbordet?

»Alle skal jo gå glade derfra. Man skal sige sin mening, men man skal gøre det på en antagelig måde. Jeg har prøvet at styre tingene i en retning, jeg gerne ville have dem, men i en ordentlig tone. Hvis vi var et sted i en forhandling, hvor jeg syntes, det var vanskeligt, og hvor nogle var på tværs, sørgede jeg for, at der var rigtig mange møder, hvor alle var inviterede, så man ikke kunne se, at det hele egentlig var stablet på benene på grund af de to, der skulle have et spark.

Skuespilleren Holger Perfort går på scenen i »Spilemand på en tagryg« til efteråret i en alder af 94. Her fotograferet på Det Ny Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Det kunne jo være, de drejede rundt og blev enige med de andre på det 30. møde, hvor der så endelig skete noget. Det vigtige var, at man skabte en dialog, der fulgte nogle demokratiske regler. Det var straks værre, hvis det viste sig, at man havde en modstander, der lavede aftaler ved siden af, udenom og bagom. Og i det hele taget skabte en tone, der var ubærlig.«

I fik oprettet en a-kasse. Den eksisterede slet ikke før.

»I begyndelsen var jeg bange for, den kunne ødelægge noget: Det måtte jo ikke blive så behageligt at få understøttelse, at man hellere ville gå rundt på den end tage arbejde på nogle af de der rædselsfulde teatre. Jeg følte et ansvar. Det måtte ikke blive en sovepude. Men det gik jo faktisk helt fint fra begyndelsen.«

På scenen igen

Nu skal du jo spille igen?

»Jeg har spillet lidt hele tiden. Men nu er det et par år siden, jeg var på teatret. Det er for længe. Jeg skal være rabbiner i »Spillemand på en tagryg«. Tænk, jeg synes, det er klogt af teatret at sætte den op lige nu med sit tema om pogromer og mennesker på flugt.«

Der skal alligevel nogle kræfter til.  Du er trods alt 94. De fleste på din alder sidder jo derhjemme? Hvorfor gider du slæbe dig hen på teatret?

»Hvis de står helt uden for arbejdsmarkedet, siger man jo om alle mennesker, at de virkelig ikke bør sidde i sofaen hele dagen. Man skal gå en tur. For mig er det så turen hen til teatret. Jeg har været glad for at være skuespiller i alle de år, jeg har været det. Og det er jeg stadigvæk.«

På teatret mødes jo alle generationer. Nu er du jo den, der er ældst.

»Jeg kan sige dig helt klart: Jeg tænker aldrig på det. På et tidspunkt vil jeg prøve at tælle op, hvor mange roller jeg har spillet. Men jeg har ikke tal på det. Det er mange. Jeg fører ikke scrapbog eller dagbog. Hvis jeg har sat mig ned for at skrive lidt, bliver jeg så vred efter to linjer, så det bliver til et raseri!

Jeg prøver at være et menneske med nogenlunde orden, men det er jeg altså ikke. Jeg har nogle bunker med papirer, som hober sig op. Jeg går i gang, men så kan jeg ikke nå mere. Så siger jeg til mig selv, at jeg må tage resten senere. Så går der et års tid igen.«

Du bor ude på Sjælland?

»Ja og nej. Jeg har et lille gammelt hus, som er fra tiden i Gershøj ud til Roskilde Fjord. Der er strå på, og det skal der fortsat være. Der er bindingsværk, og det skal der også blive ved med. Jeg har prøvet at lægge det til rette, så der ikke skal passes så meget. Min kusine, som jeg kommer meget sammen med – altså temmelig meget – hun bor i Aarhus og kommer herover, så tit hun nu har tid. Hun synes jo altså også, at der gøres for lidt!

Jeg bruger huset hele året. Men jeg har også en glimrende lejlighed i Hostrups Have på Frederiksberg, som jeg bor i, når jeg spiller teater. Min kusine vil helst have, vi bor dér, men vi skal altså også til Gershøj. Det vil hun ikke, men det skal hun!«

Hvad er det underligste, du har spillet?

»Det mærkeligste, jeg har spillet, har nok været i tiden med det absurde teater, hvilket jo også er noget underligt at kalde det, for teatret er jo i det hele taget absurd.«

Ja, der sidder nogle mennesker og kigger på noget, hvor nogle andre mennesker har aftalt en hel masse, de skal gøre og sige i en bestemt rækkefølge.

»Ja, som jeg plejer at sige, når jeg sidder derhjemme, og klokken er ved at nærme sig otte: »Nå, nu skal jeg ind og skabe mig«. Og så går jeg.«

Holger Perfort fordeler sin tid mellem lejligheden på Frederiksberg og bindingsværkshuset i Gershøj ved Roskilde Fjord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.