Balling - instruktøren over dem alle

Christian Monggaards biografi om Erik Balling viser, hvordan filminstruktøren både spejlede og bidrog til dansk selvforståelse som ingen andre danske filmkunstnere.

Erik Balling (th.) instruerer de medvirkende i TV-serien »Huset på Christianshavn« med Bodil Udsen, Arthur Jensen, Johannes Møllehave, Ove Sprogøe og delvis skjult TV-producer Niels Jørgen Kaiser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Willy Henriksen

Hvis man skulle udvælge den filmkunstner, der bedst karakteriserer dansk mentalitet i det 20. århundrede, ville det ikke blive de verdenskendte Carl Th. Dreyer eller Lars von Trier, der snarere repræsenterer en aristokratisk, centraleuropæisk æstetik og ideologi. Det ville i stedet blive Erik Balling, der både som filminstruktør og som direktør på Nordisk Film var helt central og toneangivende i dansk filmproduktion gennem næsten 40 år, og hvis man skal være lidt generøs, i dansk filmkunst.

Forholdet mellem den danske folkelighed og Erik Balling udgør den røde tråd i Christian Monggaards biografi »Balling - hans liv og film«, og efter forfatterens grundige gennemgang og revurdering af nøglefilm som »Adam og Eva« (1953), »Kispus« (1956) og »Sommer i Tyrol« (1964) samt TV-serier som »Huset på Christianshavn« og den meget elskede »Matador«, virker det ikke urimeligt at konkludere, at Erik Ballings samlede livsværk har spillet en central rolle i danskernes selvforståelse som en slags destillat af vores åndelige selvtilstrækkelighed.

Det er ikke et tilfælde. Som ung instruktør skrev Erik Balling allerede i 1953 en slags programerklæring i form af en aviskronik, hvori han gav udtryk for, at dansk film kun kunne hævde sig internationalt ved at betone det danske, det eneste de kunne gøre bedre end udlandet. Det kom til at stå som lidt af et dogme i dansk film gennem de følgende årtier, og Erik Balling kom selv til at bekræfte sin regel, da han forsøgte at slå internationalt igennem med den engelsksprogede film »Hændeligt uheld« (1971) og indkasserede et af sine få publikumsflop.

Mangt og meget af det, som Erik Balling sagde og gjorde, blev toneangivende for dansk film i almindelighed, ikke bare fordi instruktøren planlagde Nordisk Films spillefilmsproduktion, men fordi flere af hans film blev store publikumssucceser, som andre naturligvis skelede til. Det er i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at en dansk film i 1950erne (før den offentlige filmstøtte) skulle runde en million solgte billetter for at kunne kaldes en økonomisk succes. Det fik Erik Balling til at udvikle sin særlige folkelige stil, hvor danskernes lune, deres milde oprørstrang og jantelov, kolonihavedovenskab og antifanatisme blev betonet uden store kunstneriske falbelader.

Erik Ballings privatliv synes ikke at have Christian Monggaards interesse (instruktørens tiltagende alkoholisme bliver kun behandlet sporadisk), men på sin vis er det en balanceret fremstilling, da instruktørens film- og TV-opgaver fyldte hans hverdag fra morgen til aften. Hans kone Christa var involveret i hans arbejde på Nordisk Film, ikke mindst som »førstelæser« på filmene, og Ballings første ferie fra Nordisk Film fik han først efter en årrække.

Anmelderne moraliserede

Monggaard citerer hyppigt fra filmanmeldelser, der i sig selv udgør et interessant studium af kulturkritikken gennem århundredet. Endnu i 1960erne moraliserede anmelderne ofte over filmenes emner, snarere end de tog stilling til deres form. Ballings første film »Adam og Eva« blev således kritiseret af Kristeligt Dagblad, fordi den centralt i sin handling havde en »uartig bog«, mens Informationen glædede sig over filmens »naturlige« interesse for pornografi.

Ballings film blev kun sjældent virkeligt pøbel-leflende, som man eksempelvis kunne se det i konkurrenten ASA Films endeløse »Far til Fire«-serie, men indeholdt ofte ynde og poesi som i hans harmløse, men søde »Poeten og Lillemor«-film, der dog også rummer Ballings karakteristiske uvilje ved avantgardistisk finkultur. Helle Virkner i rollen som Lillemor er typisk for kvinderne i Ballings film: hun er solidt placeret i køkkenet, men får altid sin vilje over for sin fjumrede mand takket være sin sødmefulde manipulation.

Hans socialdemokratiske sindelag kom klarest til syne i Olsen-banden-filmene, der både ironiserer over og hylder den daværende arbejderklasses drømme og værdier. Her repræsenterer storbanker og EF den kyniske kapitalisme, som banden ofte får taget fusen på, uden at den dog selv har fantasi til at andet end at bruge rovet til en forlænget charterferie på Mallorca.

Balling sympatiserede også med ungdomsoprøret, som da han lod rockbandet Cream optræde i en idylliserende hippiescene i »Det var en lørdag aften« (1968) og i sin sidste film, den BZ-romantiserende »Midt om Natten« (1984) med Kim Larsen og Erik Clausen. I begge tilfælde afslørede han sig dog mest som en kunstner på populistisk flugt fra sin borgerlige baggrund, der ikke tør tage skridtet helt op på barrikaden.

Den borgerlige baggrund hjalp ham til gengæld, da han skulle virkeliggøre Lise Nørgaards prægtige TV-serie »Matador« (1978-81), hvor ikke mindst den konservative bankfamilie Varnæs bliver skildret menneskeligt og med en eksakt fornemmelse for købstadsoverklassen.