70 år: Crazy, britisk julehumor

Vivienne McKee har optrådt i mange forskellige sammenhænge, siden hun valgte at slå sig ned i Danmark. I alt fald kender man hendes stemme.

Vivienne
Vivienne McKee har bidraget til dansk teater med både humor og engelsk dramatik. Foto: Emil Hougaard / Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

For mange er den årlige Crazy Christmas Cabaret, hvor britisk og dansk humor forenes i skøn samdrægtighed, blevet en tradition på linje med julefrokost og andesteg.

Kvinden bag er engelske Vivienne McKee, instruktør, forfatter, skuespiller plus en hel del mere – 70 år 24. juli. Og har man ikke set hende, så har mange i det mindste hørt hende. McKee er kvinden, som på det smukkeste engelsk byder rejsende velkommen i DSB-togene, når de tager fra Københavns Lufthavn.

Baggrunden har hun i orden. Vivienne McKee er uddannet skuespiller fra en af de store engelske teaterskoler, Bristol Old Vic Theatre School. Dertil har hun en akademisk grad fra Bristol University i drama og fransk.

Inden hun slog sig ned i Danmark, var hun et etableret navn i hjemlandet. Hun spillede over for Richard Chamberlain i filmen »The Slipper and the Rose«, og på TV kunne hun bl.a. ses i en af  verdens længst løbende serier, »Coronation Street«. Dertil kom den kvindelige hovedrolle i krimiserien »The XYY man« i 1976-77.

Teatret trak også med flere tilbud, og det var på en turné i Danmark i 1979, at hun mødte gymnasielærer Søren Hall. Parret besluttede, at det fælles hjem skulle ligge her i landet, og de har sammen fået sønnen Daniel, som har gjort de to til bedsteforældre.

Shakespeare og Hopla

Siden bosættelsen i Danmark har Vivienne McKee optrådt i mange forskellige sammenhænge, herunder med optræden på Det Kongelige Teater, undervisning på Café Teatrets skuespilskole, medvirken i Otto Leisners populære TV-show »Hopla« – og så altså grundlæggelsen af London Toast Theatre, the English Theatre of Copenhagen.

Det har ikke bare været sjov og ballade og crazy julekabaret. McKee har haft fingrene i Shakespeare-produktioner, f.eks. »Macbeth« i den gamle Alexandrabiograf og »As you like it« i Kanonhallen, samt moderne engelsk dramatik af Harold Pinter, Alan Ayckbourn og Arnold Wesker på forskellige københavnske scener.

Hun er desuden en efterspurgt konferencier. I år har hun haft succes med forestillingen »Oh Baby – it’s Cole«, og hun har her i sommervarmen været i gang med at forberede  den 37. Crazy Christmas Cabaret.