Frank Sinatra, Audrey Hepburn, Elizabeth Taylor, Harry Belafonte, Oprah Winfrey, Angelina Jolie og senest Geena Davis. Listen over Hollywood-personligheder, som har modtaget en påskønnelse for deres velgørende arbejde – The Jean Hersholt Humanitarian Award – i forbindelse med den årlige Oscar-uddeling, rækker helt tilbage til 1957.
Prisen er opkaldt efter den danske skuespiller Jean Hersholt (1886-1956), der i 1913 emigrerede til USA. Her blev han en af filmens stumme stjerner og et af de væsentligste danske navne i Hollywood nogensinde. Trods sin tunge danske accent klarede han overgangen til talefilm og spillede markante biroller i yderligere 65 produktioner, ligesom han fra slutningen af 1930erne kom ind i alle amerikanske hjem i den populære, opbyggelige radioserie om den vennesæle landsbylæge dr. Christian – en føljeton, der også blev foreviget på film og fjernsyn.