Betty Nansen. Teaterdronningens fiasko
De fleste ved, der er noget, der hedder Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, og at det er opkaldt efter den store danske skuespillerinde, instruktør og teaterchef. Længe inden hun fik sin egen scene, var hun en fejret teaterskuespillerinde, som også »arbejdede på sin verdensberømmelse« ved at optræde i de danske stumfilm, som dengang gik kloden rundt. Men fru Nansen ville mere. Som næsten 40-årig rejste hun med damper til New York for at indspille film for Fox Film Company. Store europæiske tragedienner var efterspurgte i dramatiske stumfilm, og sproget var jo ingen hindring.
Amerikansk presse skrev om den kendte danske teaterdronning og kaldte hende »The Idol of Europe«, »Vikingess« og »The Queen of Tragedy« på grund af de mange tårer, hun udgød på celluloid.
Hun indspillede en håndfuld film i USA – herunder den første amerikanske filmversion af »Anna Karenina« – men ingen af dem blev den forventede succes. Og da Nansen viste sig besværlig og krævende, skrev filmdirektør William Fox allerede sommeren efter hendes ankomst i et brev til hendes PR-agent, at »du kan være sikker på, at vi ikke vil holde på damen et minut længere, end det vil tage at gøre den igangværende film færdig.« Fru Nansen sejlede hjem til dansk teater for siden at blive en respekteret teaterchef. Hun vendte aldrig tilbage til den amerikanske filmindustri.
Osa Massen. Aase Madsen
Egentlig ville danske Aase være filmklipper, men instruktøren Alice O’Fredericks fik hende overtalt til at stå foran kameraet efter en talentkonkurrence. Dog blev det kun til to spillefilm i København, før Aase tog til London. Hun gik på talentskole, blev prøvefilmet og efterfølgende set af 20th Century Fox’ talentspejdere. Hun tog til Hollywood i 1937. Her kaldtes hun hurtigt Osa Massen – amerikanerne udtalte Aase som »Æjs«:
»Herhjemme har jeg set, man gjorde lidt nar ad mig i den anledning. Jeg synes i det hele taget, danskerne er så mærkeligt spydige over for deres egne, der tager til udlandet,« forklarede hun senere B.T.
Hun giftede sig med en søn til den danske stjerne Jean Hersholt og blev opdaget under en tur til Paramount-studierne. Aase Madsen filmdebuterede som eksotisk skurkinde i komedien »Honeymoon in Bali« og fik efterfølgende en pæn karriere i mindre roller, ikke sjældent som femme fatale. I et forsøg på at revitalisere karrieren forsøgte hun at ændre kunstnernavnet til Stephanie Paul; hun var træt af at blive forvekslet med kollegerne Ona Munson og Illona Massey, men hendes karriere var på retur, og hun gled over i fjernsynsproduktioner.
Hun giftede sig for anden gang og arvede i 1953 det, der i dag svarer til 23,5 mio kr. fra sin tandlægemand efter en tvist med hans børn. 1962 trak hun sig tilbage og døde i Beverly Hills i 2006, 91 år gammel.
Gretha Thyssen. Den danske skandalepige
Medens jeg interviewer hende i hendes lejlighed mellem Santa Monica og Sunset, kører fjernsynet uafbrudt. Hendes lyse toupering er høj og kunstfærdig, hun er i en stram rød kjole med pelsbesætning. ’Jeg dater Cary Grant,’ siger hun. ’Men han kommer også sammen med andre piger.’«
Den danske filmanmelder Erik Ulrichsen besøgte i 1961 danske Gretha Thyssen, hvis kropsmål 101-53-91 havde skaffet hende en beskeden plads i filmindustrien. Hun lignede en mere velnæret Marilyn Monroe, som hun bl.a. var stand-in for i filmen »Bus Stop«, og den tidligere telefonpasser, Lommer-pige og fotomodel optrådte fra midten af 1950erne i TV-serier og B-film. Hendes evne til at tiltrække sig opmærksomhed – en gepard i snor til filmpremiere og leopardbikini, når hun skulle forny arbejdstilladelsen – skaffede hende overskrifter, ligesom diverse småskandaler gjorde det. Selv mente hun, at den vampede udstråling forhindrede hende i at blive taget seriøst som skuespillerinde: »Min hovedpine og mit handicap var og er, at jeg er for sexy.« Hun bor i dag i New York og er 84 år.
Karl Dane. Klarede ikke talefilmen
Da Thomas Eje tog til Las Vegas for at forsøge sig som entertainer, kaldte han sig Tom Dane. Men der havde været en anden »Dane« før ham, nemlig Karl Dane, som oprindelig hed Rasmus Carl Therkelsen Gottlieb. Mens svenskerne kan bryste sig af indtil flere vaskeægte filmstjerner – tænk bare på Greta Garbo og Ingrid Bergman – har vi danskere færre at prale af. Men én, der var lige ved at klare den, var faktisk Dane – eventyrlysten smed og soldat – som pludselig rejste til USA i 1916 med blot 25 dollar på lommen. Han efterlod sig kone og to børn, som han vist aldrig så igen. Efter at have arbejdet på jernstøberi i New York lod han sig prøvefilme af et filmselskab og kom ind i filmens verden uden forudgående erfaring. På grund af skrantende helbred flyttede han til det solrige Californien, hvor han – igen på baggrund af en prøvfilmning – fik rollen som heltens soldaterkammerat i en af stumfilmæraens indbringende succeser, King Vidors »The Big Parade«, der skildrede soldaters skæbner under Første Verdenskrig.
Den grimme, men charmerende Dane fik stor ros for sit spil og landede en kontrakt med filmselskabet MGM som en af selskabets 45 kontraktansatte. Han spillede pæne biroller og var en del af komikerduoen Dane & Arthur. Faktisk tjente han en periode 1.500 dollar om ugen, havde råd til dyre biler og et hus i Santa Monica. Men den sky og lidt klodsede Dane var ingen selskabsløve og havde i det hele taget svært ved at begå sig socialt i Hollywood.
Og da filmselskabet i 1928 underkastede alle deres kontraktansatte en taletest – stumfilmens dage var talte – gik det ud over Dane, der havde en tyk, dansk accent. Han blev fyret og indspillede sin sidste film i 1932. Formuen mistede han ved at investere i et fejlslagent guldgraverprojekt. Her-efter måtte han ernære sig som hamburgervender, og han tiggede forgæves sin tidligere arbejdsgiver om lov til at blive statist eller tømrer. 14. april 1934 skød den ensomme mand sig med en pistol for tindingen i en lænestol i sit lille hummer. Ved siden af liget lå gamle kontrakter, billeder og udklip. Men Dane har stadig en stjerne på Hollywood Boulevard.
»Drømmen om Hollywood« er udkommet på Informations Forlag.
