Hvorfor løj Danmarks største filmstjerne om sit liv?

Både på filmlærredet og i privatlivet værnede den danske stumfilmstjerne Asta Nielsen om sin inderste kerne. Hun vidste, at mystikken var det, der bevarerede hendes status som diva. Ny, glimrende bog belyser Asta Nielsen og den tid, der gjorde hende mulig.

Asta Nielsen skabte sin egen myte. Metoden var udeladelser, fortielser og omskrivninger. Fold sammen
Læs mere
Foto: grafikarchiv@deutsche-kinemathek

»Selv naar hun ingen Replikker havde, bevægede hun sine Hænder, løftede sit Hoved, udtrykte hendes slanke, vibrerende Krop saa megen Deltagelse, sagde saa meget, at jeg aldrig har glemt det.«

Sådan skrev forfatteren Herman Bang om Asta Nielsens første optræden på en teaterscene. I 1902 spillede hun en 30 år ældre kvinde i et stykke på Dagmarteatret. Allerede fra første færd var Bang betaget af de evner, der en halv snes år senere skulle gøre hende til verdensstjerne.

Asta Nielsen lavede de 70 af sine 74 film i Tyskland, hvor hun slet og ret var kendt som »Die Asta«. Her er stjernen fotograferet i 1919. Fold sammen
Læs mere
Foto: ULLSTEIN BILD.

Det var den unge filmindustri, der blev hendes adgangsbillet til verdensberømmelsen. I den danske stumfilmklassiker »Afgrunden« fra 1910 gned hun sit underliv mod en viril Poul Reumert i den sensuelle »gauchodans«. Resultatet var sensation. Snart havde hun kontrakt på 24 tyske film og blev Tysklands store, højtbetalte stumfilmsdiva med sæde i kejserrigets hovedstad, Berlin.

Hendes langlemmede krop var smidig, hendes gestik og mimik af stor virkning, hendes indlevningsevne betydelig, rollefortolkningerne nedtonede og intelligente, hendes rollevalg varierede og dristige. Hendes erotik spirituel. Hun forvandlede kød til ånd, som det er beskrevet.

Asta Nielsen og Poul Reumert i filmen »Afgrunden«. Den stærkt sensuelle dans chokerede og frydede samtiden. Filmen blev Asta Nielsens billet til verdensberømmelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Danmark.

Men hvem var denne Asta Nielsen, stadig Danmarks vel nok største filmeksportvare? Det forsøger forfatteren og forskeren Lotte Thrane ikke at tage patent på i den flot illustrerede bog om Asta Nielsen »Maske og menneske – Asta Nielsen og hendes tid«. En traditionel levnedsskildring, der følger sit emne fra vugge til grav, er der ikke tale om. I stedet kaster Lotte Thrane forskelligt lys over Asta Nielsens skuespillerfysiognomi i en række uafhængige essays –  ikke mindst er hun optaget af den fascinations- og trolddomskraft, hun udøvede over sin samtid.

Lotte Thrane sammenligner selv sin tilgang til Asta Nielsen med det at male et kubistisk maleri, meget passende en af de fremherskende stilarter på Nielsens egen tid. Ikke noget dårligt billede: Lotte Thrane giver afkald på det sædvanlige perspektiv for i stedet at lade forskellige aspekter af Asta Nielsens virke i samspil med den tid, hun var sat i, og som på mange måder muliggjorde, at netop hun havde en appel, der rakte fra de brede masser, som løste billetter til hendes film, til tidens intellektuelle avantgarde, der nærmest så en slags legemliggørelse af ekspressionismens længsler i den stumme stjerne.

Lotte Thrane vier et længere afsnit til analysen af Asta Nielsens hatte, der både signalerer dramatik og ønske om social opstigning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Danmark.

Hun var farlig og mystisk, skæbnesvanger og dragende. Med det ansigt, som i nærbilleder formidlede det hele, ikke mindst gennem de nærmest mytiske, store, mørke og brændende øjne, der trådte frem i et ofte hvidkalket ansigt med munden reduceret til en lille amorbue. Hør bare, hvad den franske digter Apollinaire kaster sig op til i en ode til Asta Nielsen: »Når hadet lyser i Asta Nielsens øjne, knytter vi næverne, og når hun slår øjnene op, er det stjerner, der lyser.«

Bevarede sine hemmeligheder

Den antiautoritære, egensindige Asta Nielsen brød sig ikke om at blive sat i bås – heller ikke som kunstner. I virkeligheden benyttede hun sig af samme strategi, hvad enten det handlede om privatlivet eller hendes tilstedeværelse på biograflærredet: Hun bevarede sine hemmeligheder. Georg Brandes, som var en stor beundrer af hendes kunst, sammenlignede hende med en mosrose, der aldrig rigtigt lukkede sig helt op.

Asta Nielsen i aktion foran kameraerne i 1910. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF.

I det hele taget slører hun sine spor. Hun vidste, at vejen til at bevare sin divastatus bestod i at bevare sine inderste sandheder. Det gjaldt på lærredet, hvor Lotte Thrane beskriver hendes rige, stumme spil gennem en sammenligning med Herman Bangs prosa: Teksten må tale for sig selv og publikum selv tolke. Men det gjaldt også privat. Der måtte være en grad af mystik, sorte huller, et tilbedende publikum selv kunne fylde ud. Hvad det angår var Asta Nielsen en stor taktiker, sin egen mytolog. Både i de interviews, hun gav, i den nærmest autofiktive erindringsbog »Den tiende muse« og i de portrætfilm, hun i en sen alder medvirkede i, forsøgte hun med alle midler at bevare og kontrollere sit image.

Med flot nidkærhed forfølger forfatteren nogle af Asta Nielsens fortielser, udeladelser og overdrivelser. For eksempel vælger stjernen som strategi fuldstændig at forklejne forholdet til de tre mænd, der på hver deres måde faktisk havde stor indflydelse på hendes karriere, ikke mindst den første, Urban Gad, der iscenesatte hende i »Afgrunden« og var manden bag de første års mange film. Han betød intet ud over at skrive roller til hende, lader Nielsen forstå i et langt senere radiointerview.

Asta Nielsen ignorerer sine skiftende mænds indflydelse i sine egne genfortællinger af sin historie. Her er hun med mand nummer tre, den russiske skuespiller Gregorij Chmara. Fold sammen
Læs mere

I stedet fremmaner hun igen og igen et billede af en karrierekvinde, der kunne selv, og som mænd intet betød for. Også datteren Jesta, som det purunge proletarbarn Asta fødte uden for ægteskab, placerede på et børnehjem og siden hos sin søster hjemme i Danmark, får mange ord med på vejen. Jesta tog i øvrigt sit liv i en sen alder.

Asta Nielsens mor og søster med Asta Nielsens datter, Jesta, som de to kvinder tog sig af hjemme i København, mens Asta Nielsen boede i Berlin. Fold sammen
Læs mere

Og hvordan var det egentlig lige med den danske stjernes forhold til de nye magthavere, der overtog Tyskland i 1933, og som hellere end gerne så Nielsen indrulleret i den nazistiske propagandamaskine? Selv turnerede Asta Nielsen med historien om, at et møde med Hitler og Goebbels umuliggjorde hendes tilstedeværelse allerede i 1933, men hvorfor rejste hun først hjem til Danmark i 1937 – hun opgav i øvrigt først sit sommerhus på Østersø-øen Hiddensee i 1943?

Ved hjemkomsten blev hun lagt på is, fordi man mente, hun nærede nazistiske tilbøjeligheder, men senere kastede tiden – og måske også en ihærdig indsats fra Nielsen selv – et glemslens og tilgivelsens slør over det hele. Den aldrende filmstjerne kom endda på finansloven!

Frigjort kvindetype

På samme måde som Asta Nielsen ikke var for fastholdere politisk og privat, var hun det heller ikke som kunstner. Diversiteten var en drivkraft hos hende. Hendes stjernestatus kulminerede i den Weimar-republik, mellemkrigstidens Tyskland, hvor et nyt syn på (homo)seksualitet og kvinders muligheder dukkede op. Den moderne, frigjorte kvindetype, »Die neue Frau«, sås overalt i Berlins gadebillede. Det tillod også kønseksperimenter på film, og med sin androgyne appeal til begge køn – den drengede klipning, den høje, slanke silhuet uden bryster og bag – var Asta Nielsen lige til tiden: selv var hun også fascineret af at glide ind og ud af kønspositionerne. Hun var, som Lotte Thrane formulerer det, altid med på ballade og på at iscenesætte kønnet – uden nogensinde at være specielt kvindepolitisk aktiv som privatmenneske.

Asta Nielsen om, hvordan det er at være en højt betalt filmstjerne. Politiken 1912

»Skrækkeligt! Men dejligt. Jeg tjener saa mange, at jeg er begyndt at gaa daarligt klædt. For nu synes jeg, at jeg har Raad til det!«


Lotte Thrane går rigtigt til biddet, når hun læser Asta Nielsen som skuespiller ind i en queer tolkning – ikke mindst i forbindelse med de mange forklædninger som mand, som stjernen – for intrigens skyld – foretager i nogle af sine film. Med de foruroligende, subversive kønsforskydninger, det nu kan medføre, når hun sætter uforvarende hjerter i brand med sin flerkønnethed. For eksempel spillede hun »Hamlet« i en interessant version, hvor den grublende prins i virkeligheden er en forklædt prinsesse, og den egentlige tragedie med den brille på bliver de uerkendte følelser mellem vennen Horatio og Shakespeares antihelt.

»Balladen« omfattede også privatlivet, hvor hun i en alder af 89 giftede sig med en 70-årig, homoseksuel antikvitetshandler – måske som en sidste morskab, en iscenesættelse, der tillod en drilsk leg med forventningerne?

Asta Nielsen forbløffede sine omgivelser ved i en sen alder at gifte sig med den homoseksuelle antikvitetshandler Christian Theede. En sidste iscenesættelse? Her sidder parret model for veninden Kirsten Kjær. Fold sammen
Læs mere
Foto: POUL AINOW.

Asta Nielsen døde i 1971 i en alder af 91 år – på det tidspunkt havde hun ikke lavet en film i næsten 40 år og havde levet stille og fredeligt hjemme i Danmark med stofcollager og skriverier som hobby. Men myten om Asta Nielsen lever videre, og eftertiden er fortsat med at interessere sig for gåden Asta Nielsen. Selv skriver Thrane i det indledende kapitel, at monografien er hendes bud på en bog om den store stjerne: »Der er stadig mange muligheder, og der vil forhåbentlig komme mange flere forsøg.«

I den forbindelse er det passende at indskyde, at en regulær, traditionel biografi for et bredere publikum stadig mangler i samlingen. Men den flot illustrerede »Maske og Menneske – Asta Nielsen og hendes tid« dokumenterer glimrende, hvorfor Asta Nielsen var den rigtige stjerne til den rigtige tid.

Maske og menneske – Asta Nielsen og hendes tid

Forfatter: Lotte Thrane. Sider: 304. Pris: 350 kr. Forlag: Gads Forlag.