5. låge: Den kendte skuespillerindes pillemisbrug blev en livsfarlig kurs

5. låge i Den Nostalgiske julekalender: Karen Lykkehus havde godt gang i en omfattende teater- og filmkarriere, da en personlig krise sendte hende ud i 15 års stofmisbrug.

Karen Lykkehus fotograferet i 1980, da hun medvirkede i Jon Bang Carlsens »Næste stop – paradis«. »Jeg skulle ikke spille, men være,« forklarede hun til Berlingske. Allan Moe

Mange husker hende som en af de to hittepåsomme drillenisser i DRs julekalenderklassiker »Jul i Gammelby«, genudsendt mange gange til gavn og glæde for store og små. Sammen med Ove Sprogøe giver Karen Lykkehus skælmsk liv til den hvidhårede nissemor, der både fortynder øllet og hænger juletræsflag om halsen på den borgmester, der truer med at aflyse højtiden.

Men bag den kært energiske, lidt spidse fremtoning og det søde, intelligente ansigt med de smalle, himmelblå øjne og det lyse smil gemte Karen Lykkehus på mørke hemmeligheder, der i en årrække ikke alene var ved at tage livet af den teaterkarriere, der ellers var begyndt så flot, men som også i en periode var lige ved at slå hende ihjel.