Antons bukser, der revner. En mus i et lokomotiv i en tagrende. Risengrød, der gør ganen sprød. En drønflot prins, der giver hede juledrømme. De fleste danskere i alle aldre har masser af minder om barndommens julekalendere i fjernsynet.
I år kan DR fejre 50-året for den første kalenderudsendelse i TV. Det markerer man med en spritny en af slagsen, Wikke og Rasmussens »Julestjerner«, hvis første afsnit - i sagens natur - kan ses på kanalen i aften.
Og i år kan man tillige svømme hen i nostalgien i en helt ny udstilling, som DR Multimedie står bag, og som hylder julekalenderudsendelserne gennem det seneste halve århundrede. Den kan ses på Brorfelde Observatorium ved Holbæk, der er en vigtig kulisse i årets julekalender på DR, men tanken er, at dukker og klip skal turnere til nye steder hver jul.
Det hele startede slet ikke i Danmark, men i Sverige, hvor man i 1957 fik ideen til at tælle ned til jul, på samme måde som børn i Skandinavien siden 1930erne havde kunnet åbne en låge i papkalendere fra butikkerne. Man lod nogle børn sidde og snakke med en voksen om julen, men efterfølgende udviklede man konceptet til at være en egentlig dramatisk føljeton, som fra 1960 også blev sendt i fjernsynet.
Danmarks Radio huggede ideen i 1962, da »Historier fra hele verden« blev den den første julekalenderudsendelse i datidens sorthvide monopol-TV, som var længe om både at tænde og slukke. Det første år fik børnene kun 23 afsnit, for selve juleaften sendte man ikke. Brian Iskov, der er filmjournalist, og som tager ud og holder foredrag om julekalendere gennem tiden, betegner de første kalenderudsendelser som »primitivt mesterjakel-teater«:
»Det første år varede hver udsendelse ikke mere end ti minutter. Synderligt julet var det ikke, og først i sidste afsnit var der en nissemor, der strikkede et par sokker til nissefar. Det meste af udsendelsen bestod af nogle dokumentarfilm om børn i Afrika.«
Danmarks Radio havde nemlig fostret tanken om at knytte udsendelserne til en paplågekalender, der også blev åbnet på skærmen hver dag. Overskuddet fra salget skulle gå til børn i fattige lande, som man var begyndt at interessere sig for i begyndelsen af 1960erne. Det ædle formål var meget i fokus i de tidlige år, da man for eksempel lod nisserne Tim og Tam tale om, hvor godt det var, at man kunne »hjælpe de sorte nisser« ude i den store verden. I det hele taget var de første års julekalendere - i tråd med tidens øvrige børnefjernsyn - ret belærende og opbyggelige, f.eks. når børnene skulle indprentes et nyt bogstav i alfabetet hver dag i december.
En mus i en tagrende
»Først i 1967 skete der noget,« forklarer Brian Iskov. »En mus, der kørte lokomotiv i en tagrende, gik hen og blev ufatteligt populær, selv om han strengt taget kun var en bifigur i kalenderen »Kender du Decembervej?«. Nu begyndte de voksne også at kigge børnene over skulderen, for der var indlagt finurligheder i dialogen, som kun voksne forstod. Rationalet var, at man også skulle have de voksne til at gå hen og tænde for fjernsynet, for det var dem, der bestemte, om børnene skulle se kalenderen.«
Massiv succes
Julekalenderens popularitet fik endnu et nøk opad, da et nyt hold i 1973 fik mulighed for at overtage udsendelserne. Budgettet mangedobledes, og det kunne ses. Nu skulle der satses. Stangdukkejulekalenderen »Vinterbyøster« blev en massiv succes, og statistikken viste, at to tredjedele af alle voksne også havde kigget med. Også efterfølgeren »Jullerup Færgeby« var populær i hele familien. Nu begyndte seerne at forvente sig noget særligt af julekalenderen, som man glædede sig til, og som for alvor var begyndt at blive en fast del af danskernes juletraditioner på linje med adventskrans og Disneys juleshow.
Desværre var det ikke altid, Danmarks Radio kunne honorere kravene, for op gennem de kriseramte 1970ere skulle der spares. Som da man f.eks. i 1978 sendte »Fru Pigalopp og juleposten«, der blot var skiftende tegninger ledsaget af Ove Sprogøes ellers så hyggelige fortællerstemme. Ikke desto mindre slog Provinsafdelingen til året efter.
»For første gang optog man nu en julekalender med levende mennesker. Masser af statister, flotte kulisser, nisser på loftet og julehygge gjorde »Jul i Gammelby« til en meget elsket julekalender,« forklarer Brian Iskov.
Hvor vigtige julekalenderudsendelserne var blevet for danskerne, fik DR en smagsprøve på året efter. Alle B&U-afdelingens ideer var gået i vasken, og først i august hyrede man Poul Nesgaard og Elith »Nulle« Nykjær, der havde haft held med anderledes ungdoms-TV, til at stå for årets kalenderudsendelser.
»Men danskerne var slet ikke klar til deres antijulekalender med meta-overbygninger,« fortæller Brian Iskov. »Hvor var julen? Hvor var nisserne? Og da man afbrød udsendelsen, der blev optaget dag for dag, fordi nogen nede i det hul, hvor de befandt sig, havde kastet en frakke over kameraet, brød helvede løs.«
Rør blot ikke ved min gamle jul: »Jul og grønne skove« blev den mest udskældte julekalender nogensinde, og siden har DR afholdt sig fra alle eksperimenter med julekalenderen.
Kampen om kalenderen
»I 1980erne var man begyndt at bruge rigtig mange penge på julekalenderne, der nærmest tømte pengekassen hvert år. Heldigvis kunne man genudsende, for der kom jo også nye børn til. »Jul på slottet« (1986) og »Nissebanden i Grønland« (1989) havde budgetter på omkring 12 mio. kr., og sidstnævntes omkostningsniveau gjorde, at DR de næste fem år udelukkende sendte repriser af tidligere års kalendere,« forklarer Brian Iskov.
Det gjorde det muligt for TV 2, som var begyndt at sende landsdækkende TV fra 1988, at kile sig ind. I 1990 lagde den nye station ud med en småbørnsjulekalender om »Trolderik og Nisserne«, men fandt også på »Jul i den gamle trædemølle«, der havde Flemming og Berit i hovedrollerne, figurer hentet fra indslag i fredagenes populære underholdningsprogrammer »Eleva2ren«. Den satiriske voksenjulekalender var født.
»DRs forstatte række af genudsendelser gav TV 2 modet til at gå efter at skabe en julekalender, der kunne samle hele familien, og som blev sendt i bedste sendetid klokken 20,« siger Brian Iskov.
Siden 1992 begyndte TV 2 at producere familiekalendere og fik stort held med det. Ikke mindst de tre ombæringer med den ungdommelige nisse Pyrus tog danskerne til sig - »Alletiders jul« (1994) er stadig den mest sete julekalender efter monopolets ophør med 1.383.000 seere, da det gik højest til, fulgt af »Alletiders nisse«, der året efter var næsten lige så stor en seermagnet. TV 2 nærmest overtog markedet fra DR, mens DR siden har haft svært ved helt at følge med. I perioden 1992-2010 er »Nissebanden på Grønland« den eneste DR-kalender, som er at finde på listen over de ti meste sete julekalendere, der ellers helt domineres af TV 2, og kun i 2009 slog DRs »Pagten« en genudendelse af »Josef og Josefine« på den konkurrerende kanal.
»TV 2 har ikke haft stort held med deres øvrige forsøg på at skabe TV-dramatik, men julekalenderne er med til at tegne stationen,« mener Brian Iskov. »Men det virker, som om DR forsøger at oppe sig med julekalendere som »Absalons hemmelighed« (2006, red.), der kopierede »Jesus og Josefines« historieundervisende element, »Pagten« og årets »Julestjerner«, der er flotte kalendere i spillefilmskvalitet med det fantasy-element, som appellerer til så mange for tiden,« mener Brian Iskov.
Julekalenderudsendelser på TV er stadig kun et fænomen, man kender i de skandinaviske riger. Til gengæld er de seneste års kalendere købt af en række andre lande, der dog viser dem som almindelige serier uden for højtiden.
Læs anmeldelser af DR1s »Julestjerner« og DR2s nye voksenjulekalender »Jul i kommunen« i avisen søndag.