Jeg er personligt ikke den store speedway-aficionado, men som alle raske drenge født i begyndelsen af 1970erne sidder fænomenet Ole Olsen fast på rygradden. Olsen skabte med sin første VM-sejr i speedway i 1971 - som fuldstændig tog nationen på sengen - en ny nationalsport i Danmark. Før Olsen var speedway en ekstrem marginal motorsport, som stort set ingen i Danmark havde hørt om.
Olsen (f. 1946) dominerede speedwayverdenen i 70erne. Jeg, og mine jævnaldrende kassebukseklædte drenge, drømte om motorcross og støvede jordbaner. Vi ville være speedwaykonger, mens vi høvlede ned ad villavejene på vores choppercykler med Ole Olsen-gummisko. Tidens tegn var koldkrig, oliekrise, stoftryk og maoisme - men det var også Ole Olsen-tid.