Hun er blevet konfronteret med alle de klassiske fordomme om sin generation. Om, at de er krænkelsesparate, skrøbelige, svage, præstationsangste, selvoptagede og forfængelige.
»Jeg bebrejder ikke de ældre boomere, at de tænker sådan. Jeg tror ikke, man kan sætte sig ind i, hvordan det er at blive voksen i en verden, man ikke kan slukke for,« konstaterer 24-årige Nina Pratt, der er studerende og debattør.
De unge er nogle skrøbelige vatnisser. Det er mere end hver fjerde (27 procent) overvejende enige i ifølge en ny Kantar Gallup-undersøgelse for Berlingske. Nix, siger andre, som roser de unge til skyerne. Blandt andet Anne Marie Pahuus, lektor i filosofi og prodekan på Aarhus Universitet, som fremhæver de unges evne til at sige fra og udtrykke sig.
»Det ser man med #metoo. De siger fra. Som forældregeneration sætter vi stor pris på, at de unge kan udtrykke sig, noget vi selv har appelleret til,« siger hun.
»De slag og den modstand, de støder på, er de rigtigt dygtige til sætte ord på, og det kan indimellem misfortolkes som svaghed, men er det stik modsatte.«
Høje forventninger til os selv
Ifølge Nina Pratt udfolder halvdelen af hendes generations sociale liv sig online via sociale medier, gruppechats, notifikationer, onlinebegivenheder med mere.
»Det betyder, at vi påtager os et stort ansvar for vores eget liv og har høje forventninger til os selv – nemlig fordi vi er så bevidste om, hvordan vi fremstår over for andre,« siger hun.
Hun mener, at generation Z og boomers er særligt uenige, når det kommer til at udtrykke følelser.
»Ofte mener de ældre, at vi unge er for følsomme, når vi udtrykker en kollektiv støtte til eller forargelse over klimabevægelsen, Black Lives Matter eller #metoo. Men vi unge ville i stedet sige, at vi er empatiske. Vi er måske for empatiske.
Måske bekymrer vi os for meget, men vi synes ikke, vores forældres generation kan se ud over egen næsetip, når det kommer til problemstillinger, som ikke berører dem direkte.«
Som eksempel nævner Nina Pratt #metoo. Hun oplever, at den ældre generation er træt af at tale om fænomenet. I manges øjne vedrører problemet ganske få, og »man kan jo bare sige nej«, er holdningen.
»Generation Z har det stik modsat; via sociale medier og internettet er vi blevet vant til at blive eksponeret for alverdens problemer, følelser og uretfærdigheder. Det har gjort os bedre til at lytte og validere hinandens følelser – hvis nogle udtrykker, at de er blevet uretfærdigt behandlet, er vores automatreaktion ikke at betvivle, om det, de siger, er sandt – som jeg oplever, at boomers har tendens til. Vi sætter os i deres sted og giver eksplicit udtryk for vores støtte og empati.«
Bedre til at tale om følelser
Nina Pratt erkender, at hendes generation selvfølgelig hverken føler mere eller mindre end den forrige, »men vi er uden tvivl bedre til at tale om følelser«. Det tilskriver hun de sociale medier, hvor der er sket et kæmpe skift de seneste år.
»Mens det i starten var én stor perfektionskonkurrence, så handler SoMe i dag langt mere om at have sin egen identitet, og mange har opdaget, at vi faktisk godt kan lide, at man er ærlig omkring angst, seksualitet, appelsinhud og strækmærker. Vi er ikke bange for at tale om ting, som vores forældre ser som et privat anliggende.«
Nina Pratt nævner den måde, amerikanere hilser på eksempelvis danskere på.
»Når de siger »hi, how are you?«, opstår der ofte et kulturelt sammenstød. Vi kan ikke finde ud af at besvare sådan et dybt personligt spørgsmål på en nonchalant facon. Men guess what: Dét kan vi unge godt.
En familieven stillede mig netop dette spørgsmål og forventede et nonchalant svar, men jeg fortalte ham i stedet, at jeg synes, at livet var lidt svært for tiden. At jeg kæmpede lidt med følelser som ensomhed og afmagt. Hans smil forvandlede sig hurtigt til en hønserøv, for hvad i alverden havde jeg gang i?
Forstod jeg ikke, at det var totalt upassende at blande ham ind i mit personlige rod? Følelser – især de ‘grimme’ følelser – er ikke bare noget, jeg har lyst til at snakke om, det er noget, jeg har behov for at snakke om. Og det er her, det kulturelle sammenstød mellem de unge og de ældre kommer mest til udtryk, for jeg oplever ikke, at de har hverken lyst til eller behov for at sætte ord på det.«
Nina Pratt husker også, da hun fortalte en ældre bekendt, at hun kæmpede med ensomhed og tænkte, at den ældre bekendte ville kommunikere noget omsorg.
»I stedet kom hun med en kommentar a la »ungdommen i dag er så skrøbelig …« og brugte min sårbarhed som noget tyndt papir til at pakke hele min generation ind i. Det forstår jeg ikke; alle må da vide, hvor svært det er at sige sådan noget højt – hvordan kan det ses som en svaghed frem for en styrke? Jeg turde slet ikke fortælle mine jævnaldrende om denne følelse. Men overraskende nok er det her, jeg udelukkende møder anerkendelse, empati og forståelse.«
