Der er et opgør i gang mellem generationerne. På den ene side millennials, som anklager de ældre for at have skabt klimakrisen, den stigende ulighed og den politiske polarisering. Og som nu overlader det til de unge at rydde op.
På den anden side den ældre generation, der er født i tiårene efter Anden Verdenskrig, og som har haft svært ved at tage »den unge, skrøbelige og evigt fornærmede generation« alvorligt, som det er blevet udtrykt i den debat, der har fyldt og stadig fylder meget.
I en ny Kantar Gallup-undersøgelse for Berlingske svarer mere end hver fjerde (27 procent), at de er overvejende enige i påstanden om, at »de unge er nogle skrøbelige vatnisser«, mens lidt flere (29 procent) er overvejende uenige. 12 procent er enige og 22 procent svarer »ved ikke«.
Blandt de 18 til 35 årige er det næsten hver tredje (32 procent), der er uenig, mens 23 procent er enige.
For aldersgruppen 60 plus er det hver fjerde (25 procent), der er enig i påstanden. 34 procent er overvejende uenige og 22 procent uenige. I mellemgruppen – de 36 til 59 årige – er 31 procent overvejende enige, 28 procent overvejende uenige og 15 procent enige.
Op på hesten igen. Eller hvad?
Anne Marie Pahuus, lektor i filosofi og prodekan på Aarhus Universitet, genkender et billede af, at nogle unge kan være mere sårbare og mindre robuste end den ældre generation.
»Hvordan hjælper man en ung, der har mistet modet? Er det ved at sige: »Op på hesten igen. Kom nu. Sådan her gjorde jeg. Du skal se, det går alt sammen«? Dét tror jeg ikke på. Hvis du lægger alle dine egne tunge livserfaringer ned over dem, har du ikke deres respekt.
De gider ikke blive behandlet på en måde, hvor de ikke føler sig set som dem, de er. Og som forældregeneration er det heller ikke befordrende med en holdning om, at »de unge føler sig da også krænkede over hvad som helst«, mener Anne Marie Pahuus.
Hun peger på en generation, hvor nogle har mistet orienteringen i alt for mange muligheder og derfor kan mangle en retning. Men som først og fremmest har mod til at råbe tydeligt op.
Ifølge Anne Marie Pahuus peger pilen i høj grad tilbage på forældrene selv.
»Der er en generationsfordømmelse, der er kammet over, fordi vi som den ældre generation tror, at vi kan planlægge og løse alting, også vores børns liv. Vi har selvfølgelig ikke gjort det af ond vilje, men der er tale om en generation af unge, der for nogles vedkommende har været et centrum og et projekt for deres forældre.
Det er velment, men kan stå i vejen for oplevelsen af, at vi har tillid til, at de unge selv kan finde styrke, oparbejde en modstandskraft og udvikle en selvstændighed.«
Anne Marie Pahuus fremhæver de unges evne til at sige fra og udtrykke sig.
»Det ser man med #metoo. De siger fra. Som forældregeneration sætter vi stor pris på, at de unge kan udtrykke sig, noget vi selv har appelleret til,« siger hun.
»De slag og den modstand, de støder på, er de rigtigt dygtige til sætte ord på, og det kan indimellem misfortolkes som svaghed, men er det stik modsatte.«
Sokrates anklager de unge
Hun savner et mere tydeligt blik for, at alle generationer er unikke, og at hver generation skal have lov til at være »uplettet«.
»Man er nødt til at gøre sig sine egne erfaringer. Den unge generation skal også gøre sine erfaringer, og det skal ske uden fordømmelser.«
Frederik Preisler, partner og direktør i mediebureauet Mensch, citerer den græske filosof Sokrates, født 469 år f.Kr.:
Vore dages ungdom elsker luksus, de har dårlige manerer, foragter autoriteter, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når de skal arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når de ældre kommer ind i et værelse, modsiger deres forældre, skryder op, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne.
»I alle de år jeg har arbejdet med kommunikation til forskellige generationer, har der været en spænding mellem ældre og unge, baseret på nærmest en naturlov om, at jo ældre folk bliver, jo slappere synes de, at de unge er i forhold til der, hvor de selv var,« mener Frederik Preisler.
»Og når du spørger de unge, siger de: »Hvad så med jer? 68-generationen, der frisatte sig selv og gældsatte resten af butikken?«
Tag så klimadiskussionen i dag, som er helt central i et generationsopgør. Det er ret tydeligt, at de, der har magten og kan gennemføre forandringerne, ingenting gør. Hvis du ser det fra et lidt yngre synspunkt end mit, må man sige: »Hør her politikere, erhvervsledere og så videre. I holder skåltaler om omstillingen, hvorefter I prøver at fedte jer igennem på alle mulige måder.« Politikerne siger, at det ikke må koste noget, og ethvert ungt menneske svarer:
»Jamen, det er jo fuldstændig åndssvagt, hvad havde du forestillet dig? I har festet løs med en dækningsløs check. Så kommer der en regning, og så siger alle: Den dér, den skal ikke koste noget.« Men det bliver de unge, der skal betale.«
Min 23-årige projektleder styrer igennem
Ifølge Frederik Preisler har de unge al mulig ret til at anklage forældregenerationen. Og nej, siger han, de unge er ikke skrøbelige vatnisser, tværtimod.
»Min søn er lige blevet student. Han har gennemført det sidste år i en fuldstændig absurd læringssituation. Men de gennemfører. De bliver studenter. Min 23-årige projektleder styrer projekter igennem, som mange midaldrende ikke ville kunne overskue. For mig at se er de unge de nye voksne. De arbejder mere struktureret og kan tale lige op med den midaldrende generation om international økonomi og samfundsforhold. De er bedre orienterede, og de er bedre argumenterende.«
Ralf Lodberg, partner og direktør i det digitale kommunikationsbureau Advice, sammenligner tidens megatrends med de tektoniske plader, der findes under jordoverfladen – med generationsopgøret som en del af megatrends som #metoo, Black Lives Matter og klimaet.
»Nogle gange ligger de plader i ro, og nogle gange begynder de at røre på sig, og så bliver det til nogle ret vilde vulkanudbrud, som måske kan være det, vi oplever i de her år,« siger han.
»Umiddelbart vil nogle måske betragte det som noget lidt pjattet generationsfnidder. Og ja, det er ikke noget nyt med et opgør mellem generationerne, men jeg tror samtidig, at der her er noget større på spil. Noget, som har bund i nogle konflikter, der ligger flere hundrede år tilbage, med racespørgsmål og forskelsbehandling mellem kønnene. Og som nu kommer med en endnu større kraft.«
Fremtidens kløft er global
Samtidig peger Ralf Lodberg på betydningen af de sociale medier i et generationsopgør.
»Modsat tidligere generationer har alle i dag fået et talerør, hvor meninger kan ytres og diskuteres. Ikke mindst boomerne, som jo virkelig er aktive på de sociale medier. Her kan det se ud, som om der er mere konflikt mellem generationerne, end der faktisk er. For hvis du går ud og observerer virkeligheden uden for de sociale medier, så er det nok nogenlunde lige så harmonisk, som det altid har været. I familierne og ude på arbejdspladserne lever folk ret okay generationerne imellem. Majoriteten kan jo godt finde ud af det.«
Hvis Ralf Lodberg skal kaste et blik på de kommende år, tror han ikke, det bliver generationskløften i sig selv, der kommer til at dominere og fylde.
»Mit gæt er, at fremtidens kløft globalt bliver mellem en meget progressiv og stærk gruppe på tværs af alder, køn, etnicitet og geografi og så en gruppe, som vælger at lukke sig mere og mere inde. Det bliver måske den største kløft – og en kæmpe opgave for os alle at bygge broen på tværs.«
