100 franske medier støtter Charlie Hebdo efter dødstrusler mod ansat
En medarbejder på Charlie Hebdo er flyttet til en hemmelig adresse efter dødstrusler. Nu bakker 100 franske medier op om det franske satiremagasins ret til at ytre sig frit.

En medarbejder på Charlie Hebdo er flyttet til en hemmelig adresse efter dødstrusler. Nu bakker 100 franske medier op om det franske satiremagasins ret til at ytre sig frit.

Over 100 franske medier har skrevet under på et åbent brev, som forsvarer ytringsfriheden og fordømmer »terrorstaters« trusler mod mediernes ret til frit at kunne udtrykke meninger.
Anledningen er, skriver den britiske avis The Guardian, at en medarbejder på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, som er kendt for sin kritik af islam, har været udsat for dødstrusler og har været tvunget til at forlade sit hjem og flytte til en hemmelig adresse.
Charlie Hebdos redaktion i Paris var i 2015 udsat for et terrorangreb, hvor 11 redaktionelle medarbejdere blev dræbt. Også en politibetjent blev dræbt i forbindelse med angrebet. Gerningsmændenes motiv for ugerningerne var, at magasinet havde offentliggjort satiriske tegninger af profeten Muhammed.
Det er Charlie Hebdos direktør og majoritetsejer, Laurent »Riss« Sourisseau, som også blev såret ved angrebet i 2015, der har taget initiativ til det åbne brev, som har titlen »Sammen forsvarer vi friheden«.
Gennem de seneste fem år er kvinder og mænd i vores land blevet myrdet af fanatikere på grund af deres oprindelse eller synspunkter. Journalister og tegnere er blevet henrettet for at stoppe dem i at skrive og tegne.Åbent brev fra over 100 franske medier
Det er ifølge det åbne brev aldrig tidligere sket, at over 100 franske medier med vidt forskellige redaktionelle udgangspunkter går sammen på denne måde.
»I dag, i 2020, bliver nogle af jer truet med drab på sociale medier, når I udtrykker jeres personlige meninger. Medievirksomheder bliver af internationale terrororganisationer åbent udpeget som mål. Stater lægger pres på franske journalister, som er »skyldige« i at publicere kritiske artikler,« hedder det i det åbne brev.
»Volden med ord er lidt efter lidt blevet vendt til fysisk vold. Gennem de seneste fem år er kvinder og mænd i vores land blevet myrdet af fanatikere på grund af deres oprindelse eller synspunkter. Journalister og tegnere er blevet henrettet for at stoppe dem i at skrive og tegne. Hele det juridiske bygningsværk, som skal beskytte ytringsfriheden, og som er opbygget gennem to århundreder, er under angreb på en måde, som vi ikke har set det i de seneste 75 år,« står der videre i det åbne brev.
Charlie Hebdo genoptrykte tidligere på måneden de islamkritiske tegninger, som udløste terrorangrebet 7. januar 2015, fordi retssagen mod dem, der er anklaget for at have stået i ledtog med de to franskfødte brødre med algiersk baggrund, der stod bag angrebet, skulle begynde. De to brødre blev dræbt af politiet efter terrorangrebet.
Satiremagasinets redaktører skrev i den forbindelse, at det ville være uacceptabelt at påbegynde en retssag uden at vise »bevismaterialet« til læserne og landets borgere. Det ville, skrev de, være »journalistisk fejt« ikke at gøre det.

»Ønsker vi at leve i et land, som hævder at være et frit og moderne demokrati, men som ikke samtidig (med offentliggørelsen af tegningerne, red.) bekræfter sine dybeste overbevisninger?« spurgte redaktørerne ifølge The New York Times.
Offentliggørelsen af tegninger i både det trykte blad og på Charlie Hebdos hjemmeside medførte demonstrationer blandt muslimer i Tyrkiet, Iran, Irak og Indien, og terrororganisationen Al-Qaeda fremsatte trusler mod mediet.
Ytringsfriheden er løbende til diskussion i Frankrig, hvor man har en lang tradition for satire og retten til at ytre sig frit, og det er ikke kun terror, der betragtes som en trussel. Også den stigende opmærksomhed på bl.a. race, etnisk oprindelse og religion, den såkaldte identitetspolitik, skaber bekymring i forhold til ytringsfriheden.
Ifølge The New York Times viser en undersøgelse, at 59 pct. af franskmændene støtter Charlie Hebdos offentliggørelse af tegningerne.