Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Følger man debatten om vækst og udvikling, kan man hurtigt få det indtryk, at der er tale om et nulsumsspil. At et fokus på udviklingen i hovedstadsområdet i bedste fald er overflødigt – i værste fald direkte skadeligt – for væksten i resten af Danmark. Sådan er det naturligvis ikke.
Fokus på hovedstadsområdet er tiltrængt og nødvendigt. Ikke fordi hovedstaden er vigtigere end provinsen, eller fordi »vækst i hovedstaden betyder vækst i resten af landet«, men derimod fordi vækst i Danmark også forudsætter vækst i hovedstaden. Og fordi de udfordringer, vi står over for i og omkring København, er anderledes. Anderledes end i de kommuner, der på dygtigste vis de senere år har italesat et Danmark i ubalance, hvor borgerne i Storkøbenhavn lever godt af statslige arbejdspladser, uddannelser og skattefinansieret kultur på bekostning af resten af landet, forstås.
Mit ærinde er ikke at benægte, at der er fordele ved at bo i hovedstaden. Med til billedet hører dog også en række ulemper. At leveomkostningerne er højere i hovedstaden er f.eks. indiskutabelt, ligesom flere borgere plages af trafikstøj og trængsel. Det er også i hovedstaden, at syv ud af landets ti hårdest socialt belastede kommuner findes, og selv i en kommune som Lyngby-Taarbæk, der udefra oftest fejlagtigt betragtes som en ren velhaverghetto i whiskybæltet, er hver femte bolig almennyttig. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det er rammevilkår, som adskiller sig ganske meget fra forholdene andre steder i landet.
Incitamentsstrukturen tipper
Længe har debatten ensidigt fokuseret på de særlige udfordringer, der opleves vest for Storebælt. Når kommunerne i hovedstaden går sammen, er det for at sikre en debat i balance, så vi kan få løsninger, der gavner hele landet. Vilkår og rammer er helt naturligt forskellige i og uden for hovedstadsområdet – og løsninger skal tilgodese alle landsdele.
Alene at fokusere på, hvordan vi f.eks. gennem udflytning af arbejds- og studiepladser, modernisering af planloven og øget udligning, kan skabe vækst i Vestdanmark, er derfor også et for snævert fokus. For det er ikke løsninger på de problemer, vi oplever i hovedstadsområdet, og det er derfor heller ikke løsninger, der vil sikre en samlet vækst i Danmark. Tværtimod vil særligt den sidste løsning fjerne den sidste rest af incitament til at skabe vækst og udvikling omkring København.
Allerede i år sendes der over 13 mia. kroner fra øst til vest i udligning. Et beløb der stiger til over 14 mia. kr. i 2019. Siden 2007 er udligningens omfang ligefrem fordoblet. Læg dertil, at udligningen også fremover vil stige. Hver gang, grundværdierne stiger mere i hovedstaden end i resten af landet, øges udligningen yderligere. Vækst og værdiforøgelse straffes således økonomisk i kommunekasserne i hovedstaden.
Hvis vi fortsætter diskussionerne om, hvem der er lokomotivet, og hvem der snupper en gratis billet, gavner det hverken hovedstadsområdet eller resten af landet.
Det er i det lys svært at se, hvorfor vi i hovedstaden skal finde plads til flere virksomheder og boliger. Den økonomiske gevinst ryger i stor udstrækning til øget udligning, og vores borgere står tilbage med færre grønne områder, øget trafik og ekstra vejstøj. Et »nej tak« til øget vækst i hovedstaden kan man naturligvis se som positivt. Hvis man vel at mærke tror, at den vækst der fravælges, placeres andre steder i landet. Der er bare ikke noget, der tyder på, at det hænger sådan sammen. Fortynder man hovedstaden, mister man vækst og udvikling i hele landet. Præcis som vi mister vækst og udvikling, hvis vi lukker øjnene for de udfordringer og potentialer, der findes uden for hovedstadsområdet.
Forskellige styrker
Når store internationale virksomheder gerne vil til f.eks. Lyngby-Taarbæk, skyldes det netop nærheden til hovedstaden, til universiteterne og til et tæt befolket arbejdsmarked, hvor der både kan tiltrækkes, fastholdes og udveksles medarbejdere. Alternativet er dermed ikke en landkommune i Vestdanmark, men derimod en anden international storby. Lad mig give et eksempel.
For en uges tid siden åbnede Microsoft et nyt kvantefysisk laboratorium i Lyngby. Med ny og banebrydende teknologi udvikles byggesten til fremtidens kvantecomputer i et anlæg, der er det første af sin art i verden. Anlægget er placeret i Lyngby, fordi man her er tæt på forskningsmiljøerne på både Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Alternativerne har dermed aldrig været Lemvig eller Lolland, men snarere lande som Australien, Holland eller USA. Når en sådan investering ender i Danmark, er det en styrkelse af vores forskningsmiljøer – og en styrkelse af Danmarks konkurrenceevne. Og her er ikke tale om en enlig svale. Hovedstaden tiltrækker 85 pct. af de udenlandske investeringer.
En af Hovedstadskommissionens fornemste opgaver må derfor være at sikre, at der også fremover er både udbud og efterspørgsel, der kan fastholde og tiltrække internationale investeringer og videnstunge arbejdspladser i tilknytning til stærke konkurrencedygtige universiteter. Her er »tæthed« en faktor. Der er trods alt nok en grund til, at øget urbanisering ikke kun er et dansk fænomen – og næppe en udvikling, vi kan kæmpe imod.
Når forskerne Julia Wagner og Bruce Katz ved The Brookings Institute i Washington taler om innovationsdistrikter, er tesen, at den faglige og erhvervsmæssige koncentration skal ske inden for en radius af en mil. Der skal helst være uddannelse og forskning, startups og etablerede virksomheder inden for gåafstand. Sådanne miljøer er vanskelige at skabe i et land med 5,8 mio. indbyggere, men de steder, vi kommer tættest på, er i hovedstaden og de øvrige universitetsbyer. Breder vi forskning, viden og de medfølgende investeringer for tyndt ud, ender vi længere fra målet om stærke innovationsmiljøer og nye investeringer, der kan skabe vækst.
Hovedstaden som vækstlokomotiv?
Der er dermed rigtig gode grunde til at sætte politisk fokus på hovedstaden. Men det betyder ikke, at jeg mangler forståelse for de udfordringer, mine kollegaer uden for hovedstaden står over for. Og jeg er enig i, at det er alt for forsimplet at betragte hovedstaden som et vækstlokomotiv med resten af landet som et viljeløst påhæng, der blot tøffer med. Det er mindst lige så misvisende som at påstå, at borgerne i hovedstaden lever fedt af resten af landets hårde slid.
Den ene landsdel kan ikke klare sig uden den anden – og omvendt. Det ændrer ikke på, at hovedstaden har de bedste forudsætninger for, gennem forskningstunge universitetsmiljøer, at tiltrække kapaciteter og investeringer fra ind- og udland. Jeg er derfor ikke i tvivl om, at et særligt fokus på hovedstaden er nødvendigt, hvis vi skal styrke vores konkurrenceposition i forhold til andre europæiske metropoler.
Samtidig er jeg sikker på, at en anden type vækst og udvikling gør sig gældende andre steder i landet. Investeringer og virksomheder, som vælger placeringer uden for hovedstadsområdet, begunstiges netop af de særlige vilkår og rammer, som gælder der – og det er ikke i konkurrence med hovedstadsområdet. Hovedstadsområdet og resten af landet har forskellige vilkår og potentialer, som vi bedst udnytter, hvis vi tænker løsningsorienteret i forhold til de samlede vilkår for udvikling og vækst.
Hvis vi fortsætter diskussionerne om, hvem der er lokomotivet, og hvem der snupper en gratis billet, gavner det hverken hovedstadsområdet eller resten af landet. For det er ikke et enten eller – vækst er trods alt ikke et nulsumsspil.
