Stop Folketingets regel-forelskelse

Den uoverskuelige mængde love og overdrevne kompleksitet er forvitret over så mange år og så mange regeringer og folketing, at vi betragter den som en apolitisk syge knyttet til Folketinget. Men det er Folketinget, der skal tage ansvar for at rydde op.

Åbningsdebat
Det er nødvendigt, at Folketinget tager ansvar for at forenkle love og regler, for ellers sker der ingenting, mener Eva Kjer Hansen og Henrik Dahl. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Med lov skal land bygges« lød det i Jyske Lov fra 1241. Ser man på omfanget af den danske lovgivning i dag, fristes vi til at sige: »af lovstof skal land tynges«.

I 1989 bestod den danske lovgivning af 7,6 mio. ord. I 2017 var det tal nået op på 22,7 mio. Gør man tallene op i procent, er lovstoffet vokset med 3,9 pct. i gennemsnit om året over de seneste knap tre årtier. Det er en skandale og en katastrofe på mange måder.

Eva Kjer Hansen Fold sammen
Læs mere

Henrik Dahl Fold sammen
Læs mere

Overregulering gør et samfund fattigere, end det ellers ville have været. Hvor meget er svært at sige. Et enkelt studie peger på, at over en periode på omkring 40 år drejer det sig om et beregnet tab på 25 procent af den værdi, der kunne have været skabt. Hvad tallet helt nøjagtigt er, må dog ikke skygge for konklusionen: Vi taler om væsentlige konsekvenser.

Samtidig svækker overregulering borgernes retssikkerhed. Det gør den, fordi overregulering gør det vanskeligere for myndighederne at træffe ensartede afgørelser af ensartede sager. Og evnen til at gøre netop det er jo prøven på, om en retsstatslig forvaltningsmyndighed er sin opgave voksen.

Endelig er det et simpelt, demokratisk problem, at lovgivningen er så kompleks. Borgerne har jo pligt til at rette sig efter lovene, uanset om de har kendskab til dem eller ej. Derfor bør Folketinget ikke gøre det urimeligt vanskeligt for borgerne at være lovlydige.

Skønt ophavspersonen til en fiasko sjældent står frem og melder sig frivilligt, er vi nødt til at sige det, som det er: Den herskende elendighed er ikke kommet af sig selv. Den er i højeste grad skabt af en forsamling, vi selv er medlemmer af: Folketinget.

For to år siden udgav vi sammen med daværende MF for Alternativet Josephine Fock i disse spalter en kronik under overskriften »Til kamp mod lovdyngen og de tåbelige regler«. Som det fremgår, var temaet også dengang behovet for et opgør med den konstant voksende regelmængde og manglende politiske vilje til at tage livtag med problemet.

Reaktionen fra det politiske flertal var imidlertid nedslående. Forskellige variationer af »der er ikke noget at komme efter«, og »vi har styr på det«. To år senere må vi konstatere, at der er noget at komme efter. Og Folketingets flertal har ikke styr på det.

Dengang anbefalede vi at oprette et Udvalg for Regelforenkling og Afbureaukratisering. For hvis der ikke er nogen, der helt klart har ansvaret, forsvinder det bare. Derfor må og skal Folketinget ansvarliggøres, når det handler om overregulering.

Knap 30 års tredobling af lovgivningsmængden og udsigten til mere af det samme udgør en brændende platform. Når kompleksiteten i lovgivningen stiger til et niveau, hvor kun eksperterne kan være med, koster det på tilliden til folkestyret og opfattelsen af borgerne som herrer i eget demokrati. Hvem kan føle sig forpligtet af love og regler, som de og deres omgivelser ikke forstår? Hvem kan forklare, at et samfund, der hele tiden bliver klogere og dygtigere, nødvendigvis også over tid må blive en endnu tungere kolos på lerfødder? Hvem kan se sig selv som folk i et styre, hvor indsigt og forståelse er forbeholdt de virkeligt belæste?

Det kan lade sig gøre

På nogle områder har den offentlige sektor fuldstændig mistet blikket for, hvad opgaven egentlig er. Det gjorde sig for eksempel gældende på beskæftigelsesområdet, hvor lovgivningen efterhånden var forgrenet så vidt ud, at de ansatte på jobcentrene såvel som de ledige havde tabt den egentlige opgave af syne.

I august blev et politisk flertal hen over midten imidlertid efter måneders forhandlinger enige om at finde den store grensaks frem og tage fat på den lovgivning, der over tid var vokset til mere end 23.000 sider. Man besluttede noget yderst sjældent: helt at skrotte den gamle lov og i stedet skrive en ny hovedlov, der har øje for den egentlige opgave for begge parter - at få ledige i arbejde. Succeskriteriet blev altså at finde et arbejde frem for at opfylde proceskravene for at kunne modtage en ydelse.

Det er et resultat, Folketinget kan være stolt af. Men anstrengelserne ved at nå det, var også sigende. Ni måneders forhandlinger og mere end 100 komplekse spørgsmål til ministeriet. I det tempo vil forholdene ikke blive mærkbart forbedret de næste mange år. Folketinget må simpelthen arbejde meget hurtigere, hvis det skal have held til at gennemføre en væsentlig og mærkbar afregulering af samfundet.

Ovenstående er det opmuntrende eksempel på, at det kan lade sig gøre at vende skuden. Det er også værd at bemærke, at det lykkedes at nedbringe gældende lovgivnings omfang på miljø- og fødevareområdet, da en af denne kroniks forfattere var minister for området.

Så det er faktisk muligt at reducere kompleksitet og gøre forvaltningen af velfærdsstaten nemmere for alle. Men eksemplet med beskæftigelsesområdet fortæller samtidig en del om, hvorfor det ikke i praksis er muligt at gennemføre den samme procedure med de resterende cirka 200 love, der årligt vedtages.

Der er ingen tvivl om, at konsensusdemokratiet har ført til mere kompleksitet, end der ellers ville være opstået. Når flere skal mødes i et kompromis, bliver det afgørende for den enkelte part at sætte sit mærke og gøre netop sit synspunkt gældende i lovteksten.

Et godt eksempel er den brede aftale om adgangskrav til gymnasierne. Partierne bag aftalen var enige om, at 6 i karaktergennemsnit (og opefter) skal give et direkte og helt ubureaukratisk retskrav på at komme i gymnasiet. Men hvad med eleverne under denne grænse? De mødes desværre af krav så komplekse, at en vittig hund foreslog, at man automatisk burde erklæres egnet til gymnasiet, hvis man kunne forklare optagelsesreglerne.

Behov for politisk disciplin

Som nævnt foreslog vi selv et udvalg, hvis opgave skulle være at slå ned på lovgivningslystne politikeres udfoldelser. CEPOS – der har opgjort regelmængden – foreslår et regelstop i stil med skattestoppet, som vi kendte det i 00erne. Her måtte ingen skat eller afgift i udgangspunkt stige. Skattestoppet var kontroversielt og ikke ubetinget uproblematisk, men ikke desto mindre disciplinerede det politikerne og afholdt gamle vaner fra at snige sig ind. Et knæsat princip om, at den samlede lovmængde ikke kan stige et sted, medmindre den reduceres et andet, kunne være en del af løsningen. Uanset den konkrete udformning er der behov for at disciplinere politikerne og fastholde Folketinget i at omsætte de gode intentioner til praktisk virkelighed.

Den uoverskuelige mængde love og overdrevne kompleksitet er forvitret over så mange år og så mange regeringer og folketing, at vi betragter den som en apolitisk syge knyttet til Folketinget snarere end til de enkelte politiske partier eller overbevisninger.

På med havehandskerne

Det danske folkestyre og demokrati er en have fuld af tidsler og torne, duftende roser og knejsende solsikker. Her skal det smukke og det grimme, det lette og det besværlige kunne stå side om side i sikker forvisning om, at her er plads til det hele.

Men der lurer en fare i form af en farlig invasiv art. Den hedder bureaukrati, og den har det med at snige sig ind og langsomt, men sikkert kvæle havens blomster. Arten skal bekæmpes med iver, for får den først fat, er den umådelig svær at komme til livs. Vi håber, at et samlet folketing vil gribe riven og gå i gang – hellere i dag end i morgen.