Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg var ved at tabe aftenkaffen af ren forbløffelse, da jeg i sidste uge kunne konstatere, at Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, går med planer om at rode Danmark ud af konventionerne.
Mere fortrøstningsfuld blev jeg, da hans formand i dagene efter trak i land og slog fast, at S ikke ønsker at udtræde af nogen konventioner.
Jeg vælger derfor at tolke Sass Larsens melding som en misforståelse. Alligevel vil jeg gerne benytte lejligheden til at slå fast, at jeg som konservativ justitsminister er overbevist om, at Danmark står sig bedst ved at bakke op om den internationale retsorden. Løsningen er ikke at melde sig ud. Løsningen er at søge indflydelse. Og vi er faktisk det sidste års tid lykkedes med at påvirke menneskerettighedsområdet.
De danske domstole har fået større råderum til bl.a. at udvise kriminelle udlændinge med København-erklæringen, som Danmark og de 46 øvrige medlemslande i Europarådet vedtog i foråret.
Og så skal vi huske, at menneskerettighederne ikke kun drejer sig om udvisninger. Grundlæggende mener jeg, at det er i Danmarks klare interesse, at der er en international retsorden med klare spilleregler, som både store og små lande skal overholde.
Når det er sagt, så anerkender jeg fuldt ud, at konventionssystemet ikke fungerer perfekt. Men det betyder ikke, at vi skal »rode os ud af noget«. Jeg synes derimod, at vi skal arbejde for at forandre systemet – og det gør regeringen en meget aktiv indsats for.
Hvorfor menneskerettigheder?
Jeg anerkender, at en international retsorden er et politisk valg, der har konsekvenser. De internationale spilleregler gør, at vi i nogle sager ikke kan gå lige så langt, som jeg gerne vil, i forhold til at udvise kriminelle udlændinge. Men på sin vis er de internationale spilleregler reelt en forudsætning for, at en udvisning overhovedet kan eksekveres.
For hvem siger, at andre stater – i et internationalt samfund uden regler – ville tage imod udviste kriminelle fra Danmark? Når andre lande skal tage imod egne statsborgere, skyldes det grundlæggende, at vi internationalt har aftalt spilleregler for, hvordan det foregår. Havde vi ikke gensidigt forpligtende aftaler, tror jeg, at vi reelt ville have meget svært ved at eksekvere så mange udvisninger, som vi gør i dag.
Men menneskerettigheder handler om meget andet end udvisning. Menneskerettigheder er forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og beskyttelse af privat ejendom. Og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder en bredere beskyttelse end grundloven af f.eks. ytringsfriheden.
Menneskerettighedsdomstolen har også gennem årene styrket rammerne for den vigtige og frie debat om udlændinge. I en dom mod Frankrig fra april i år fandt Domstolen, at det var en krænkelse af ytringsfriheden at pålægge en disciplinær straf for en udtalelse om den etniske sammensætning af et nævneting. Det var omfattet af ytringsfriheden. Tilbage i 1989 i den såkaldte Jersild-sag fandt Domstolen, at det var en krænkelse af ytringsfriheden at idømme en journalist dagbøder for at viderebringe racistiske ytringer i TV-avisen.
Uden Menneskerettighedsdomstolen ville vi ikke have så bred en retlig beskyttelse af ytringsfriheden i Danmark, som vi har i dag. Det er et faktum.
Menneskerettighedskonventionen og Menneskerettighedsdomstolen har rent faktisk også ført til bedre beskyttelse af individuelle rettigheder på en lang række vigtige områder på tværs af Europa: Afkriminalisering af homoseksualitet i Europa, ophævelsen af korporlig afstraffelse af børn, større ligestilling for kvinder, større retssikkerhed ved domstolene og bedre retsstilling for børn.
Forandring indefra
I regeringsgrundlaget var jeg med til at skrive, at der er behov for at se kritisk på Menneskerettighedsdomstolens dynamiske fortolkning samtidig med, at vi ønskede at indgå aktivt i et internationalt samarbejde og overholde konventionerne. Det er fortsat der, jeg står. For der er forskel på at ønske at melde sig ud og ønske forandring.
For uanset de gode ting, som menneskerettighederne har medført, er der et reelt problem i forhold til udvisning af kriminelle udlændinge. Hvis man som udlænding begår grov kriminalitet i Danmark, skal man som udgangspunkt ikke være her.
Jeg vil dog gerne understrege, at uanset om vi er med i konventionerne eller ej, så mener jeg ikke, at vi skal sende udlændinge tilbage til deres hjemland, hvis vi mener, at de dér f.eks. risikerer tortur eller dødsstraf. Men de sager, hvor
der ikke sker udvisning af forhærdede kriminelle på grund af deres tilknytning til Danmark, er jeg grundlæggende ikke enig i.
Den uenighed betyder dog ikke, at man bare skal smide det hele væk. I stedet har regeringen sat fokus på at arbejde videre med systemet – og forandre det – indefra. Og forandring kræver dialog. Det arbejde startede vi med under det danske formandskab for Europarådet, og det kulminerede med København-erklæringen.
Vi kan se, at det virker
Og vores arbejde virker. Vi får positive tilbagemeldinger – både fra andre lande og fra Domstolen.
I København-erklæringen blev medlemsstaterne enige om, at hvis de nationale myndigheder selv har foretaget en grundig afvejning i sagerne, så bør Domstolen ikke blande sig, men have tillid til medlemsstaternes myndigheder og domstole.
I den nye dom i sagen om Jura Levakovic fik vi den tillid. Domstolen lagde vægt på, at de danske domstole havde foretaget en grundig vurdering af retten til privatliv og den samfundsmæssige interesse i at udvise en dårligt integreret storkriminel, og den gik derfor ikke nærmere ind i de danske domstoles afvejning. Det danske retssystem havde fremlagt en tilstrækkelig og relevant begrundelse for udvisningen, og Domstolen havde derfor ingen grund til at tilsidesætte vurderingen. En klar afspejling af København-erklæringen.
Det nationale ansvar
Desuden skal vi også kigge indad. De danske domstole har fra 2015 til og med 2017 udvist op mod 5.000 udlændinge, og af dem er ca. 4.000 faktisk også sendt ud af landet. Mange bliver altså udvist og udsendt, men der er rum for forbedring både i forhold til at idømme udvisning og effektuere udvisninger. Sidste efterår påpegede Institut for Menneskerettigheder f.eks., at danske domstole kunne stramme deres udvisningspraksis inden for konventionens rammer.
Sammen med et bredt flertal af Folketinget skærpede regeringen i starten af maj i år reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge. Anklagemyndigheden har også stort fokus på sager om udvisning, og dette fokus er blevet øget markant inden for de senere år. Vi er ikke i mål, men der er ingen tvivl om min ambition: Udlændinge, der begår grov kriminalitet i Danmark, skal så vidt muligt udvises. Men lad mig understrege, at jeg respekterer den grundlæggende arbejdsdeling
mellem den lovgivende og den dømmende magt.
På tirsdag afgøres sagen mod Shuaib Khan f.eks. af Højesteret. Og uanset hvordan den dom falder ud, er jeg stolt over, at regeringen har sat en dagsorden på den europæiske scene og skubbet udviklingen i den rigtige retning, hvor man tager mere hensyn til det enkelte land. Vi skal gå helt til kanten – uden at vi roder os ud af noget. Sådan sikrer vi bedst et trygt Danmark.