Mændene skal også frigøres fra patriarkatet

Med den samme politiske opbakning og interesse for drengene, som der har været for pigerne, kan vi på under ti år mindske og forhindre, at negativ social kontrol går videre til den næste generation.

Niddal El-J
Niddal El-Jabri, direktør for Mino Danmark, skriver med udgangspunkt i sin egen barndom i en palæstinensisk familie i Aarhus, at det er tid til at hjælpe de unge indvandrere ud af de patriarkalske værdisæt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Kvindefrigørelsen i den minoritetsetniske familie er vores tids vigtigste kamp, hvis vi skal lykkes med at nedbryde de strukturelle barrierer for integration. Den kamp starter med et afgørende opgør mod patriarkatet og en selvransagelse hos mændene om at slippe behovet for at være dominerende og kontrollerende.

Derfor er jeg så glad for den nye rapport om synet på køn og ligestilling blandt minoritetsetniske mænd i Danmark, som kom på gaden i sidste uge. Rapporten giver anledning til handling – men spørgsmålet er, om der er politisk vilje til at følge den til døren?

»Verbale trusler var det primære pædagogiske redskab i opdragelsen. I får lige top tre gloser, direkte oversat: »hiver ørerne af dig«, »Du kan få lov til at spise tæsk« eller den lidt mere direkte: »Jeg smadrer dig.««


Rapporten er udført for ligestillingsministeren af Als Research, og den slår fast, at størstedelen af minoritetsetniske mænd i Danmark i dag har ligestillingsorienterede holdninger. Den indikerer også en positiv holdningsændring fra indvandrere til efterkommere. Anden generation har mindre patriarkalske holdninger end første generation.

Men et mindretal af mænd med ikke-vestlig baggrund skiller sig stadig ud: Cirka hver femte med ikke-vestlig baggrund mener, at homoseksualitet ikke bør være accepteret af samfundet. At kvinder, der går udfordrende klædt, selv er skyld i seksuelle overgreb. Og at en mand om nødvendigt bør forsvare sit omdømme med magt.

Jeg vil ikke gøre mig selv til en case, men ligesom en lang række stærke indvandrerkvinder har fortalt om deres kampe for frihed i Danmark, er det vigtigt, at vi mænd deler ud af vores erfaringer. Derfor vil jeg gerne fortælle om, at mit eget barndomshjem med palæstinensiske forældre i Aarhus også indeholdt patriarkalske strukturer og elementer, som rapporten fremhæver.

Stilhed og pornofilm

Min mor var på arbejdsmarkedet i ca. 35 år. Derudover stod hun altid for maden. Rengøringen. Opdragelse i hverdagen. Hente og aflevere. Man begriber ikke, at hun har haft timer nok i døgnet til det hele. Som barn var det tydeligt for mig, at det var skævt, og allerede dengang havde jeg truffet den beslutning, at jeg ville være anderledes.

Jeg fik min første kæreste i 9. klasse. Jeg tænker, at det var mit held, at jeg altid har været lidt uforstående for idéen om, at mine forældre skulle have noget at sige i forbindelse med de valg, jeg traf for mig selv. Jeg undrede mig bare over, at de ikke var glade på mine vegne og nysgerrige på at være en del af min kærlighedsrejse. Min mor mente, at jeg var for ung til at have en kæreste. Jeg kunne egentlig også godt have brugt deres engagement til at tale om, hvordan man er kærester. Men det er en af de pokkers forbandelser – som går igen i minoritetsetniske familier – at vi børn ikke føler, at vi kan fortælle vores forældre ret meget om det, der foregår i vores sociale kredse, fordi de simpelthen ikke evner at udvise nysgerrighed og åbenhed.

 

Min far døde i 1999, og gennem arbejdet med denne kronik går det op for mig, at jeg her 20 år senere har et meget anderledes forhold til ham end mine brødre. Jeg var en efternøler, 15 år gammel da han døde. Jeg husker hans kærlighed. Den var ubetinget, som den skulle være. Også dengang i 7. klasse, hvor han troede, at jeg var homoseksuel, fordi min mor havde fundet en pornofilm under min seng med titlen »Analklinikken«, som en kammerat havde efterladt hos mig. Han talte ikke til mig i tre uger. For mig var det indlysende, at stilhed ikke bragte noget godt med sig. Hvorfor så han mig ikke som den 13-årige, jeg var? Hvorfor talte han ikke med mig om sex, drifter og seksualitet?

Hans minde fremstår i meta-billeder. Han satte rammen og reglerne, og så var det min mors opgave at sikre dem i hverdagen. Vold var ikke en del af vores hjem, jeg mindes kun et par enkelte gange, hvor min far anvendte fysisk straf i form af vold, men i det arabiske sprog – som jeg har lært det – var verbale trusler det primære pædagogiske redskab i opdragelsen. I får lige top tre gloser, direkte oversat: »hiver ørerne af dig«, »Du kan få lov til at spise tæsk« eller den lidt mere direkte: »Jeg smadrer dig«.

»Muslimer bliver ikke skilt«

Ifølge forfatteren Fred Edmund Jandt er det normalt, at arabisk i sin retorik er konfronterende, bestående af verbale trusler og flamboyante udtryk. Forfatteren konkluderer sågar, at det forhindrer fysisk vold. Men den patriarkalske dominans er ikke til at tage fejl af i sprogets anvendelse.

Jeg mindes min mor og far i deres livs krise med skænderier dagligt gennem længere tid. Da jeg en dag kom hjem fra skole og var på vej op ad trappen, hørte jeg dem skændes. Min far valgte at forlade lejligheden, jeg mødte ham på trappen og spurgte ligeud, om de skulle skilles? Hvortil han stoppede op, vendte sig om og sagde: »Muslimer bliver ikke skilt«.

Senere den aften fortalte han min mor, hvad jeg havde spurgt ham om på trappen, og det var første gang i et par uger, at jeg oplevede dem grine sammen.

»Drenge vil ikke på samme måde anvende anonyme hotlines som piger, og de har ikke i samme grad brug for safehouses, der kan beskytte dem fra egen familie. Men det betyder ikke, at de ikke har brug for at blive set.«


To elementer i rapporten fra Als Research er systematiske for, hvor problemet ligger. Det er de familier, hvor religionen fylder mest, som er de mindst lighedsindstillede og mest patriarkalsk anlagt. Og den primære årsag til de negative udslag kan i høj grad tildeles beskyttelse af familiens omdømme.

I det heteronormative familieliv, dansk som kristen som jødisk som islamisk, skal vi lære at tale om køn og seksualitet. Da jeg var ti år gammel, og min daværende 19 år gamle storebror en sjælden gang var hjemme, blev jeg så glad for at se ham, at jeg tilsyneladende hang lidt for meget på ham. Det blev for meget. Han skubbede mig væk og spurgte med anklagende tone: »Er du bøsse eller hvad?!«

»Hvad? Hva? Mig? Nej!« svarede jeg panisk for ikke at blive sammenlignet med noget, som tydeligvis ikke var en god ting.

»Da jeg var ti år gammel, og min daværende 19 år gamle storebror en sjælden gang var hjemme, blev jeg så glad for at se ham, at jeg tilsyneladende hang lidt for meget på ham. Det blev for meget. Han skubbede mig væk og spurgte med anklagende tone: »Er du bøsse eller hvad?!«,« skriver Niddal El-Jabri. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Herfra er rejsen tilbage til tolerance over for hele LGBT-området nærmest sat ti år tilbage.

Med andre ord: Skal vi nedbryde patriarkatet i minoriteten, skal vi især ind og kigge på hverdagslingo- og trends. Jeg må ærligt indrømme, at jeg har opgivet forældregenerationen. De er blevet gamle. Mit fokus ligger på de unge. De, der er kommet hertil som børn eller født her.

Drengene vil ingenlunde i samme grad benytte sig af det beredskab, som vi har bygget op til pigerne gennem de sidste 10-15 år. Deres udsathed er ikke den samme – det giver sig selv, i et patriarkat – som for pigerne. De vil ikke på samme måde anvende anonyme hotlines, og de har ikke i samme grad brug for safehouses, der kan beskytte dem fra egen familie. Men det betyder ikke, at de ikke har brug for at blive set. Brug for hjælp til at kunne indfri sig selv i en dansk kontekst. Brug for at møde sympati og omsorg – hvilket der ikke er meget af at hente. Der er mest af alt brug for initiativer, som skaber nye rum, nye fællesskabskontrakter og oplysning om fordelene ved lighed mellem kønnene. Vi skal også give de unge værktøjerne og støtten til at styrke dialogen i hjemmet med deres forældre.

Politisk opbakning?

Sidste uge var jeg inviteret til rundbordssamtale ved ligestillingsminister Eva Kjer Hansen sammen med ledende figurer fra organisationer som Dansk Sygeplejeråd, Sabaah, Fakti, RED Safehouse, Baba og alle ligestillingsordførere på Christiansborg. Men kun Roger Mathis Courage fra Alternativet mødte op. Det kan godt bekymre mig.

Få samfundsmæssige indsatser har rykket så meget som den massive indsats, der har været gennem de sidste ti år på at hjælpe unge kvinder fra minoritetsetniske miljøer ud af social kontrol.

Med den samme politiske opbakning og interesse for drengene kan vi på under ti år mindske og forhindre, at negativ social kontrol går videre til den næste generation. Derfor er det spørgsmål, som står tilbage, om ligestillingsministeren har tænkt sig at gøre noget for at følge op på den velinvesterede rapport, der tydeligvis er lagt et stort stykke arbejde i. Og er der andre ligestillingsordførere end Roger Mathis Courage fra Alternativet, som rent faktisk interesserer sig for emnet?

Niddal El-Jabri er direktør for Mino Danmark, der arbejder for et samfund med engagerede og ligestillede minoritetsborgere.