Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Et kvart århundrede med internetdating. Ja, jeg har faktisk været så længe i »gamet«, at jeg er gået fra at date fyre, for hvem børn overhovedet ikke var på tegnebrættet, til nu stadigt oftere at komme i kontakt med mænd, som allerede er blevet, eller står på tærsklen til at blive bedstefædre. Hvordan har gamet ændret sig – og hvordan har det ændret mig over årene?
Så vidt jeg husker, er det cirka 25 år siden, at jeg første gang faldt i snak (eller rettere »i chat«) med en fyr. Han hed Nikolaj.
Vi kom i kontakt med hinanden på et chatsted der hed »Højhuset« – vist nok noget, som blev udbudt på det spirende internet af et teleselskab, og som ikke kostede noget at bruge. Et decideret »datingsite« var det helt sikkert ikke – og som et par-og-20-årige var vi i øvrigt muligvis allerede lidt i den »gamle« ende af brugersegmentet dengang. Deciderede datingsites eksisterede dårligt nok – og mobiltelefoner og apps lå mange år ud i fremtiden.
Jeg husker den første date
Det undrer mig stadig, hvor meget jeg kan huske om Nikolaj, som blev min første internetdate. De klare minder står i skarp kontrast til, at jeg (med flovhed i stemmen) må erkende, at jeg faktisk husker færre detaljer om nogen af de mænd, jeg har chattet eller mødtes med inden for de sidste par år.
Jeg kan blandt andet huske, at vi på en eller anden måde fik taget/sendt et enkelt grynet foto af os selv til hinanden – for sådan et kunne man ikke lægge på sin profil dengang. Om vi talte med hinanden om vores rygevaner, højde, drøjde, øjen- og hårfarve, politiske og religiøse ståsteder osv., husker jeg til gengæld overhovedet ikke.
Da vi begge var i starten af 20erne, var delebørn, skilsmisser og anden »bagage« ikke noget, der fyldte hos nogen af os. Det er ellers emner, som man, når man har ramt midtfyrrerne eller start-halvtredserne, ofte starter med at oplyse om eller få vendt, inden man overhovedet beslutter at mødes.
Nikolaj var et »mildt« og smilende menneske. Han drømte om at afvikle verdens negativitet, holdt meget af en amerikansk musiker, Jewel (som jeg i øvrigt stadig har et par numre af på min playliste med »stille musik«), og vist nok også Lisa Ekdahl. Han boede i en lille lejlighed på Nørrebro, hvor der var en børnehave/daginstitution lige ved siden af, og at han fortalte, at det støjede helt vildt ind i mellem. Jeg kunne fortælle mange flere detaljer om ham, men det tjener ikke noget formål. Vi snakkede ret godt sammen, mødtes et par gange og kyssede lidt, men blev aldrig kærester.
Jeg tror kun, jeg fortalte om mit møde med Nikolaj til en enkelt eller to meget nære veninder. Og de syntes, det var noget lidt underligt noget. Måske især, fordi jeg boede på kollegium og læste på universitetet, og derfor ikke ligefrem manglede en social omgangskreds, eller var i underskud, når det kom til fredagsbarer og fester som anledning til at møde nye mennesker.
Men jeg havde åbenbart fået blod på tanden. For selvom jeg også datede fyre, som jeg mødte i den virkelige verden, for eksempel på kollegiet, til fester og på studiet, så mødte jeg i årene efter min første internetdate også flere kærester via internetdating.
Hastigt ned ad bakke
Jeg vænnede mig til, at familie og venner trak øjenbrynene helt op til hårgrænsen, når de fik sandheden om, hvordan vi havde mødt hinanden »på nettet«. Muligvis løj jeg faktisk nogle gange om, hvordan vi mødtes, for frem til omkring 2005 – hvor det efterhånden var blevet mere almindeligt med internetdating – var det lidt pinligt, at jeg »støvede mine fyre op via kontaktannoncer på nettet«, som et nært familiemedlem engang meget upoetisk kaldte det.
Midten af 2000erne frem til starten af 2010erne var en »god periode« for internetdating. Det blev ikke længere i samme grad opfattet som »sært«. Og mit indtryk er, at brugerne (jeg selv inklusive) for de flestes vedkommende var nogenlunde »seriøse«, realistiske og respektfulde.
Det var også begyndt at koste penge, hvis man ville have en profil, som rent faktisk gav mulighed for at komme i kontakt med andre brugere. Det, tror jeg, motiverede til, at man rent faktisk gjorde sig umage med at præsentere sig selv (ærligt), og med at tage sig tid til at lære det andet menneske at kende, hvis man fik kontakt. Men de sidste ti år er det i min optik gået hastigt ned ad bakke igen.
For mit eget vedkommende er det faktisk ikke lykkedes mig at møde en kæreste via nettet siden slutningen af 2012 – og det til trods for, at jeg såmænd har været ganske »aktivt søgende«, som det nogle steder kaldes. Masser af lovende kontakter og også både gode og mere »specielle« dates/oplevelser er det blevet til.
Men desværre har de sidste ti år »på kødmarkedet« også givet alt for mange oplevelser af, at profilerne på nettet ikke står mål med virkeligheden. Profilbilleder og beskrivelser som i bedste fald kan betegnes som »falsk varebetegnelse«.
En spændende korrespondance med en person som så pludselig forsvandt. Nogen gange med mærkelige ulogiske undskyldninger. Andre gange helt uden en forklaring, noget som ligefrem er blevet så almindeligt, at det har fået sit helt eget udtryk: »at blive ghost'et«.
Og værst af alt: En voksende følelse af, at jeg faktisk selv bliver et dårligere menneske af at have en datingprofil – en slags metaltræthed, som betyder, at jeg for det meste kun orker at have en aktiv datingprofil et par uger eller en måned ad gangen.
Hårdt at blive dømt
For det er hårdt at blive dømt »dur-ikke-væk-ude« af ham der, som man synes virker spændende, og som man lige havde fået hul igennem til. Men det er faktisk lige så hårdt at se i øjnene, at jeg selv er røget i præcis samme fælde og kan tage mig selv i at kontakte en mand, for derefter lynhurtigt at finde en eller anden god (læs: dårlig) undskyldning for at bakke ud igen.
En fælde, som jeg så småt er ved at indse, kun gavner dating-platformenes pengepung – og som gør noget rigtig skidt ved os mennesker. Ja, mon ikke dem, som tjener penge på datingmarkedet ganske kynisk dresserer os til med åbne øjne at gå i fælden? Reelt har platformene jo ikke meget interesse i, at to af deres brugere finder sammen og forlader platformen. Allerede her begynder det faktisk at være skræmmende.
Jeg er ikke stolt af at indrømme det, jeg nu vil fortælle, men se det som et eksempel på den magt/indflydelse, online-dating har fået på mange af os singler, som egentlig gerne vil finde kærligheden:
For et stykke tid siden dukkede der en mand op på min radar ude i den virkelige verden. Interessen virkede gengældt, og jeg nød at flirte og at lære ham at kende. Han takkede dog nej til at udbygge relationen ud over et venskab. I øvrigt et »nej tak«, som blev givet på en ordentlig og respektfuld måde. Jeg blev naturligvis både lidt ked og ærgerlig over, at det ikke skulle prøves af – nu det endelig var lykkedes at rende ind i et menneske, hvor der var et glimt af den sagnomspundne »kemi« og så endda helt uden en eller anden onlineplatform indblandet.
Blandet med ærgrelsen har jeg dog også haft en grum og nagende tanke om, at han måske var en mand, som ikke ville være sluppet igennem søgefiltrene hos mig på et datingsite, hvis det var der, vi havde krydset veje. Og den erkendelse rejser et spørgsmål i mit hoved:
Hvor mange fantastiske mænd, som jeg måske kunne falde for, hvis jeg mødte dem i den virkelige verden, har jeg sorteret fra på diverse datingapps? På grund af højden, et dårligt profilbillede, et afstandskrav på antallet af kilometer, fordi der ikke lige stod noget fængende i teksten eller noget femte? Se, nu blev det lige endnu mere skræmmende.
Tidsfordriv
Nå, men jeg må hellere efter en lang omvej komme tilbage til der, hvor jeg prøver at binde en sløjfe til historien om Nikolaj – min første »internet-date« for et kvart århundrede siden.
Dengang brugte jeg nettet til at få mulighed for at møde et menneske, som jeg måske ellers aldrig var løbet ind i. Og jeg interesserede mig for det menneske – så meget, at jeg selv her næsten 25 år senere kan huske en masse om ham.
Der var engang, hvor det drejede sig om kvalitet i mødet med et andet menneske. Om det menneske, som sad et sted på den anden side af en skærm. Om tro på og håb om at finde kærligheden. Om lysten til at møde et menneske – og ikke blot om at blive præsenteret for en eller anden »profil«, som man så i løbet af fem sekunder kunne tage stilling til om skulle i »ja-kassen« eller »nej-kassen.«
Nu ender det desværre ofte med, at vi arbejder med kvantitet i stedet: Swipe-swipe-swipe, veksle fem sætninger om ens bagage og drømme om, hvem man gerne vil have som partner, mødes, konstatere at »kemien« måske ikke rigtig er der, sige farvel, skrive og takke nej, videre. Frem med telefonen og swipe igen. Vask, skyl, gentag!
Onlinedating virker på den måde til (også ind imellem for mit eget vedkommende) i skræmmende høj grad at have udviklet sig til en form for tidsfordriv. De fleste på min alder vil vide, hvad der refereres til, hvis jeg siger, at det at swipe på nutidens datingapps efterhånden føles, som da man i slut 1990erne fik mulighed for at spille »Snake« på sin Nokia mobiltelefon: Det holder dig beskæftiget, giver dig ondt i (swipe/taste) fingrene, og bekræfter, at du er med på moden, men det bringer dig lige præcis ingen steder hen.
Har 25 år med onlinedating ført noget godt med sig for mig? Ja. bestemt. Har de seneste ti år med online-dating været en anden og mere blandet oplevelse? Ja, bestemt. Fortsætter jeg personligt med at bruge onlinedating? Jeg er i tvivl – for jeg ønsker ikke at være en, som »swiper« folk til højre og venstre efter fem sekunder.
Jeg ønsker at være hende, som husker de mennesker, jeg møder, og at blive husket af dem, som møder mig. Ikke nødvendigvis i 25 år – men gerne lidt længere end til næste swipe.
Heidi Ritterbusch er konsulent
