Flemming Roses kamp for Rusland

Der er noget helt galt med Roses forhold til Rusland, og hans behandling af landet er præget af uredelighed og manipulationer. Jeg vil ikke her forske i motiver og stille en diagnose, kun beskrive symptomer og stille spørgsmål.

Flemming Rose (billedet) gør sig skyldig i uredelig kildebrug, mener Uffe Gardel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Denne kronik er led i en debatduel mellem Uffe Gardel og Flemming Rose. Du kan læse Flemming Roses svar her.

For nylig skabte et debatindlæg i et dansk medie opstandelse i Rusland, Europas største land. Russiske medier skrev, at danskere fremover ville kunne få 12 års fængsel for russiskvenlige synspunkter; det fremgik af »en artikel i den danske avis Berlingske«. Postyret nåede et sådan niveau, at den danske ambassadør i Moskva måtte ud at dementere: Historien fra Berlingske var usand, det er kun samarbejde med fremmede efterretningstjenester om påvirkningsoperationer, man vil forbyde.

Debatindlægget var skrevet til Berlingske af Flemming Rose, den formentlig eneste nulevende verdenskendte dansker uden for sportens verden. Han blev kendt for Muhammedkrisen, men det er som Ruslands-debattør, at han de seneste år har tiltrukket sig opmærksomhed; en debatvirksomhed der bygger på mange års kontakt til Rusland.

Flemming Rose er netop blevet tilknyttet Berlingske som fast kommentator, og det giver anledning til at se nærmere på hans behandling af Rusland. Lad mig begynde med konklusionen: Der er noget helt galt med Roses forhold til Rusland, og hans behandling af landet er præget af uredelighed og manipulationer. Jeg vil ikke her forske i motiver og stille en diagnose, kun beskrive symptomer og stille spørgsmål.

»Ting som er i Ruslands favør, bliver nævnt, og ting som ikke er, bliver forbigået. Faktisk kan selv de mest utroværdige kilder bruges, blot de taler til Ruslands fordel.«


Kritik af Rusland imødegår Rose gerne med tre forskellige typer svar – som i øvrigt alle er standard hos det russiske udenrigsministerium:

1. Alle mulige andre kan have gjort det,
2. Det er en misforståelse, og
3. Vesten gør det også.

Rose sørger gerne for kort at nævne en eller anden russisk dårligdom – korruption eller annekteringen af Krim – i formatet »det er rigtig nok, at der er korruption, men væksten er høj«. Senere kan han besvare kritik ved at påpege, at han skam har nævnt korruptionen. Samtidig »cherry-picker« han lystigt; ting som er i Ruslands favør, bliver nævnt, og ting som ikke er, bliver forbigået.

Faktisk kan selv de mest utroværdige kilder bruges, blot de taler til Ruslands fordel.

Vækst

For nylig omtalte Rose i Berlingske Ruslands vækst. På nettet bragte han et link til kilden – som viste sig at være en anonym brugerkonto ved navn »Destroyer of Illusions« på et inferiørt engelsksproget debatforum, politicalforum.com. »Destroyer of Illusions« er selv russisktalende, det fremgår af nogle af kontoens opslag, og opslagene er gerne antiamerikanske, antisemitiske eller prorussiske. Væksttallene var i øvrigt skrupforkerte.

Hvorfor bruger en erfaren og vidende journalist oplysninger fra »Destroyer of Illusions«? Hvorfor læser han overhovedet »Destroyer of Illusions«?

Flemming Rose har i hvert fald tidligere vist, at han ikke er kræsen med, hvad han læser. I juli 2014 bragte han en russisk løgnehistorie i Jyllands-Posten, sin daværende arbejdsplads, om det malaysiske passagerfly MH17, der tidligere på måneden var blevet skudt ned over oprørskontrolleret område i Østukraine. De flestes mistanke var, at oprørerne eller russerne havde gjort det, men Rose skrev nu en historie, som hed: »Ukrainsk militærkilde: Det var os, der nedskød MH17«. Den kom fra det russiske nyhedsbureau RIA Novosti, der hævdede at have talt med en anonym ukrainsk militærmand. Han findes formentlig ikke i virkeligheden.

Flemming Rose må i sin tid som Moskva-korrespondent have set mange af den slags propagandaløgne. Alligevel bragte han historien i Jyllands-Posten. Hvorfor?

Uredelig brug af data

I maj i år skrev Flemming Rose en artikel i Weekendavisen kaldet »At tro det værste«. Rose forklarede, at vi skulle passe på med altid at tro det værste om Rusland, og at det nok ikke var Rusland, der stod bag attentatet på Skripal, for »der ikke findes et eneste tilfælde, hvor Sovjetunionen eller Rusland har forsøgt at myrde en udvekslet spion«.

Uffe Gardel Fold sammen
Læs mere

Roses indlæg fremkaldte et skarpt svar fra den britiske ambassadør i København, som Rose fik lov at gensvare på. I sit gensvar gentog Rose sine hypoteser, men erkendte, at »heraf følger ikke automatisk, at Moskva ikke havde noget med attentatet at gøre« – bemærk formuleringen »havde noget at gøre med«. Og så nævnte han i forbifarten den britiske ruslandsekspert Mark Galeotti, som også har diskuteret mulige motiver. Rose glemte bare at nævne, at Galeotti samtidig skrev, at »det ser plausibelt ud«, at Rusland står bag. Roses egen kilde mente altså, at der her faktisk var grund til at tro det værste om Rusland.

Det er simpelthen uredelig kildebrug.

Også historiske data anvender Rose gerne uredeligt. I februar 2017 blev Rose interviewet i Politiken. Her forklarede han, at Rusland ikke er aggressivt, og hævdede, at »Rusland oftere (er) blevet invaderet vestfra, end Rusland selv har invaderet nogle andre«. I Polen, Finland, Estland, Letland, Litauen, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Moldova, Georgien og Ukraine – lande som inden for de sidste 100 år har fået med bjørnelabben – er man nok ikke enig, og i et svar i Politiken skrev ruslandseksperten Mette Skak fra Aarhus Universitet, at interviewet havde været »bizart at læse«.

»Rose bagatelliserer Ruslands forsøg på at undergrave de liberale demokratier,« skrev hun og nævnte nogle nylige russiske hackerangreb på norske partier og myndigheder.

Hackerangreb tog Rose selv op i januar 2017 i et podcastet interview med Politiken. Her kaldte han det »ufrivilligt morsomt«, at nogle spekulerede i, om nedbruddet i det danske TV-net nytårsaften 2016 mon var »Putins skyld«.

»Det kunne lige så godt have været alle mulige andre hackere. Kina er det land i verden, der sandsynligvis begår de fleste hackerangreb overhovedet,« sagde Rose.

Jeg ved ikke, hvori det morsomme består, for i august 2017 var den vestlige del af Letland uden mobiltelefoni i 16 timer. Senere fortalte den lettiske regering, at mobilmasterne var blevet jammet af Rusland.

»Det er denne unatur, Flemming Rose vil gøre op med: Rusland skal have sin magt tilbage.«


I øvrigt har vi i Danmark aldrig fået en forklaring på, hvad der skete nytårsaften 2016.

I podcasten – og i et omtrent samtidigt indlæg i Weekendavisen – rullede Rose det fulde arsenal af apologier ud: Ruslands annektering af Krim var ikke enestående, for Tyrkiet invaderede Cypern i 1974. Og Vesten har selv gjort noget lignende i Kosovo.

»Vi har selv krænket spillereglerne, når det var i vores interesse,« sagde Rose til Politiken. »Putin siger til os, at ’nu skal jeg vise jer, hvordan det opleves’«.

Rose kom ikke ind på, hvorfor akkurat Ukraine skal betale for, at Vesten tog Kosovo fra Serbien.

Endelig forklarede Rose, at Vesten skulle have »lyttet« til Ruslands indvendinger mod udvidelsen af NATO.

Men hvad betyder det – skulle vi så have ladet være med at optage de baltiske lande i NATO? spurgte Politikens interviewer. Rose svarede nej. Han syntes kun, man skulle have haft »en mere konstruktiv dialog med Rusland«.

Han nævnte ikke, hvad Vesten faktisk har gjort i den dialog, der dog har været: Ventet 12 år med at optage de baltiske lande i NATO, afholdt sig fra troppestationeringer i Baltikum indtil nu, og lettet rejsemulighederne til Kaliningrad-enklaven.  Disse ting passer ikke ind i Roses fortælling, så dem lader han ligge.

Hvad er meningen?

Det kommer Rose faktisk ind på i podcasten: Han nævner, at Rusland i dag, for første gang siden Peter den Store, er uden indflydelse på de vigtige beslutninger i Europa. De træffes nemlig i NATO og EU.

»Det er en unaturlig situation, hvis vi skal tale om en eller anden europæisk orden,« bemærker Rose.

Det er denne unatur, Flemming Rose vil gøre op med: Rusland skal have sin magt tilbage.

Og det har han jo lov til at mene. Det er bare ikke et udgangspunkt, der kvalificerer ham til den funktion som ruslandskender, danske medier stadig anvender ham til.