Kronikker

De har dræbt mine venner, og mine venner har dræbt endnu flere af deres. Jeg har besøgt mine tidligere fjender i Afghanistan

Vi har lidt et sviende nederlag i Afghanistan, og den uværdige evakuering udstillede to årtiers selvbedrag om, at vi kunne bygge et demokrati i en af verdens fjerneste egne. Ikke desto mindre må vi se nederlaget i øjnene og spørge os selv, om det var forgæves, skriver Martin Tamm Andersen, der er dokumentarist og som for ti år siden var udsendt som dansk soldat i Helmand-provinsen.

»Jeg er lettet over at have overlevet mit første møde med mine tidligere fjender. De har dræbt flere af mine venner, og mine venner har dræbt endnu flere af deres, så jeg beslutter at holde lav profil med min fortid. De fleste talebanere vi møder er umiddelbart venlige, imødekommende og nysgerrige, og jeg opdager, at Afghanistan paradoksalt nok føles mere sikkert end nogensinde før,« skriver Martin Tamm Andersen. Martin Tamm Andersen/Privatfoto

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Til fleres store forfærdelse, landede en delegation fra det afghanske Taleban-styre i Oslo i slutningen af januar. På trods af, at udenrigsminister Jeppe Kofod ikke var inviteret, havde han alligevel behov for at melde ud, at han ikke ville deltage i forhandlinger med talebanerne, og politikere på alle fløje tog afstand fra delegationens besøg.

Andre læser også

  • Kronikker
    Abonnement
    Det, vi ikke lærte under corona (men det er ikke for sent)
  • Kommentatorer
    Abonnement
    Lad os rejse en skamstøtte over coronakrisens største fejltagelser
  • Kommentatorer
    Abonnement
    Lars Tvede: Ingen grøn omstilling uden atomkraft