Lad os rejse en skamstøtte over coronakrisens største fejltagelser

»Vi siger farvel til restriktioner og velkommen til det liv, som vi kendte før corona,« udtalte Mette Frederiksen på onsdagens pressemøde. Det var befrielsens øjeblik, men burde også være selvransagelsens. Tiden er kommet til at reflektere over, hvad coronaen gjorde ved os og vores samfund, mener Mia Amalie Holstein.

»Det er i krisetid, at retssamfundet skal stå sin prøve,« skriver Mia Amalie Holstein. Mads Claus Rasmussen

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I »Upopulære essays« (1950) har den engelske filosof Bertrand Russel fremsat en række interessante betragtninger om begrebet frygt. Ifølge Russel er frygt den vigtigste kilde til menneskers vildfarelse. For grundlæggende kan man ikke forvente, »at et menneske eller en skare mennesker eller en nation, som er grebet af stærk frygt, vil handle hensynsfuldt eller tænke fornuftigt«. Tværtimod, »kollektiv frygt styrker flokinstinktet og fremmer grusomheden«.