Ditlev Tamm: Regeringen er ekstremt forsigtig med corona – men ikke med landets hemmeligheder

Hvis man vil styre andres adfærd, må man også kunne styre sin egen. I mere end et år har danskere været styret af et ekstremt forsigtighedsprincip. Et område, hvor regeringen til gengæld har tilsidesat enhver form for forsigtighed, er de danske efterretningstjenester, skriver Ditlev Tamm.

»Men værre er det, at vi ikke kan se rationalet i, at regeringen tilsyneladende, når det gælder tilladelse til oplevelse af kunst og kultur, er yderst forsigtig samtidig med, at problemer i forbindelse med hemmelige tjenester og oplysninger om efterretningssamarbejder hulter til bulter bringes til offentlighedens kundskab,« skriver Ditlev Tamm. Her ses FE-chef Lars Findsen, som p.t. sidder varetægtsfængslet. Celina Dahl

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I mere end et år har »danskernes« adfærd været styret af noget, som kaldes et ekstremt forsigtighedsprincip. Det har blandt andet indebåret, at man ikke måtte gå på museum en periode, selvom vistnok ingen har kunnet påvise, at nogen er blevet smittet af corona ved at kigge på romerske statuer på Glyptoteket eller på Piranesis fængselslitografier på Statens Museum for Kunst. Regeringens og den såkaldte epidemikommissions anbefalinger har været svære at forstå som meget andet end udtryk for svigtende omsorg for eller nedprioritering af kulturlivet. Har nogen måske spurgt indlagte på hospitalerne, om de har været på museum?