Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

På det seneste har der været en debat om den danske aktivistiske politik. Den blev begyndt med historikeren Bo Lidegaards bog om de danske krige fra 1991 og fulgt op af Jens Rohde (tidligere medlem af Venstre, nu medlem af de Radikale). Begge betragter krigene som »tabt«.

Det er ikke oplagt, hvorfor disse overvejelser om dansk aktivisme kommer nu, men måske er det forpostfægtninger forud for den kommende udredning om den aktivistiske politik. Hvis udvalgets rapport herom bliver tør og saglig, vil medierne lede efter et mere letfatteligt narrativ. Her vil historien om de fortabte krige være tillokkende.

For at klæde alle bedre på til denne debat er det nødvendigt at nuancere billedet ved ikke bare at betragte aktivismen, men også dens alternativ: ikke-indblandingen.

Kuwaitkrigen

Det første, man bør gøre sig klart, er, at der ikke har været ført en konsekvent aktivistisk politik i Mellemøsten, men snarere et vedvarende skift mellem ikke-indblanding og aktivisme.

Saddam Husseins besættelse af Kuwait i 1990 fremprovokerede et militært svar under ledelse af USA året efter. Men aldrig så snart havde man befriet Kuwait, før man overgik til ikke-indblandingspolitikken. Man undlod således at fjerne Hussein, fordi man troede, at det ville give stabilitet, hvis landet blev styret af en diktator. Det var en alvorlig fejltagelse. Hussein fortsatte sit rædselsregime og sin støtte til terrorisme.

Så prøvede man at bruge sanktioner for at tvinge ham til at efterleve våbenhvilen efter Kuwaitkrigen, men det gik kun ud over civilbefolkningen, der led frygteligt, hvilket i sin tur ophidsede til had mod Vesten og rekrutterede til terrorisme, bl.a. brugte al-Qaeda det som propaganda.

Så prøvede man at lempe sanktionerne ved olie-for-mad programmet, men det korrumperede kun yderligere FN og styrkede Saddam Hussein. Da Husseins foragt for FN og blokaden blev for slem, og han smed FNs våbeninspektører ud i 1998, valgte præsident Clinton at genoptage fjendtlighederne ved at bombe Irak, i øvrigt med dansk opbakning, men herefter valgte man igen passivitet og ikke-indblanding.

Krigene i Afghanistan og Irak

Da USA efter angrebene i 2001 indså, hvad prisen var for at ignorere vores fjender, valgte man på ny aktivismen og angreb først styret i Afghanistan, der havde huset terroristerne, og derefter i 2003 Irak, hvor Saddam Hussein fortsat ignorerede FN, og hvor sanktionerne langsomt kvalte befolkningen.

Indsatsen i Irak var i de første år begrænset, men i 2008 iværksatte man en mere aktiv indsats kaldet »the Surge« og begyndte at samarbejde med de lokale, hvilket fik stabiliseret landet. Det fremgår f.eks. af Iraqi Body Counts uhyggelige onlinegraf over tabstallet, der faldt drastisk efter 2008.

I mellemtiden var præsident Obama blevet valgt på en erklæret politik om ikke-indblanding, hvilket han endda fik Nobels Fredspris for på forhånd. Han valgte i 2011 at trække de amerikanske tropper ud af Irak, som havde stabiliseret landet. Den populistiske beslutning blev truffet mod hans rådgiveres advarsler, og resultatet blev da også, at landet igen blev ustabilt, og IBC’s dødsgraf begyndte at stige igen.

Det arabiske forår beskriver de arabiske folkeslags oprør i 2011 mod deres autoritære herskere, hvilket ikke er et nyt fænomen, men gentager sig med en uhyggelig regelmæssighed på 20-30 år.

I Libyen gjorde Gadaffi klar til at massakrere den oprørske civilbefolkning, hvilket kaldte på Vestens reaktion. Men efter aktivismen i Irak havde man ikke mod på mere og valgte i stedet blot at bombe fra luften. Fraværet af landtropper, der kunne støtte de moderate kræfter og stabilisere landet, som man havde gjort det i Irak, betød at landet nok slap af med Gadaffis rædselsfulde styre, men samtidig faldt sammen i blodigt anarki.

Det overses ofte, at den egentlige test af Obamas ikke-indblandingspolitik kom i Syrien, hvor Assad slog voldsomt ned på det begyndende oprør, og her viste politikken sig at få langt værre konsekvenser, end den aktivistiske politik havde haft i Irak på alle parametre både moralsk og strategisk: flere dræbte, flere flygtninge, mere terrorisme, styrkelse af vores fjender, og tab af anseelse og troværdighed for Vesten. Imens havde Putin iværksat sin egen aktivisme, og den viste sig at virke, desværre.

Til sidst blev Obama nødt til at putte sin fredspris i skuffen og indsætte militæret, så nu kæmper vi igen. Men mediernes uvilje mod at kritisere Obama, en uvane der heldigvis blev overkommet med præsidentskiftet, gør, at mange ikke rigtig fangede, at ikke-indblandingspolitikken var blevet prøvet, havde spillet fallit med frygtelige konsekvenser og nu er opgivet.

Det er et rodet billede, som historien tegner, men der er ikke just støtte for antagelsen om, at ikke-indblanding og accept af lokale diktatorer skaber stabilitet. Tværtimod virker det som om, at aktivismen har været nødvendig efter hver længere periode med ikke-indblanding.

Mellemøstlig terrorisme er ikke ny

Påstanden om, at vores aktivisme har skabt den mellemøstlige terrorisme, nærmer sig historieforfalskning, da vi har kendt den længe før 1990ernes aktivisme.

Det er derimod rigtigt, at terrorismen i dagens Syrien kan føres tilbage til terroren i Irak og det irakiske Baath-regime, hvilket kunne tale for, at Irakkrigen er årsagen. Men den forklaring holder heller ikke, fordi terroren i Irak efter invasionen i 2003 også havde sammenfald med den terror, som eksisterede før invasionen, lige som der også dengang var samarbejde med Baath-regimet.

Faktisk kan terroren føres langt tilbage, hvilket afspejler den foregående pointe om, at terror ikke just er noget nyt fænomen. Terrorismens mere centrale personer er for kloge til at sprænge sig selv i luften, det lader de idioterne om, og de lever således længe og kan dermed optræde på tværs af vores omskiftelige valg mellem aktivisme og ikke-indblanding. Lige som vores politik i Mellemøsten ikke har været konsistent, kan man heller ikke pege på en entydig sammenhæng mellem vores politik og terroren. Ser man derimod på, hvad der synes at skabe mest terrorisme, aktivisme eller ikke-indblanding, peger de nyere erfaringer klart på sidstnævnte.

Obamas ikke-indblandingspolitik i Syrien indebar, at de moderate oprørere måtte søge støtte hos islamisterne, hvilket skabte IS. IS skabte et helt kalifat, bl.a. ved i 2014 at angribe Irak, der var svækket efter Obamas tilbagetrækning, og herved fik de deres eget territorium, hvorfra de kunne uddanne terrorister og angribe mål i Europa. Det er for at knuse denne mulighed, at vi nu igen er i kamp, lige som vi i sin tid måtte kæmpe i Afghanistan for at fratage terroristerne en sikker base, efter at man i årevis havde ignoreret problemet.

Krigens formål

Det er gjort gældende, at vores aktivisme har været »forgæves«. Det vil være naivt blot at se på, om Mellemøsten fortsat har problemer. I så fald må man også konkludere, at Anden Verdenskrig var forgæves, fordi Polen stadig var besat mange år efter ophøret i 1945, og der fortsat findes nazister. Det er noget vrøvl. Man må spørge, om vi løste det umiddelbare problem, som udløste aktivismen, og om resultatet er bedre end før indgrebet.

I Kosovo forhindrede man en folkefordrivelse, der havde karakter af folkemord. Og i både Afghanistan og Irak fik man fjernet de lokale diktaturer, der var inderligt hadet af befolkningen. Selv med den fortsatte kamp for at holde fjenden nede, er situationen i disse lande bedre, end da diktatorerne kunne plage deres befolkning i ro og fred.

I Mali har aktivismen mere entydigt været en succes. Ser man derimod på de tilfælde, hvor man helt eller delvis forsøgte sig med en ikke-indblandingspolitik, er resultatet anderledes. I Libyen hersker der anarki, og Syrien er som nævnt en frygtelig uafsluttet katastrofe.

Brede flertal

Jens Rohde argumenterer for, at Folketinget ved beslutninger om aktivisme kun bør bruge brede flertal. Argumentet lyder besnærende, men savner et fornuftigt grundlag.

Han om nogen burde vide, at det at stemme for noget ikke er en garanti for, at man senere ombestemmer sig. Ganske vist har de Radikale det med at betragte beslutninger, hvor de ikke selv deltager, som urimelig blokpolitik, men alligevel bør det bemærkes, at beslutningsforslag B165 om Danmarks støtte til genopbygningen af Irak, hvilket var den beslutning, der skulle koste danske soldater livet, faktisk blev vedtaget med 150 mandater mod 25, altså et seksdobbelt flertal.

Et bedre eksempel på ideens manglende forankring i virkeligheden er nok USA. Her var der massiv opbakning til Irakkrigen både blandt Demokrater og Republikanere, men da problemerne begyndte, fortrød stadig flere Demokrater deres beslutning. Det var i øvrigt i den sammenhæng, at myten om, at krigen var fremkaldt ved løgn og manipulation, blev populær, fordi den kunne tjene til at berettige, at kåben blev vendt. Påstanden om, at efterretningstjenesterne talte mod bedre viden og fyldte offentligheden med løgn, er siden blev afvist som fake news i en stribe af officielle undersøgelsesrapporter, men uden synderlig effekt.

Ideen om, at brede politiske flertal kan beskytte vores udsendte soldater mod politisk opportunisme, er uden hold i virkeligheden, desværre.

Hvad gør vi?

Historien viser, at både aktivisme og ikke-indblanding har betydelige omkostninger.

Betragter man Irak og Syrien som eksempler på hver sin politik, taler mest for aktivisme. Vi kunne lære meget af de dyrekøbte erfaringer, vi gjorde os i Irak om, hvordan man ikke bare vinder krigen, men også stabiliserer landet. Hverken militær indsats eller opbygning kan fungere uden hinanden. Den indsigt går vi glip af, hvis vi mere enfoldigt betragter det hele som en fiasko.

Den værste konsekvens af Obamas ikke-indblandingspolitik bliver ikke nødvendigvis de store civile tab og omfattende flygtningestrømme. Det kan blive troen på, at det hele ikke nytter noget, at muslimer er primitive, og at vi hellere bør bruge vores soldater til at befæste Fort Europa mod de primitive horder, der flygter fra diktaturer og fejlslagne oprør. Den holdning er lige så umenneskelig, som den er naiv. Vi kan og bør lære noget andet af historien.