Året i Kongehuset: Den store rutsjebanetur

Kongehusets år var mere end almindeligt tumultarisk. 50-års-jubilaren Dronning Margrethes let amputerede jubelår sluttede dog med, at institutionen var lige så populær, som den plejer. Hvordan kan det forklares, når en række alvorlige sager havde givet ridser i lakken og afslørede, at Kongehuset ikke er synderligt rustet til de kriser, der kommer? Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen, fører os gennem et kongeligt år med op – og nedture.

Det har været et kongeligt år med store op - og nedture. Dronningen tog sig en tur i rutsjebanen sammen med Tivoli-direktør Susanne Mørch Koch, da hendes 50-års regeringsjubilæum blev fejret i Tivoli i maj. Martin Sylvest Martin Sylvest

Januar

Kongehuset var lidt i et dilemma, allerede inden 2022 var begyndt. I den sidste måned af det gamle år hærgede coronaepidemien for alvor igen. Nu med en ny variant. Hvad skulle man stille op med det traditionelle nytårstaffel 1. januar? Ville det blive aflyst, sådan som det blev det året inden? Og værre endnu: Ville det være muligt at gennemføre Dronningens 50-års-regeringsjubilæum, der skulle findes sted i midten af januar?

Først 17. december kom beskeden om, at stort set hele landet blev lukket ned igen. Men heldigvis havde Hoffet været så forudseende at opfinde ideen om et helt jubilæumsår. Man kunne udskyde hovedparten af festlighederne til september måned, hvor man så håbede, at danskerne igen ville kunne samles – og samles om regenten. Meget folkefest var der ikke over den iskolde januarfredag, hvor Dronningen deltog i Statsrådet, blev modtaget i Folketinget sammen med resten af familien og lagde kranse ved kong Frederiks og dronning Ingrids grav ved Roskilde Domkirke.