Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Af og til findes en markant uoverensstemmelse mellem lovgivningen og den folkelige overbevisning. Det gælder for eksempel i synet på aktiv dødshjælp, som et stort flertal vil have lovliggjort.
I denne uge blev den pensionerede læge Svend Lings dømt skyldig i at have hjulpet mennesker med at begå selvmord ved at rådgive dem i, hvordan man bedst griber det an, og sympatitilkendegivelserne er angiveligt strømmet ind til hovedpersonen. Mange mener, at Lings har handlet rigtigt og humant, og et udbredt argument for dette er, at det bør være en suveræn personlig beslutning, om man vil leve eller ej. Og at man derfor også bør have lov til at hjælpe hinanden herfra. Den tanke fremstår umiddelbart forståelig og i tråd med vores individuelle friheds- og rettighedskultur, men det er et meget problematisk standpunkt.
Dermed naturligvis ikke sagt, at jeg ikke forstår situationen, der kan opstå, når et menneske ikke længere kan udholde at leve. Man kan selv havne i den, og man kan blive den, der af en anden bønfaldes om hjælp til at dø. Ethvert menneske kan komme til at mærke en så stor længsel efter afslutningen, at man for denne persons skyld drives til at adlyde barmhjertighedsfølelsen og bryde loven.
Men en sådan handling bør ikke ophøjes til norm, og Svend Lings praksis med ligefrem at påtage sig at instruere i selvmord har noget skræmmende over sig. Han minder os om risikoen for i for høj grad at komme til at se døden som en løsning og leder tankerne hen på den franske forfatter Michel Houllebecq, der som få kan fremstille det menneske, for hvem tanken om selvmord synes mindre og mindre fjern.
I romanen »Underkastelse« beskrives det som en erfaring af ikke længere at kunne modstå, som der står: »Den samlede mængde af smerte og besvær, der markerer et gennemsnitligt vestligt menneskes liv.« Hovedpersonen Francois mærker selvmordet nærme sig på nærmest udramatisk vis, ja, mest som en konstatering af, at tanken om døden bare oftere og oftere pibler frem i hans bevidsthed. Ikke mindst i takt med, at alderen begynder at sætte sig spor.
I en anden Houllebecq-roman, »Udvidelse af kampzonen«, bringer selv daglige irritationer tanken om selvmordet til live i fortælleren, og med sin kompromisløse skrivestil udviser Houllebecq stor sans for, hvordan selvmordets mulighed gradvis kan få leden ved livet til at overskygge taknemmeligheden for det. Og følelsen af, at det har en mening.
Måske er menneskesjælen skrøbeligere, end vi tror, og mens der ikke er grund til at betvivle, at Svend Lings handler af barmhjertighed, repræsenterer han et syn på døden som frivillig udvej, som ingen er kloge nok til at vide, hvad det i længden kan gøre ved os. I hvert fald bør vi huske Grundtvigs understregning af, at »Døden med Rette er os det mest forhadte, vi kan nævne.« I en prædiken fra 1850 opfordrer han os til at opfatte døden med et »fuldkomment Had« for bedst muligt at kunne bevare håbet i livet.
Jeg forstår som sagt udmærket, at man kan havne der, hvor man kun ønsker at dø, og jeg forstår også barmhjertighedens handling hos den, der gør det muligt for den anden. Men det bør ikke gøres til norm, at det er mennesket selv, der stopper livet. Så har vi drevet den store frihed for vidt, for denne skal først og fremmest styrke mennesket i livet. Den skal ikke skubbe os derhen, hvor det kan føles mere og mere naturligt at alliere sig med døden.
