Svend Lings er dømt og debatten raser igen: »Undskyld til dem, som må leve videre til ingen verdens nytte«

Sagen om Svend Lings, der blev tiltalt for at medvirke til et mislykket og to fuldbragte selvmord, er afsluttet. Den pensionerede læge har fået 40 dages betinget fængsel. Det får endnu en gang debatten om aktiv dødshjælp til at blusse op.

Den pensionerede læge Svend Lings mener ikke, han har gjort noget ulovligt. Han udtaler, at han blot har citeret fra sin guide til selvmord, der ligger lovligt på internettet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Han er den første læge nogensinde, der er blevet sat i retten for at medvirke til dødshjælp. Nu er den pensionerede læge Svend Lings blevet dømt 40 dages betinget fængsel for at medvirke til andres selvmord. Den hårdeste straf havde været op til tre års fængsel, og anklager Kirsten Flummer har tidligere udtalt, at hun ønskede fængselsstraf.

Straffen ændrer ikke på Svend Lings' holdning til aktiv dødshjælp. Tværtimod vil han nu give en undskyldning til alle dem, han ikke har mulighed for at hjælpe det næste stykke tid.

»Hvis jeg fortsætter med mine hjælpeaktiviteter nu, risikerer jeg at blive varetægtsfængslet. Hvis det sker, kan jeg ingenting. Jeg bliver nødt til at holde mig i skindet rent hjælpemæssigt indtil jeg er blevet frikendt i landsretten. Derfor vil jeg give en undskyldning til dem, jeg kunne have hjulpet, men som i stedet må leve videre til ingen verdens nytte,« siger Svend Lings til Berlingske.

Sammen med Svend Lings var den pensionerede psykiater Frits Schjøtts også tiltalt i sagen. Han får 14 dages betinget fængsel. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra anklageren om sagens afslutning.

Sagen om Svend Lings har sat gang i debatten om aktiv dødshjælp. Berlingske har spurgt en fortaler og en modstander af aktiv dødshjælp ind til argumenterne for og imod.

Ritt Bjerregaard, tidligere minister og overborgmester i København

Hvorfor skal der indføres aktiv dødshjælp?

»Jeg synes, mennesker, der er uhelbredeligt syge og ikke har lyst til at leve mere, skal have lov til at foretage det valg selv. Det skal ikke være op til læger at beslutte, om det nu er nok. For mig er det først og fremmest afgørende, at det bliver en ret, man selv har. Det skal ikke være andre, der træffer en beslutning om, hvorvidt ens liv stadig er godt, og hvor længe man skal holde sig i live. Det er en ret, man skal have selv. Jeg sammenligner det nogle gange med abortdiskussionen, hvorvidt om det skulle være kvinden selv, der skulle have retten til at have barnet. På samme måde mener jeg også, at det er en person selv, der skal have retten til at sige stop, når han eller hun ikke vil leve længere.«

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Hvor langt skal det være muligt at gå i forhold til selvbestemmelse over sit eget liv?

»Jeg har personligt ikke lyst til at have nogle begrænsninger. Det må være op til den enkelte. Hvis det er en yngre person, må det også være op til ham eller hende. Jeg tror, det er noget, der vil støde mange, og derfor er jeg også helt indstillet på, at det i givet fald bliver med nogle begrænsninger.«

Hvad er den største forskel på opfattelsen af aktiv dødshjælp?

»De fleste mener, at man ikke kan tage liv. Derfor kommer man nemt ind i en religiøs diskussion i forhold til emnet. Et andet argument, der hyppigt bliver fremført, er, at læger har afgivet et lægeløfte, og folk skal ikke være bange for, at lægen i virkeligheden er ude på at slå patienter ihjel, når de henvender sig. Derfor skal lægerne heller ikke kunnet pålægges sådan en opgave.«

Jacob Birkler, filosof, forfatter og tidligere formand for Det Etiske Råd

Hvorfor skal der ikke indføres aktiv dødshjælp?

»Jeg tror, at vi alle er enige om, at vi skal skabe de bedst mulige rammer og vilkår for døende, og hvis vi skal gøre det, ser jeg ikke, at aktiv dødshjælp er den bedste vej at gå. Jeg tror, at man ofte glemmer hensynet til dem, der er uafvendeligt døende, men som ikke ønsker aktiv dødshjælp. Fortalere vil muligvis argumentere for, at hvis man er i den gruppe, kan man bare lade være med at tage imod aktiv dødshjælp, men sagen er anderledes. For mange af de patienter, som vi taler om, er der tale om et langt sygdomsforløb. Vi ved fra patienter, at de kan føle sig til besvær i relation til både pårørende og sundhedsvæsen. Derfor kan det være vanskeligt at undgå den situation, hvor patienten ligger og tænker, om man skal tage imod det, som kaldes for den sidste »værdige hjælp«. Det er her den primære bekymring ligger. Derfor handler aktiv dødshjælp dybest set om »retten til at være til besvær«.«

Hvor langt skal det være muligt at gå i forhold til selvbestemmelse over sit eget liv?

Foto: Robert Attermann / RED STAR.

»Det skal være muligt at gå meget langt – ligesom i dag. Patienter har mulighed for at frasige sig behandling – også selvom det fremskynder døden. Der er mange, der tror, at man »bliver holdt i live«. Det er her vigtigt at understrege, at det ikke handler om at forlænge livet eller lidelsen. Det handler om at hjælpe bedst muligt i det liv, der er. Hvis en patient ikke vil livet længere, skal man hjælpe så godt, man overhovedet kan. Hvis behandlingen har den sideeffekt at den fremskynder døden, er det også tilladt. Men det er ikke tilladt at tage livet af patienten. Der, hvor jeg i meget få tilfælde har oplevet patienter tale for aktiv dødshjælp, er situationer, hvor den sidste tid endnu ikke er kommet. Det er nærmest paradokssalt, for når patienter når til den sidste tid, kæmper rigtig mange for livet.«

Hvad er den største forskel på opfattelsen af aktiv dødshjælp?

»Der er mange misforståelser, og man taler meget forbi hinanden. Man skal i højere grad begynde at tale om de ting, man er enige om. For vi er alle enige om, at vi skal skabe de bedste rammer for døende. Men det vigtigste er, at vi får blik for dem, det handler om. Vi skal begynde hos de døende, og ikke hvor vi andre synes, det er uværdigt.«