Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vejen til trældom

Peter Kurrild-Klitgaard, Professor, ph.d. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

I denne måned er det præcis 70 år siden, at den østrigske økonom og filosof, professor Friedrich August von Hayek (1899-1992) fik sin klassiker, »Vejen til Trældom«, udgivet i USA. Bogen var en næsten øjeblikkelig bestseller og blev nogle måneder senere udgivet i forkortet form i det dengang meget læste Readers Digest. Ad disse veje fik dens tanker stor betydning for samfundsdebatten i efterkrigsårene, og politikere som Ronald Reagan og Margaret Thatcher pegede senere på »Vejen til Trældom« som den bog, der havde fået deres øjne op for, hvorledes samfundet langsomt socialiseres, og hvorfor processen må standses.

Bogen, der var tilegnet »socialister i alle partier«, var en dyster advarsel: De totalitære ideologer, fascisme og kommunisme, som man i krigsårene kunne se ødelægge verden, var katastrofale for den menneskelige civilisation. Men de politikker, som de vestlige, liberal-demokratiske blandingsøkonomier var i gang med at implementere, bar i sig selv kimen til noget lignende: Pris- og lønkontrol, kraftige skattestigninger og ekspropriationer var kun begyndelsen.

Ræsonnementet kan indkapsles i to halve sætninger: »At blive kontrolleret i vores økonomiske aktiviteter betyder … at blive kontrolleret i alt«. For mange vil det lyde barokt, for der er trods alt meget andet til menneskelivet end »økonomi« - f.eks. kærlighed, familie og tros- og ytringsfrihed, for blot at nævne noget.

Jo, men Hayeks pointe var, at der både logisk og over tid vil ske en glidning. Specifikt pegede Hayek på, at hvis éns økonomiske aktivitet - at producere og handle med andre - skal opfylde bestemte formål for at kunne være tilladt, vil man dermed uvilkårligt også flytte valget af mål og værdier fra borgeren til staten.

Læg dertil at næsten alle vores ikke-økonomiske aktiviteter forudsætter ejendomsret og økonomiske transaktioner. Hvad nyttede det f.eks., at Sovjetunionens forfatning garanterede presse- og ytringsfrihed, når nu selv det at eje en skrivemaskine var noget, der skulle godkendes af statslige myndigheder, som tog prøver af anslagene, så man kunne identificere, hvem der måtte have skrevet hvad?

DEN TREDJE FACET var udviklingen over tid: Når staten griber ind i markedet, vil det oftest skabe utilsigtede, negative konsekvenser. Et politisk fastsat loft over huslejer (for angiveligt at hjælpe lejerne) vil f.eks. betyde et mindre udbud af lejeboliger (fordi det ikke længere kan betale sig). I et samfund, hvor det offentlige kan blande sig i alt, vil det betyde, at der vil komme et pres for, at politikerne bør gøre noget for at afhjælpe det nyskabte problem - i eksemplet f.eks. bygge offentligt finansierede lejeboliger subsidieret af skatteyderne. Dermed kører »skralden« hele tiden den ene vej: Hvert nyt indgreb og hver ny omfordeling føder vælgerkrav og politikerforslag om stadigt flere af slagsen.

FIK HAYEK RET? Vesten er tydeligvis ikke forvandlet til udemokratiske et-partistater som Sovjetunionen og Nazi-Tyskland. Men det var nu heller ikke helt det, han sagde: Det var ikke en påstand om en uomgængelig, mekanisk naturlov, og ser man på udviklingen de seneste syv årtier, er det svært at konkludere, at Hayek tog fejl. Den offentlige sektors omfang er eksploderet i de fleste vestlige lande - fra typisk at udgøre under 15 pct. af bruttonationalproduktet til nu mellem typisk 40 og 50 pct., og realvæksten i de offentlige udgifter har været endnu mere markant og fortsætter år for år. Samtidig overvåges, registreres, beskattes, forbydes og påbydes vi mere og mere end nogensinde. Nogle gange mere hastigt, andre gange med pauser - men overordnet går udviklingen kun én vej.