Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ugens debat: Verden styres af sex og trang til spænding i en grå hverdag

»Det, der er en risikabel adfærd for Trump, Bill og Weiner, er det ikke for Morten og Margrete.«

Anthony Weiner og hustruen Huma Abedin ankommer til en udstilling i Metropolitan Museum i New York. billedet er taget, før seneste skandale om Clintons email. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Kim er en »velplejet og nydelig mand« midt i 40erne, skrev Berlingske i denne uge. Ikke at Kim kom til at spille en markant rolle i giganternes kamp om den store dagsorden. Men Kim er et pragteksemplar af en mand, der besidder den sammen risikoadfærd, som styrer verden. Går den, så går den. Kim er nemlig fanget i hverdagens trummerum. Han savner spænding, intensitet, som dengang han var i 20erne. Alt er blevet gråt og rutinepræget ikke mindst i parforholdet. Derfor blev han sugardater – et lidt pænere ord for en kunde hos en prostitueret. Han inviterer kvinder ud, som byder sig til for penge på et særligt site – for ligesom at få spænding i blodet og derefter blodet ned i sjoveren.

Den slags kender de fleste sikkert. Der skal ske noget, der minder én om, at der er en vej ud af hamsterhjulet – bare engang imellem. Med tiden forsvandt Kims dårlige samvittighed, han fik sine knald på bagsædet af firmabilen og kunne vende hjem til konen glad og lettet. Den første løgn var den sværeste. Det er temmelig banalt, men i denne uge var det, som om længslen efter spænding og deraf følgende appetit på chancer invaderede den politiske hovedscene.

Lars Løkke Rasmussen meddelte, at han stadig ikke har løst den gordiske knude om topskattelettelser, så nu forsøger han at splitte efterårets forhandlinger op i nogle mindre bidder, som måske er mere spiselige for de risikovillige borgerlige samarbejdspartier. De lever et kildrende liv på kanten, og Anders Samuelsens deadline for at vælte regeringen er sat til nytårsaften klokken 12. De blå øjne vil skue ud over fyrværkeriet, og til lyden af rådhusklokkerne vil LA-bossen udløse spændingen.

Clinton og kandidaten

I den amerikanske valgkamp fik en vis Anthony Weiner i denne uge en hovedrolle. Han var engang på tale som et fremtidigt præsidentemne – en kommende stjerne, som i sin storhedstid var favorit til at blive borgmester i New York. Men så kom det frem, at han havde en utrolig dårlig vane med at sende billeder af sine kønsdele til kvinder, han havde mødt.

Det kostede ham hans politiske karriere, men han fortsatte med at søge spændingen i den grå trummerum og så kostede det ham ægteskabet med Hillary Clintons nærmeste rådgiver, og måske koster Weiners trang til det ene og det andet nu den demokratiske kandidat præsidentjobbet. For desværre for Hillary Clinton, dukkede en pæn del af hendes fortrolige emails op på hans computer, som politiet havde konfiskeret. Og det har nu fået FBI til at genoptage undersøgelsen af Hillary.

Hele skandalen om Hillary Clintons emails er i det hele taget et bevis på, at overdreven risikoadfærd ikke kun er noget, der kan tillægges liderlige mænd midt i 40erne. Som menneskelig drivkraft rangerer magt side om side med sex.

Generalen og ytringsfriheden

Er det småt med spænding i hverdagen, kan man heldigvis finde nogle gamle dramaer frem. Det er sæson for nye bøger. Og »Pansergeneralen« Jørgen Ejbøl, som er formand for Jyllands-Postens Fond har kastet sig ud i en gammelt opgør med avisens tidligere kulturredaktør Flemming Rose om Muhammed-tegningerne.

Det er næppe voldsomt interessant for andre end insidere i mediebranchen. De fylder til gengæld meget og er altid på jagt efter spænding og en god historie. Emnet er ytringsfrihed som i flere andre af ugens varme emner. Er Pia Kjærsgaards ytringsfrihed truet, fordi hun ikke må kalde EU-Parlamentet for »en rotterede,« og havde politiet fået en ordre om at flå Tibets flag ud af hænderne på demonstranter under den kinesiske leders besøg i København? Det blev der i denne uge indledt en kommissionsundersøgelse om, som skal afhøre en stribe tidligere ministre og embedsmænd.

Opgøret mellem Rose og Ejbøl stillede til gengæld en anden fanebærer af ytringsfriheden, Jacob Mchangama, i et stort dilemma. Rose er hans gode ven og kampfælle. Og »generalen«, der vil lukke munden på Rose gennem en skriftlig håndfæstning, sidder i Mchangamas tænketank Justitias bestyrelse.

I nogle dage mente direktøren for tænketanken, at han ikke kunne udtale sig, fordi han var inhabil (??!!). Efter nogle dage måtte han dog indrømme, at den undskyldning ikke holdt for en ytringsfrihedsaktivist, som i den grad har blandet sig i Muhammed-debatten. Og hans lod faldt på Roses vægtskål:

»Når selvcensuren bliver så omfattende, at en af sagens hovedpersoner end ikke må skrive om emnet, så vinder Jihadistens Veto og det kan dansk presse ikke leve med,« skrev han på Facebook.

Klejnekassen i EU

Dansk Folkepartis risikoadfærd tog endnu en runde i ugen med Morten Messerschmidt som hovedperson. Nu betaler også SF EU-midler tilbage. Går-den-så-går-den-kulturen har for længst bidt sig fast hos danske parlamentarikere i det grå Bruxelles. Det kildrer i maven af spænding. Mon vi bliver opdaget?

I USA er det oftest sexskandaler, der belaster toppolitikere, kvinder skal ikke befamles og slet ikke de steder, Donald Trump praler med. I Danmark og de nordiske lande bliver politikere fældet, hvis de har fingrene nede i klejnekassen. Det, der er en risikabel adfærd for Trump, Bill og Weiner, er det ikke for Morten og Margrete. Men spændingen og den sugende trang til at komme ud af dagligdagens novembertrummerum er formentlig den samme.