Og så til valget til Kongressen

USAs magt-trekant med Kongressen, præsidenten og højesteret indbyder til konflikt. Den nye præsident skal prøve at skabe enighed.

En amerikansk præsident har ikke så meget magt, som mange tror. Det har ikke mindst Barack Obama måttet sande. Kongressen her på Capitol Hill har på mange områder sat ham politisk skakmat. Foto: Michael Reynolds/EPA Fold sammen
Læs mere

Trekanten i det amerikanske magt- system – Kongressen, præsidenten og højesteret – er skabt som en kampplads. De tre institutioner skal ifølge den amerikanske forfatning overvåge hinanden, så ikke en instans får for meget magt. Derfor er der også en åben invitation til slagsmål mellem de tre institutioner, når vigtige lovforslag skal igennem de forskellige myndigheder, hvilket amerikanerne har været vidne til i en særlig version siden 2009. Samarbejdet mellem Det Hvide Hus og Kongressen er ikke-eksisterende, og Kongressen har for eksempel ikke engang vedtaget et budget i de seneste syv år.

»Det er selvfølgelig en kampplads, fordi forfatningen netop præcist siger, at der er overlappende magtbeføjelser, så en institution ikke kan diktere en bestemt politik. Men det giver naturligvis også konstant problemer,« siger Susan Low Bloch, som er professor i forfatningsret ved Georgetown University.

Amerikanerne skal på tirsdag ud over en ny præsident vælge 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af medlemmerne af senatet. Og i kulissen spøger udnævnelsen af en højesteretsdommer, som stadig mangler, efter at den berømte stærkt konservative dommer Antonin Scalia døde i foråret. Derfor følges især valget til Senatet. Så hele magtens trekant er i spil på tirsdag.

Hvem bestemmer?

Problemerne har hobet sig op under Obama. Amerikanerne spørger, hvem der egentlig har magten i landet?

Svaret er, at det er der ingen, der har. Præsidenten har i virkeligheden en ret begrænset magt. Præsidenten skal udarbejde et budget, har omfattende ret til at nedlægge veto, kan til en vis grad udstede præsidentielle ordrer, som kan fungere som en slags lovgivning i en vis periode, hvis alt går i stå i Kongressen. Og præsidenten har selvfølgelig magt til at udnævne folk i centraladministrationen og til diplomatiske poster, men Senatet skal godkende de fleste af kandidaterne. Derudover kan præsidenten indgå traktater og forhandle med udenlandske ledere. Og så er han øverste chef for de væbnede styrker, hvilket er et af de mest indflydelsesrige magtområder i Det Hvide Hus.

Skiftende præsidenter har ifølge forfatningseksperter undermineret en af Kongressens vigtigste funktioner – at kunne erklære krig – ved at sende soldater i kamp uden at konsultere Kongressen under påskud af, at der ikke var tale om egentlig krig, men humanitære aktioner. Så amerikanerne har den opfattelse, at præsidenten kan erklære krig, hvilket ikke er rigtigt, selv om han er øverstbefalende for militæret. Men der er dannet en slags præcedens for, at præsidenter kan sende soldater i kamp i et vist antal dage uden at spørge.

Præsidenten har vetoret

Kongressen er den lovgivende magt. Det er der, lovgivningsarbejdet foregår, og begge kamre kan i princippet udarbejde et lovforslag. Præsidenten skal underskrive loven, men kan vælge at nedlægge veto. Og så skal forslaget tilbage til Kongressen, som kan underkende vetoet med totredjedeles flertal i begge kamre.

Men det sker ikke. For det er stort set umuligt at samle de nødvendige stemmer. Derfor har præsidenten også en stor magt over lovgivningsarbejdet. Men problemet er, at der stort set ikke har været lovgivningsarbejde af betydning siden 2009. Den interne »krig« har medført, at der ikke er kommet nødvendige reformer af for eksempel skattesystemet, immigration, skolesystemet og økonomien.

Så Clintons eller Trumps største udfordring er at få det samarbejde til at fungere. Det er umuligt at sige, hvem der vil være bedst til det, selv om Republikanerne har truet med at boykotte Clinton. Det er dog langtfra sikkert, at det vil blive tilfældet.

Men interessen koncentrerer sig også om valget til Senatet, fordi det er dér, slaget om højesteret kommer til at stå. Hvis Demokraterne vinder Senatet tilbage, vil udnævnelsen af Merrick Garland gå glat igennem, hvis den nye præsident bliver Clinton, og hun fastholder Obamas nominering.

Hvis Senatet forbliver republikansk, og clinton bliver præsident, er der dømt kamp om den vigtige højesteretspost. For Højesteret er den sidste instans i lovgivningen. Højesteret kan forkaste en lovgivning eller give den en ekstra legitimitet.

Kristian Mouritzen er Berlingskes korrepsondent i Washington.