Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Trump vil ikke i kamp med Maduros muchachos

Venezuelas gangsterboss er sikker lige nu takket være Beijing og Moskva. Selvom han af og til taler aggressivt, foretrækker præsident Trump handelskrige frem for egentlige krige.

Modstandere af  Venezuelas siddende præsident, Nicolas Maduro, demnostrerer i hovedstaden Caracas 4. maj. Maduro lader dog ikke til at tage den massive nationale og internationale kritik af hans person nært nok til at gå af. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ronaldo Schemidt / AFP / Ritzau Scanpix

Da jeg besøgte Venezuela første gang i 2010, var Hugo Chavez stadig landets præsident. Han var alle steder: Hans buttede, kamplystne ansigt var malet på mure og forstørret op til store plakater, mens hans stemme dundrede fra TV-apparater i den ene uendelige tale efter den anden.

Venezuela var dengang ikke et helt dårligt sted. Jeg nød at drikke skotsk whisky (den foretrukne nationaldrik) i Carabobo og sejle på Orinoco-floden. Men jeg så tydeligt, at det ikke ville ende godt.

»Realiteten i Chavez’ regime,« skrev jeg dengang, »er, at det er et skuedemokrati, hvor politi og medier bruges som våben mod politiske modstandere og indtægterne fra landets bugnende oliefelter bruges til at købe befolkningens opbakning (...) Den private ejendomsret (…) bliver jævnligt overtrådt. Chavez nationaliserer virksomheder nærmest efter forgodtbefindende (…) Og som så mange usle diktatorer i Latinamerikas historie håner han retssikkerheden ved at ændre forfatningen, som det passer ham.«

Niall Ferguson Fold sammen
Læs mere
Foto: Niall Ferguson Anders Birger.

Chavez døde af kræft i 2013, men situationen er kun blevet værre under efterfølgeren Nicolas Maduro. Venezuelas økonomi er røget over i hyperinflation. Trods de enorme oliereserver fungerer landets elforsyning knap nok. Der er kronisk mangel på mad og medicin. Omkring 3,4 millioner mennesker menes at være flygtet fra landet.

Jo, det kunne fortsætte

Gennem hele Maduros tid på magten har iagttagere udefra spået, at han ville blive væltet og en demokratisk regering installeret. »Det kan da ikke fortsætte sådan,« har refrænet lydt. Men sådan er det fortsat. Mine venezuelanske venner har lært, at denne tilsyneladende uholdbare situation kan vare i fortvivlende lang tid, især når kineserne køber Maduros olie og cubanerne og russerne yder anden form for støtte, herunder sikkerhedsstyrker. Oppositionen, der aldrig har været samlet eller godt organiseret, er blevet brutalt undertrykt.

I forrige uge var der et kort glimt af håb. Tidligt tirsdag 30. april udsendte oppositionslederen Juan Guaido – der er anerkendt af USA og utallige andre lande som Venezuelas legitime præsident – en video af sig selv ved en militærbase ved siden af en anden Maduro-modstander, Leopoldo Lopez, omgivet af mænd i uniformer. Lopez havde været under arrest siden 2014, men så nu ud til at være på fri fod. Det skulle markere starten på »sidste fase af Operation Frihed«.

Men glimtet blev hurtigt slukket. Guaidos forsøg på at vælte Maduro endte med, at demonstranter brutalt blev mejet ned af pansrede køretøjer i Caracas’ gader. For få soldater hoppede over til hans side. Ingen store chavista-skikkelser skiftede side. Lopez måtte hastigt søge tilflugt på den spanske ambassade, mens Maduro på statsligt TV erklærede sejren for sin.

Det mest overraskende ved denne historie er ikke, at forsøget på at vælte Maduro slog fejl. Regimer som dette kan kun væltes, hvis en kritisk masse af sikkerhedsstyrkerne hopper af til revolutionens side. Derfor slår de fleste revolutioner fejl.

»Hvor må kineserne dog være fascinerede over at se, at selv i hvad John Bolton da kaldte »vores halvkugle«, har den amerikanske kolos ikke nerver til at kæmpe.«


Nej, det overraskende har været Donald Trump-administrationens reaktion. I en tvetydig udtalelse på CNN gjorde udenrigsminister Mike Pompeo det klart, at USA havde arbejdet sammen med oppositionen for at få Maduro ud. Faktisk havde Maduros fly ligefrem holdt klar »på asfalten«, klar til at flyve ham til Cuba, men »russerne indikerede, at han skulle blive«. Senere nævnte USAs nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, tre højtstående personer i Maduros regering – herunder forsvarsministeren – der havde lovet at hoppe af, men skiftede mening i sidste øjeblik.

Som vi kender den erklærede høg Bolton, må det krible i ham for at bruge militære midler for at få Maduro væk. For Bolton er det ikke så meget den humanitære katastrofe eller behovet for at genetablere demokratiet, der taler for anvendelsen af magt, det er den kendsgerning, at et fjendtligt regime i Latinamerika holdes oppe af Rusland, Kina og Cuba.

Handelskrige fremfor rigtige krige

Men så vidt jeg kan forstå, har præsidenten selv ikke lyst til militær indgriben. Selvom han af og til taler aggressivt, foretrækker præsident Trump handelskrige frem for egentlige krige. Når han hører argumenter for en intervention i Venezuela, ser han skrækvisioner fra Irak og Afghanistan. Ifølge USAs forsvarsministerium ville amerikanske styrker skulle blive i Venezuela i mindst seks år og bruge 80 mia. dollar på at genoprette ro og orden i landet.

Desværre er det sådan, lande lærer af fortiden: sporadisk. Så mærket er USA af, hvad der opfattes som en fiasko i Irak (og før det i Vietnam), at man har glemt alt om de vellykkede interventioner. Ingen husker nu, at det var USA, der satte en stopper for den »etniske udrensning« i Bosnien og Kosovo, for eksempel, og bragte Slobodan Milosevic for en domstol. Ingen taler i dag om invasionen af Panama i 1989, der stoppede en kriminel despot, general Manuel Noriego, som havde meget til fælles med Maduro.

Hvor må Vladimir Putin dog havde nydt at få æren for at holde Maduro på magten – og med så spinkelt et russisk beredskab. Hvor må kineserne dog være fascinerede over at se, at selv i hvad John Bolton da kaldte »vores halvkugle«, har den amerikanske kolos ikke nerver til at kæmpe.

Nogle læsere vil måske huske den muntre skotske film »Gregory’s Girl«, der slutter med at to seksuelt frustrerede teenagedrenge fra Glasgow beslutter sig for tomle den til Caracas (i den tro, at der er flere piger end drenge i Venezuela). I Washington er der i dag ikke mange, der ønsker at tage vejen til Caracas. Det fortæller os ikke blot, hvor langt Venezuela er sunket siden begyndelsen af 1980erne, da Venezuelas bruttonationalprodukt pr. indbygger var tæt på 40 pct. af USAs, mod fire pct. nu. Det fortæller os også, hvor meget USAs magt er svundet siden disse fjerne tider.

Copyright: Sunday Times. Oversættelse: Bibi Christensen