Går Enhedslistens Christian Juhl en diktators ærinde?

I Venezuela fortsætter de politiske uroligheder. For nylig appellerede Juan Guaidó, der har udfordret præsident Maduro, til det venezuelanske militær om at støtte hans kamp for at vælte Maduro, der af vestlige lande anses som illegitim efter et omstridt præsidentvalg i 2018. Enhedslistens Christian Juhl stiller sig på tværs af vurderinger fra EU og USA og udenrigsminister Anders Samuelsen, der ikke anerkender den siddende præsident Maduro.

Løsningen på Venezuelas politiske problemer ligger ikke i et militærkup, siger Christian Juhl fra Enhedslisten. Christian Liliendahl

Hvordan kan du hævde, at Maduro er en legitim præsident, når valget i 2018 blev afholdt uden internationale observatører og derfor ikke anerkendes af hverken EU eller USA? Risikerer du ikke at gå diktatorens ærinde?

»Maduro er legitimt valgt som præsident på et meget svagt grundlag. Man kan vælte ham med demokratiske midler. Det synes jeg, man skulle gøre. Oppositionen har taget nogle fornuftige skridt, for i starten var de meget ekstreme og ville ikke indgå på parlamentariske valg. De ville slås i gaderne og var meget voldelige. Der tænkte jeg »hold da kæft, det går da helt galt«. Guiado har tilsyneladende valgt en mere pragmatisk tilgang i begyndelsen. Derfor blev jeg også nervøs, da han erklærede, at han forventede, at hæren ville gå over til hans side og nu begynder at tale om et militærkup.«