Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Thukydids fælde

Når en ny magt udfordrer den etablerede magts overherredømme, kan den verden, som vi kender, hurtigt blive en anden. Vi skal derfor holde øje med rivaliseringen mellem Kina og USA.

Donald Trump, USAs præsident, og Xi Jinping, Kinas præsident, kæmper for at nå til enighed om nye handelsaftaler. I virkeligheden handler det om en rivalisering mellem de to lande, som får alle geopolitiske udfordringer til at blegne. Arkivfoto: Roman Pilipey/EPA/Ritzau Scanpix  Fold sammen
Læs mere

Et af de vigtigste værker om konflikter og krige mellem nationer og folk er også et af de første, der blev skrevet om emnet.

»Det var Athens vækst, den frygt dette skabte i Sparta, der gjorde, at krig var uundgåelig.« Sådan skrev Thukydid om udbruddet af den Peloponnesiske krig i 400-tallet før vor tidsregning.

Mads Fuglede Fold sammen
Læs mere

Gennem verdenshistorien har vi igen og igen været vidne til det, som Harvard-professor Graham Allison kalder for Thukydids fælde, hvilket er den konflikt, der oftest følger, når en ny magt udfordrer en etableret magts overherredømme.

Da Athen blev mere og mere magtfuld førte det til en krig med Sparta, der hurtig fik hvirvlet alle de græske bystater ind i en tragisk konflikt, som banede vejen for, at den græske dominans i oldtiden blev erstattet af Rom og andre. Da Japan blev industrialiseret og voksede med en uset hast i begyndelsen af 1900-tallet, førte det til krig med samtlige etablerede magter i Stillehavet, deriblandt Rusland, Kina, England, Frankrig og USA, spredt over 40 år. Tysklands vækst siden landets samling i 1871 førte til hele tre krige, hvoraf to af dem var så forfærdelige og omfattende, at historikere måtte opfinde et nyt begreb »verdenskrige« for at beskrive deres ødelæggelse.

Rivalisering

I tiden efter Anden Verdenskrig var det et mirakel, at Sovjetunionens vækst og udfordring af Vesten og USA ikke førte til en direkte konflikt med de to. Men det er endnu uvist, om Kinas vækst og krav på at være mere dominant i sit nærområde kan løses uden, at USA og Kina falder i Thukydids fælde. Der er så mange uløste konflikter og udfordringer i vores tid. Terror fylder med rette meget. De enorme migrantstrømme og deres transformerende potentiale ligeså. Ruslands ekstremt destruktive genkomst i international politik sætter regioner og lande i brand. Udfordringen med at tøjle vores selvskabte klimaudfordringer kommer til at dominere den politiske dagsorden i årevis. Og alligevel blegner alt dette i forhold til rivaliseringen mellem Kina og USA og deres interne kamp for at komme i balance med hinanden.

»Enhver kinesisk leder vil se det som altafgørende for Kinas fortsatte muligheder at bryde ud af USAs inddæmning af dem. Den dag, det måtte lykkes, er verden, som vi kender den, en anden.«


For 25 år siden var Kina helt ubetydelig i international sammenhæng med en beskeden økonomisk aktivitet. I dag er Kina i direkte konkurrence med USA om at være verdens mest magtfulde nation. Kineserne er stadig langt fra USA, men rivaliseringen er en realitet, der former vores tid.

Siden Ruslands magtpolitiske opblomstring under Putin har man diskuteret, om vi befandt os i en ny Kold Krig, men man har glemt, at den allerede findes og udkæmpes mellem USA og Kina. Lige nu handler den om handel, kontrollen med det Sydkinesiske Hav og USAs dominante tilstedeværelse i det vestlige Stillehav.

Inddæmning af Kina

Kina er en nation, der er hæmmet af sin geografi. I sit nærområde såvel som regionalt. Mod syd er Kina begrænset af Malaccastrædet og ASEAN-landenes kontrol med dette område. Mod nord blokerer Japan og Sydkorea og dominerer de smalle farvande som eksempelvis Koreastrædet. Mod øst findes Taiwan, som admiral Douglas MacArthur kaldte for »hangarskibet, der ikke kan sænkes.«

I hele området har USA mulighed for at projicere enorm magt i form af flåden, luftvåbnet og marinekorpset. Kinas mulighed for at bryde sin geografiske inddæmning, og den aktive inddæmning, som USA og allierede udøver, er lige nu med hele tre ø-kæder meget ringe. Enhver kinesisk leder vil se det som altafgørende for Kinas fortsatte muligheder at bryde ud af USAs inddæmning af dem. Den dag, det måtte lykkes, er verden, som vi kender den, en anden.

Man kan i Europa lade som om, at Stillehavet og rivaliseringen mellem Kina og USA er noget, der foregår langt væk, og som ikke angår os. Men det ville være en katastrofal fejllæsning af vores tid.