Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Begrebet feminisme er gennem mange år kommet til udtryk på forskellig vis. På det seneste har især Metoo-bevægelsen præget billedet. Også derfor har den feministiske debat i nogen tid kredset meget om det kropslige og seksuelle, men der findes jo også en anden dagsorden. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt kvinder og mænd i forståelsen af verden analyserer og formulerer sig på samme måde og kan få samme form for indflydelse.
Mange mener i dag, at vi før eller siden bør opleve, at mængden af kvindelige og mandlige filosoffer, politikere og samfundstænkere vil være nogenlunde den samme, og når dette endnu ikke er tilfældet – vil disse typisk hævde – skyldes det ikke en forskel i kønnenes indre landskab, men overleverede strukturelle forhindringer.
Diskussionen er også relevant inden for det teologiske fag, hvor det er et stort spørgsmål, hvad det i længden vil betyde for udlægningen af kristendommen, at flertallet af landets præster nu er kvinder. Den kristne forkyndelse rummer en omsorgsfuld karakter såvel som en mere nøgternt analytisk, og muligvis vil de mange kvindelige præster gradvis trække læsset i retning af det mere følelsesbårne og dermed en samlet set mindre systematisk tænkning.
Den anskuelse kan virkelig hidse sjæle op. Den indikerer jo, at der grundlæggende findes en væsensforskel mellem mænds og kvinders tankeverden, og mens intet angående dette kan endeligt bevises, kan man i en af de seneste samtalebøger finde et interessant vidnesbyrd. Bogen »Det, du ikke forstår, gør dig klogere« består af en lang diskussion mellem psykolog Svend Brinkmann, forfatter Tor Nørretranders og museumsdirektør Rane Willerslev.
De tre mænd deler en teori om, at vi står på randen af en ny tidsalder. Det får dem til at overveje menneskets natur set i lyset af blandt andet videnskab, religion og filosofi, og de tre smider om sig med citater og referencer og springer behændigt fra den ene disciplin til den anden. Bemærkelsesværdigt er det imidlertid også, at ingen af dem udover enkelte kommentarer hist og her – især i forbindelse med synet på døden – udfolder det meget personligt følelsesmæssige. De gennemfører en intellektuel og filosofisk samtale, og mens den ikke er lige interessant hele vejen, er den præget af, ja, undskyld udtrykket, maskulin tænkning.
Til sammenligning har de to kvinder Hella Joof og Karen Thisted udgivet samtalebogen »Bryster skal hoppe når man hikker«, der gerne vil forvisse læseren om, at det er dejligt at være kvinde i enhver alder. Dette blot fremhævet som et lille eksempel på, at mens mændene taler om de store spørgsmål, har kvinder det med i ret høj grad at kredse om, hvordan det føles at være netop mig med netop denne krop.
Mænd og kvinder skal ikke være ens
Efter at vi har gennemlevet en lang kvindefrigørelsesproces og nu skriver 2018, befinder vi os stadig der, hvor visse grundmønstre synes at bestå. Kvinder er i dag frie til at studere, fravælge børn og forfølge egne ambitioner og burde vel i princippet i mere udpræget grad udfolde sig i den store samtale på samme vis som mænd. Eller hvad?
Nogle gør det, og det er fint, men pointen her er ikke, at der nødvendigvis burde være mange flere. Pointen er, at man i sin registrering af virkeligheden kan finde det svært at tro på, at nogle skabte forskelle mellem kønnene ikke findes.
Søren Kierkegaard beskriver da også i værket Sygdommen til Døden, hvordan mænd og kvinder forholder sig til sig selv på forskellig vis. Mænd er ifølge Kierkegaard drevet af en trang til at inddæmme følelseslivet, mens kvinder i større grad hengiver sig til det. Kierkegaard erkender, at driften kan gå på tværs af kønnene, hvormed en mand reagerer på feminin vis og omvendt, men den basale forskel er for ham kønsbestemt.
Her cirka 170 år efter Kierkegaards tese genkender man den stadig, og muligvis nærmer vi os punktet, hvor mennesket genopdager værdien af at være sat i nogle vilkår, der er givne og ikke konstant flydende og udmattende for den enkelte. Tor Nørretranders formulerer det således i bogen i en diskussion om begrebet frihed: »Udfordringen er så, at »frihed til« handler om, at man er nødt til at have noget, som er noget andet end sig selv for at være fri«. Ja præcis, og denne gamle indsigt kan også hjælpe os i synet på kønnene, da der kan være sjælefred forbundet med troen på, at også kønnenes forskellighed udgør en del af dette »andet«. Altså, et menneskeligt vilkår, som man nok kan påvirke, men ikke opløse.
Lad os forestille os et lille eksperiment. Man kunne bede tre begavede kvinder om at stille op til næste samtalebogprojekt og gennemføre en diskussion, hvor de ikke må tale om sig selv, men kun om sagen. Jeg siger ikke, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg foreslår bare, at mængden af kvinder, der formår det, sikkert er relativt lille, og at det ikke gør noget. For mænd og kvinder skal ikke stræbe efter at være ens. Det kunne være befriende, hvis vi i det næste kapitel af vores moderne historie kommer dén erkendelse et skridt nærmere.
