Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Paradigmeskiftet lærer os, hvad en flygtning er

Jo mere flygtninge ikke blot vurderes på deres nødstedte tilstand, men også på deres individuelle præstationer og popularitet, desto mere vil vi ane, at en barsk vilkårlighed kan vokse frem.

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Med den megen tale om et paradigmeskift i dansk indvandrerpolitik åbnes for vigtige perspektiver. Ikke mindst i synet på begrebet flygtning.

Paradigmeskiftet handler som bekendt i sin kerne om bestræbelsen på at hjemsende flygtninge, når forholdene i deres hjemland skønnes at være forsvarlige nok, og dermed er vi nået frem til punktet, der så længe er blevet skubbet foran os, fordi processen er besværlig og udgør et følsomt tema. Men erkendelsen af, at flygtninge ikke blot skal blive til indvandrere og som hovedregel kun skal befinde sig her i en begrænset periode, har taget til, og vi nærmer os en slags milepæl.

Det vækker følelser til live, og forleden skrev en ung mand ved navn Mohamad Abd Almonam et indlæg i Politiken, der på interessant vis illustrerer hvordan. Denne flygtning ønsker brændende at blive i Danmark og mener, at han gør alt, hvad han kan for at gøre sig fortjent til det. Han har lært sproget, han uddanner sig i håbet om at blive politibetjent, og ifølge eget udsagn yder han en ekstraordinær indsats og konkluderer derfor, at »alle rationelle mennesker« vil mene, at han bør have lov til at blive i Danmark.

Man kan bestemt forstå Mohamad Abd Almonams drøm om en dansk fremtid, men det mest tankevækkende ved hans indlæg er, at han repræsenterer et syn på begrebet flygtning, der rummer problematiske perspektiver. Han underskriver sig som flygtning, men karakteriserer ikke umiddelbart sig selv som én, der skal blive her, fordi han som nødstedt har brug for beskyttelse, men fordi han er i færd med at præstere sig frem til netop den belønning.

Mohamad Abd Almonam mener, at flygtninge skal vurderes enkeltvis, alt efter den indsats, de yder, og vi har her at gøre med en bemærkelsesværdig kombination af flygtningeidentitet og moderne dansk individtænkning, hvor et menneskes status hænger nøje sammen med dets præstationer. Dette kan jo i nogle sammenhænge give en vis mening – for eksempel når man ansøger om statsborgerskab og skal bevise sit engagement – men i forholdet til begrebet flygtning vender tanken nogle grundprincipper på hovedet.

Lige siden antikken har en flygtning været opfattet som et svagt individ med behov for beskyttelse, og også i Det Nye Testamente er det en rød tråd, at Jesus målrettet værner om de mest hjemløse og udsatte. At det nødstedte menneske uanset etnicitet, religiøst ophav eller personlige talenter skal møde barmhjertighed er indlejret i vores kristne tradition, men tanken er i nyere tid blevet forsynet med et ekstra ideologisk lag under påvirkning af menneskerettighedstanken og naturligvis den basale uenighed mellem tilhængerne af det multikulturelle og grænseløse og de, der i højere grad vil bevare en national homogenitet.

Begrebet flygtning er i dag umådeligt politisk ladet, og samtidig er det – som indlægget fra Mohamad Abd Almonam viser – blevet berørt af den individuelle rettighedstænkning, som man jo ikke kan undgå i en eller anden grad at tage til sig i Danmark.

Det er da også individtænkningen, der er med til at bane vej for det til tider noget følelsesstyrede anarki, der i dag præger flygtningedebatten, og som vi kender så udmærket fra de enkeltsager, der jævnligt foregår. De handler om flygtninge, der har været her så længe, at et lokalsamfund kæmper for at overbevise alle om, at netop disse mennesker skal blive, hvilket typisk sker ved at fremhæve mængden af 12-taller i skolen, det ivrige virke i foreningslivet og de elskelige personligheder i familien.

Sagen er bare, at der indeholdt i al denne gode vilje findes en kerne af noget ubarmhjertigt, for hvad med den flygtning, der af forskellige årsager ikke er i stand til at blive så afholdt? Hvem kæmper hans sag? Jo mere flygtninge ikke blot vurderes på deres nødstedte tilstand, men også på deres individuelle præstationer og popularitet, desto mere vil vi ane, at en barsk vilkårlighed kan vokse frem, fordi principperne er blevet for flydende, alt imens menneskets spontane følelsesliv er blevet en egenrådig stemme.

Og så er det ikke i første omgang den svageste, der bliver værnet om, men i mindst lige så høj grad den stærkere. Dette kan være den bagvendte konsekvens af menneskenes bedste intentioner, og hvis det virkelig lykkes politikerne at få realiseret en del af planerne om at hjemsende flere flygtninge, når forholdene tillader det, vil vi være nået til et nyt sted. Nemlig der, hvor vi tvinges til igen at prøve at forstå, hvad det vil sige at værne om den svageste.