Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politikere kan ikke give os håb

Håb er noget andet end ønsker og drømme. Håbet overgår alt, hvad vi selv kan sætte ord på og bæres videre gennem den åndelige arv.

Tegning: Rasmus Meisler Fold sammen
Læs mere

Man skulle vel tro, at menneskets evne til at mærke håb til alle tider er den samme. Håbets kraft er nedlagt i os næsten på samme måde som åndedrættet, men alligevel kan man i denne epoke ane en vis håbløshed brede sig. Der er opstået en stemning af afmagt, der ofte knyttes til en fornemmelse af, at verdens udvikling løber os af hænde, og her ved årsskiftet kredser mange om den.

Man kan næsten tale om en eskatologisk stemning, altså en følelse af at nærme sig de sidste tider, og mens klimaspørgsmålet fylder meget, lærer vi også, at det globale ikke blot skal forstås som nogle vilkår i verden, der fremmer handel, fri bevægelse og mere kommunikation. Det globale er også blevet til en sindstilstand i den enkelte, og forleden skrev Asser Amdisen, der er cand.mag. i historie, en kommentar i Politiken, der meget tidstypisk illustrerer, hvordan man kan nedgøre denne følelse af afmagt.

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere

Amdisen beskriver, hvordan den i hans øjne kommer til udtryk i synet på det fremmede i nogle smålige diskussioner om kvinders tildækning, det rette håndtryk og andet fra debatten om integration og danskhed, hvormed han udtrykker en velkendt og overfladisk analyse af tidens kvaler. For som så mange andre omtaler Amdisen de konkrete sager i værdidebatten uden at forstå den egentlige baggrund for den.

Det formåede skribent Bjørn Poulsen til gengæld. Han forstod, hvordan kulturelt opbrud og løsrivelse fra det overleverede skaber et tomrum, som den enkelte kan få svært ved at leve i. I sin lille begavede bog fra 1961, »Ideernes krise i åndsliv og politik«, lader Poulsen sig inspirere af sin samtidige, digter Ole Sarvig, der om det moderne menneske skrev: »Vi er landet på en fremmed klode. Vi er arveløse. Vi er sået som frø af ukendt art.«

Bjørn Poulsen tager tråden op og forklarer, at hvis man ikke kan ane en sammenhæng mellem det forgangne og det nuværende, får håbet sværere ved at trives, og han vil have føling med idéerne og det filosofiske sprog genoplivet. Det betyder ikke, at alle skal være i stand til at læse de store filosoffer, men alle skal have en fornemmelse af, at nutidens tanker grunder i en stor tradition. Ellers opstår fornemmelsen af, at alt i morgen kan kaldes noget andet, og en sådan løsrevet eksistens slider på sjælen. Og på håbet.

Velfærdssamfundets lighedsdyrkelse

Vi må spørge, hvem der i dag repræsenterer denne sammenhæng. Ikke særligt ofte kunstneren, og heller ikke politikeren, som man erfarede, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i tirsdags holdt sin nytårstale. Nok udtalte han optimistiske ting om Danmark og lovede »forsvarlige forbedringer« i sundhedsvæsenet, men Lars Løkke er, som han selv sagde, barn af velfærdssamfundet, og dette udgør i sig selv en begrænsning. Velfærdssamfundet kan med sin dyrkelse af lighed gennem materiel velstand være bedøvende for åndslivet, og nutidens politikere er primært forvaltere af et system, der på én og samme tid er kilde til tryghed og afmagt. For når vore sjæle er lagt i hænderne på den rent menneskelige forvaltning, vænner vi os til hovedsageligt at have systemet som forbundsfælle. Og det er ikke nok.

Derfor understreger Bjørn Poulsen, at det er historiens ånd, der fortæller os, hvem vi er. Vi skal forstå, hvor meget af det, vi i dag siger og tænker, der er båret af andre, så vi kan nærme os punktet, hvor vi ikke længere behøver – som han skriver – at »føle os arveløse og sået som frø af ukendt art, for det vil vise sig, at arten er ganske gammelkendt på Jorden. Man kan ikke engang udelukke den mulighed, at den sørgeligt forsvundne virkelighed ville dukke op som et genfødt Atlantis, hvis vi for alvor lærte den kunst at tænke i sprogets og idéernes ånd, for denne ånd er identisk med selve menneskeånden, om hvilken vi ikke med sikkerhed kan vide, at den ikke i sit udspring er af guddommelig art.«

Dermed forstår vi betydningen af at værne om en kulturs filosofi, kunst og religion, for uden dette har vi til sidst kun velfærdsstaten at samles om. Så når der i dag tales nedladende om menneskers frygt for forandring, glemmer man, at frygten er beslægtet med sorg over at føle sig åndeligt arveløs, og at troen på det multikulturelle menneske også nærer denne frygt for at miste føling med noget gammelkendt på Jorden.

Således kan vi miste håb, og hvor de færreste politikere synes at forstå det, er det i kunsten og musikken, religionen og filosofien, at håbet strømmer til os. For håb er noget andet end ønsker og drømme. Håbet overgår alt, hvad vi selv kan sætte ord på og bæres videre gennem den åndelige arv, som Ole Sarvig selv formulerer det i sin nytårssalme, »Som året går,« hvorfra et vers skal citeres her ved indgangen til 2019:

»Og ingen sjæl skal se det ske, der ikke våger under sne, på denne kolde vinterdag, i livets skjulte spirelag.« Håbet lever i livets skjulte spirelag, og mens vi i dag så nemt kan miste følingen med det, skal vi huske, at menneskets evne til at håbe til alle tider er den samme. Vi skal bare lede de rigtige steder.