Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Sig det ikke til DF - men paradigmeskiftet er altså ret blødt

Det såkaldte paradigmeskifte i udlændingepolitikken er ikke, som nogen har påstået, noget der forvandler Danmark til ukendelighed. Dens vigtigste punkt er en forventningsafstemning med flygtninge der kommer hertil om, at de som udgangspunkt skal være her midlertidigt. Præcis som tanken var med konventionerne.

Tom Jensen
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Ssschyyy….!

Fortæl ikke regeringen, og især ikke Dansk Folkeparti at jeg har sagt det, men: Det er altså et temmelig blødt paradigmeskifte i udlændingepolitikken, der blev aftalt som en del af finanslovsaftalen sidste fredag.

Blødt, grænsende til det forsigtige, selv om man bedyrer, at man er gået til kanten af konventionerne. Lad os nu se. Så forsigtig er man, at ikke engang regeringens egne jurister er i stand til at sætte tal på, hvor stor effekten bliver af det omkalfatrede paradigme.

I et notat udarbejdet i forbindelse med finanslovsforhandlingerne nøjes de med at bruge elastiske udtryk som “væsentlig stramning” og “mærkbar effekt”, hvorefter de udstyrer sig selv med livrem og seler i form af følgende konklusion:

»Det er imidlertid ikke muligt at kvantificere effekten på udfaldet af sagerne eller på tilstrømningen til Danmark.«

Så har man da ikke sagt for meget.

Men måske er blødt tilstrækkeligt, om man så må sige. For den gældende situation er, at 90 procent af alle flygtninge, der kommer til Danmark, ender med at få permanent ophold her i landet.

Det er det paradigme, man gerne vil udskifte. Med relativt bløde midler.

Mange gange Mint

Virkelig hårde midler er konsekventat fratage folk deres opholdstilladelse og tvinge dem ud af landet. Der er ingen tvivl om, at det er en metode, de fleste regeringer gerne vil undgå at ty til - om muligt. Det ser ikke særligt pænt ud, og der rejser sig let en storm.

Forestil jer balladen omkring Mint og andre velintegrerede børn, der er blevet udvist af Danmark, og multiplicer så adskillige gange, når mennesker, der er kommet hertil måske 10-15 år forinden, har etableret sig med job, parcelhus, kakkelbord og unger i folkeskolen og badmintonklubben, pludselig og uden at have nogen forventning om, at det kunne komme dertil, skal pakke sammen og forføje sig ud.

Derfor er den centrale bestemmelse i det såkaldte paradigmeskifte, at man fremover alene vil udstede midlertidige opholdstilladelser med bagkant til flygtninge og deres familie, som kommer hertil.

Dermed er der forventningsafstemt. Alle kender betingelserne. Der er andre punkter i aftalen, herunder en udvidet adgang til at nægte forlængelse af ophold, ændring af bestemmelserne om tilknytning for børn, af formålsparagraffen i integrationsloven, så permanent ophold ikke længere nævnes - og en sænkelse af integrationsydelsen, der også kommer til at hedde noget andet: Den hedder nu selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Eller overgangsydelse.

Ord skaber åbenbart virkelighed, også for en borgerlig regering og dens støtteparti.

Men blødt er det nu. Det hele sigter på, at det stille og roligt - og lidt af sig selv, uden tvangsdeportationer, grædende børn og medieskandalehistorier - bliver flere end 10 procent, der på et tidspunkt forlader Danmark igen.

Viljen bygger på midlertidighed

Er det nu så slemt? Nogle vil mene det. I kølvandet på finanslovsaftalen har rejst sig det synspunkt, at Danmark er blevet forvandlet til ukendelighed, at humanismen er aflyst og medmenneskeligheden pakket i flyttekasser.

Men det er en misforståelse. For grundlaget for hele den tanke om asyl og beskyttelse af flygtninge, der blev etableret efter Anden Verdenskrig, bygger på midlertidighed. Den bygger derimod ikke på en idé om permanente befolkningsflytninger.

Hvis det havde været udgangspunktet, havde man aldrig fået verdens nationer til at underskrive flygtningekonventionen. Der havde ikke været den vilje til at hjælpe, som konventionen er udtryk for.

På samme måde er det, når man ser fremad: Hvis stater og deres befolkninger opdager, at midlertidigheden er en illusion, at enhver flygtning man tilbyder hjælp og beskyttelse, reelt er et goddag til en fremtidig indvandrer, så påvirker det viljen og lysten til at hjælpe.

Man skal ikke løfte blikket meget og skue ud over Europa efter årtusindskiftet for at opdage de politiske og folkelige strømninger, som beviser dét.

Hvis man indtager det humanistiske og medmenneskelige standpunkt, at mennesker i nød skal hjælpes, så gør man derfor klogt i at besinde sig på, at det selvfølgelig må ske på visse betingelser. Herunder at hjælpen principielt er tidsbegrænset til den periode, hvor de pågældende faktisk er i nød.

Lur mig dog: Paradigmeskiftet vil sikkert rykke noget - “mærkbart” eller ej - men en del flygtninge vil fortsat ende med at blive indvandrere..

76.000 opholdstilladelser på ét år

Imens kan man glæde sig over, at Danmark - paradigmeskifte eller ej - fortsat er på mange måder er blevet et pivåbent indvandringsland. Det er der nemlig brug for. Danmark er en lille økonomi. Den har behov for at være åben. Ellers bliver den hurtigt endnu mindre..

I det seneste år er der således givet 76.602 opholdstilladelser til udlændinge. Det er på niveau med det antal opholdstilladelser, som blev udstedt i 2017. Tendensen er, at færre får asyl, mens flere kommer hertil, særligt fra EU/EØS-landene, for at studere eller arbejde.

Det er fint. Går du efter paradigmeskifteaftalen rundt med den fornemmelse, at Danmark lukker sig om sig selv, er det derfor forkert.

Heldigvis.