Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
I min gymnasietid kom jeg virkelig ofte for sent. Jeg var ikke den eneste, men jeg var helt sikkert en af de værste. At komme ud af sengen og op på cyklen for at køre fem-seks kilometer kunne trække lidt ud en kold vintermorgen. Det kunne det også en varm sommermorgen. Og når jeg så var ankommet, skulle jeg lige have en kop kaffe med, inden jeg gjorde min entré under undervisernes let misbilligende blik.
Det var selvfølgelig respektløst, men jeg var ungdommeligt ligeglad, og der var ingen konsekvenser. Jeg husker ikke, at de fem-ti minutter, jeg som regel kom snøvlende for sent ind til undervisning, nogensinde førte til fravær.
Havde jeg fået fravær, var jeg selvfølgelig kommet til tiden. For var der noget, jeg gik op i, var det mit fraværsregnskab, der blev ført med en akkuratesse, der utvivlsomt lærte mig mere om anvendt matematik end naturfagstimerne nogensinde formåede. Hvis ikke jeg holdt nøje styr med, hvor meget jeg kunne pjække for at holde mig inden for grænserne, risikerede jeg jo enten ikke at udnytte fraværet optimalt eller at komme op i fuldt pensum - og den sanktion havde jeg i den grad respekt for. Og ja, sådan var vi ganske mange som tænkte. Som det utvivlsomt har været og er tilfældet både før og efter.
Jeg kommer fra en lærerfamilie og ved udmærket, at langt de fleste, der kommer systematisk for sent, typisk er de samme personer, som gør det af præcis samme grunde, som jeg gjorde, når man ser bort fra folk, der er sygdomsramt eller har personlige problemer. En kombination af dovenskab, respektløshed og manglende konsekvenser. Kort sagt: man kommer for sent, fordi man kan.
Det er naturligvis fuldt ud rimeligt at stille krav til dem om at tage sig sammen. At gøre dem opmærksom på, at man forventer respekt for andres tid og indsats, og at mangel på det får konsekvenser.
Jeg ville også have larmet op
Jeg ville utvivlsomt også selv have larmet op, hvis nogen havde foreslået, at det skulle koste fravær hele timen at opføre sig lallet, som jeg gjorde. Sådan noget med repressive politikere og ansvarsfratagelse og den slags. Måske ville jeg endda harmdirrende have leget strejke med mine medstuderende og dermed ikke formået andet end at give mig selv et endnu højere fravær. For ingen konsekvenser er bedre end konsekvenser - særligt hvis man er den, som konsekvenserne risikerer at gå ud over.
Men selvfølgelig er det rimeligt at forvente, at folk kommer til tiden på en uddannelse betalt af deres medborgere. Og ja, selvfølgelig skal der være ens regler for alle på landsplan, så der ikke på det ene gymnasium kan være en kultur, hvor man tolererer folk, der kommer for sent, mens hammeren falder hurtigt og hårdt på andre.
Derudover findes i debatten en surrealistisk idealiseret fortælling om, at ingen gerne vil komme for sent. Det passer selvfølgelig ikke, og det undrer mig, om de, som fremsætter den fortælling, selv tror på den. Jeg tvivler. Masser af mennesker vil gerne komme for sent, ligesom både studerende og alle andre pjækker af og til, fordi de synes, at det er rarere at have fri end at lave krævende og kedelige ting.
Jeg kender selvfølgelig godt alle argumenterne fra de ungdomssocialistiske klubber, der går under navnet elevbevægelsen, om, at det slet ikke er det samme ude på arbejdsmarkedet eller, at folk her faktisk har mere fravær end gymnasieelever. Det er ikke pointen. Uddannelse er ikke er arbejde, det er et privilegium.
