På sporet af den radikale ånd

De Radikales forkærlighed for det ultimative i politik var sikkert passende dengang, partiet evig og altid var tungen på vægtskålen, men den passer dårligt ind til nutidens radikale betydning.

I dag virker det som symbolpolitik, hvor de Radikale siger +1, blot fordi Dansk Folkeparti har sagt -1. De to partier agerer som Knold og Tot i deres symbolpolitiske forbundethed, mener Peter Nedergaard Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

De Radikales leder, Morten Østergaard, har meldt en række ultimative krav ud om den fremtidige linje i udlændingepolitikken, som skal opfyldes, før han kan pege på Mette Frederiksen som statsminister. Det drejer sig først og fremmest om, at Socialdemokratiet skal opgive støtten til det såkaldte paradigmeskifte, som indebærer, at flygtninge skal hjemsendes, når forholdene er til det i landet, som de oprindeligt kom fra.