Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lad muslimerne selv fortælle, hvad de tror

Arkivfoto. »Det er ganske enkelt ikke korrekt, at den overvejende del af de muslimske lande har en lovgivning, der indeholder den slags middelalderlige praksisser, og hvad der sker i Saudi-Arabien, kan alle muslimer ikke stilles til regnskab for,« skriver Nik Bredholt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Under valgkampen var jeg til en ramadanmiddag på Nørrebro, hvor en ældre muslimsk dame med tørklæde fik mikrofonen og med klar dansk røst opfordrede alle til at bruge deres ret til at stemme ved valget. Måske var der en enkelt eller to, der ikke havde tænkt sig at stemme, som fulgte hende.

Asger Åmund (AA) skriver i Berlingske 4. juli, at muslimerne har stemt for at bevare et parallelsamfund og sociale ydelser ud fra en opfordring fra imamerne. Den dame, jeg hørte, var ikke imam, og det er ikke mit indtryk, at mange af de tilstedeværende var mere afhængige af offentlige ydelser, end danskere er flest. Derimod tror jeg, at mange var og er trætte af de beske bemærkninger til deres religion, som sidste regeringsperiode var præget af og valgkampen fyldt med, og som AA blot fortsætter.

AA fortæller først, hvad han mener, muslimer tror på, blot for at han selv kan komme med sin kritik af muslimerne. Det er dårlig argumentation. Lad muslimerne selv fortælle, hvad de tror.

Som en fernis af faglighed refererer AA til en undersøgelse fra Jyllands-Posten, hvor et udsnit af den danske muslimske befolkning er blevet spurgt, om Koranens anvisninger skal følges fuldt ud, hvilket omkring 70 pct. havde svaret bekræftende på. Det svarer til at spørge kristne, om Bibelens anvisninger skal følges fuldt ud. Det vil mange i Danmark også svare ja til, selvom der er anvisninger i for eksempel Det Gamle Testamente om stening af homoseksuelle, som næppe nogen er enige med i dag.

Der bliver ikke spurgt, hvorvidt de danske muslimer ønsker at indføre stening af kvinder for utugt eller afhugning af hænder for tyveri. Sharia bruges i reglen til at afgøre spørgsmål om ægteskab, forældremyndighed og arvesager, på samme måde som for eksempel katolikker kan lade sig vejlede af den katolske kirkes lov (Kanonisk ret) om ægteskab.

Det er ganske enkelt ikke korrekt, at den overvejende del af de muslimske lande har en lovgivning, der indeholder den slags middelalderlige praksisser, og hvad der sker i Saudi-Arabien, kan alle muslimer ikke stilles til regnskab for.

Man kan håbe, at den slags forsimplinger om islam, som valgkampen var fyldt af, nu er overstået.

Nik Bredholt, København