Kvindelig politiker trues med »pik, tæsk og trappevask«: Vi udsættes for flere og langt grovere tilsvininger end vores mandlige kolleger

Alle har ret til at blive behandlet med respekt og ordentlighed, og at kunne fremføre sine holdninger uden at blive svinet til. Også kvinder.

»Jeg er ret overbevist om, at de to værste eksempler på tilsvininger, som mine to mandlige kolleger kunne komme på, havde været markant værre, hvis de havde været kvinder. For det ligger åbenbart mere lige for at svine en kvinde til med grove og kønnede angreb, end at gøre det samme mod en mand,« skriver Cille Hald Egholm. Niels Ahlmann Olesen

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Jeg er en ung kvinde i politik. Jeg har kun været folkevalgt i lidt over et år. Alligevel har jeg vænnet mig til at modtage alt fra tilsvininger til trusler om voldtægt og død, hver gang jeg har udtalt mig i pressen om noget, der er den mindste smule kontroversielt. Det er særligt på de sociale medier, i kommentarspor og privatbeskeder, men også på e-mail, sms og sågar i telefonopkald.